Det er ikke Danmarks rolle som Muhammed-tegningernes ophavsland, der er forklaringen på, at netop København blev centrum for det første attentat i Europa efter angrebet på Charlie Hebdo i Paris for en måned siden. Det mener den franske islamspecialis Olivier Roy.
”Der er jo ikke tale om, at Islamisk Stat eller al-Qaeda sendte terrorister til København for at straffe Danmark for Muhammed-tegningerne i 2006. Det er en dansk opvokset mand, der har grebet til våben på egen hånd, ligesom det var franske borgere, der organiserede angrebet i Paris. Efter hvert attentat forsøger man at finde en forklaring på, at netop dette land rammes. Men der er intet hierarki, hvor nogle lande er mere udsatte end andre på grund af deres internationale profil,” siger Olivier Roy.
”Derimod er der en klar tendens til, at potentielle gerningsmænd kopierer terrorhandlinger, der har fået stor medieopmærksomhed,” påpeger den internationalt anerkendte professor og leder af Det Europæiske Universitetsinstituts middelhavsprogram.
Attentatet i København ligner en gentagelse af forløbet i Paris med et første angreb på karikaturtegnere og repræsentanter for ytringsfriheden, efterfulgt af et attentat mod et jødisk mål og endelig konfrontationen med politiet. Disse tre målskiver går igen, enten samlet eller enkeltvis, i de attentater, som er begået siden Mohamed Merahs angreb på den jødiske skole i Toulouse i 2012 og Mehdi Nemouches skudattentat mod det jødiske museum i Bruxelles sidste sommer.
”Det er ikke så meget ytringsfriheden som karikaturerne og blasfemien, der er genstand for terroren. Terroristerne er bedøvende ligeglade med, om ytringsfriheden begrænses eller ej. Kritikken af blasfemi har den effekt, at den kan stille muslimerne i en vanskelig situation, der skal tvinge dem til at vælge side til fordel for ekstremisterne, fordi de føler sig stødt over tegningerne. På samme måde som katolikker kan fordømme blasfemiske tegninger,” siger siger Olivier Roy og uddyber:
”Og ved at angribe jøderne retter terroristerne sig mod et af de mest følelsesladede emner i Europa, hvor resterne af en traditionel antisemitisme stadig eksisterer i mange lande side om side med en ny antisemitisme i den arabiske befolkning. Men for den enkelte terrorist handler dennes terrorhandlinger meget lidt om ideologi og religion,” mener han.
”Det, der tiltrækker de unge terrorister, er en fortælling, der forvandler dem fra tabere til superhelte. De har hævnet profeten, de har givet Muhammed oprejsning. Det var netop det, Kouachi-brødrene råbte efter attentatet mod Charlie Hebdo: 'Vi har hævnet profeten'. Både den formodede gerningsmand i København, Omar Abdel Hamid el-Hussein, og brødrene Kouachi var småkriminelle tabere, og det er det mønster, vi ser igen og igen. Den stærkt medieomtalte vold giver dem lejlighed til at spille en helterolle i en form for nihilistisk voldseksplosion, hvor målet ikke er at overleve, men at dø som helt. Det er narcissisme snarere end religiøs fanatisme, der får de unge til at iscenesætte deres egen død som terrorister i islams navn,” siger Olivier Roy.
”Reaktionerne på attentaterne viser, at muslimerne i hovedsagen er integreret i de samfund, de lever i, og bakker op om de fælles værdier. Derimod er der et mindretal af unge, ofte indvandrere af anden generation, men også andre unge, der konverterer til islam, og for hvem radikaliseringen i vid udstrækning er et udtryk for en eksistenskrise. En ny brudflade er ved at vise sig i vores samfund. En brudflade, der ikke handler om 'dem og os', men om flertallet af befolkningen over for en lille gruppe af radikaliserede unge,” mener Olivier Roy.
Han sammenligner det med den dødslængsel, der har fået andre unge til affyre skudsalver mod deres skolekammerater og derefter begå selvmord.
”Vi vil se flere af den slags attentater. For hvert attentat, der får mediebevågenhed, er der unge, der får lyst til at efterligne denne form for vold. Som samfund bør vi beskæftige os med den nihilistiske og morbide fascination af vold, der kendetegner en del af vore unge,” siger Olivier Roy.