Vores tillid til hinanden bliver truet af terroren

Indbyggerne i Danmark har globalt set en enestående tillid til hinanden. Efter weekendens terrordrab er den under pres. Men forsker vurderer, at der faktisk er gode muligheder for, at den generelle tillid til landets indvandrere i Danmark nu styrkes

"I må aldrig give køb på den unikke, danske tillid," siger Francois Zimeray efter weekendens terrorangreb, som her ses til venstre i billedet.
"I må aldrig give køb på den unikke, danske tillid," siger Francois Zimeray efter weekendens terrorangreb, som her ses til venstre i billedet. Foto: Søren Bidstrup.

”I må aldrig give køb på den unikke, danske tillid.”

Sådan sagde Frankrigs ambassadør i Danmark Francois Zimeray mandag aften foran cirka 30.000 tilhørere på Østerbro i København, og mange andre har sagt noget tilsvarende de seneste dage efter det hidtil mest dødelige terrorangreb på dansk jord.

Også i udlandet fremhæves det vigtige i ikke at give efter for presset på den særlige danske tryghed. Hold øjne og ører åbne, men bliv på jeres cykler, lyder det i Berliner Zeitung med henvisning til Francois Zimerays kommentar om, at han ankom på cykel til mødet om ytrings-frihed på kulturcaféen Krudttønden, men forlod det i en pansret bil.

Det er velkendt, at Danmarks indbyggere er verdensmestre i at have tillid til hinanden og har været det i mange år. 78 ud af 100 svarer, at de har tillid til de fleste mennesker. Blot 3 ud af 100 brasilianere kan sige det samme. Vi stiller jordbær ud til vejen og forventer, at folk betaler af sig selv. Vi lader vores børn ligge uovervåget ude i barnevogne. Vi forventer, at en tabt pung bliver leveret tilbage.

Derfor er det en reel bekymring, i hvor høj grad denne kerneværdi i det danske samfund nu er under pres.

For presset, det er den. Terror har altid en skadelig virkning på tilliden, fordi den undergraver statens autoritet, siger Gert Tinggaard Svendsen, professor ved Aarhus Universitet og forsker i tillid.

”Det er vigtigt, at vi kan beholde tilliden til, at staten passer på os. I forbindelse med drabene i weekenden er der enighed om, at politiet klarede opgaven flot, så det afgørende er, hvor effektiv staten kan være til at undgå, at terroren gentager sig. Vi er alle små statistikere, som går og tæller episoder, og fortsætter det, vil det undergrave tilliden,” siger han.

Forbliver det et enkeltstående tilfælde, er den danske tillid dog robust nok til at absorbere de forfærdelige hændelser, mener hans kollega, Christian Bjørnskov, der også er professor på Aarhus Universitet og forsker i lykke. Det begrunder han med forskning i tidligere terror-angreb. Den 11. september 2001 rykkede eksempelvis ikke grundlæggende ved amerikanernes tillid til hinanden, og det samme var tilfældet i Spanien efter angrebet i 2004. Her var der endda betydeligt flere dræbte end i Danmark.

Forklaringen er, at der efter terror sker tre ting: Vi indser, at der er elementer i vores samfund, man ikke kan stole på. Det burde rykke tillids-niveauet nedad, men samtidig får terroren befolkningen til at rykke sammen, sådan som det også skete mandag aften på Østerbro. Og det styrker tilliden. Men måske mest afgørende er, at terror bekræfter os i, at de elementer, vi ikke kan stole på, ikke er en integreret del af samfundet. Det er altså ikke samfundet, den er gal med, og derfor påvirkes den generelle tillid ikke varigt, mener Christian Bjørnskov.

Hvorfor netop Danmark og resten af Skandinavien er kendetegnet ved høj tillid, ved forskerne faktisk ikke. De ved, at årsagen går flere hundrede år tilbage, og at tillid er så stærk en værdi, at den smitter af eksempelvis i de områder af USA, hvor særligt mange skandinaver har bosat sig. De ved også, at den høje tillid har en bagside. For når nogen misbruger vores tillid, straffes de hårdere end i andre lande. Ikke med lov, men med social udfrysning, og det kan meget vel også ske nu i særlige muslimske miljøer, mener Christian Bjørnskov:

”Hvis man regner med, at alle er ret upålidelige, giver det ingen mening at slå hårdt ned på dem, der bliver opdaget. Men hvis alle forventer, at andre opfører sig ordentligt, og de ikke gør det, bliver de behandlet, som om de ikke er en del af samfundet, og det er også risikoen her. Det kan gøre de i forvejen ekstreme endnu mere frustrerede og skabe grobund for mere terror, så det er en reel trussel.”

Generelt er danskerne dog gode til at skelne mellem ekstremister og almindelige, integrerede indvandrere, understreger han. Og den evne er kun blevet skærpet efter weekendens terror, hvor muslimer og andre indvandrere var hurtigt ude med markante fordømmelser af terroristerne. Og hvor forskellige religioner og kulturer stod skulder ved skulder på pladsen på Østerbro for at mindes de døde og hylde de danske værdier.

”Det er umuligt at måle endnu, men det er meget sandsynligt, at terroren vil rykke grundlæggende ved vores forestilling om, at alle indvandrere er ens. Reaktionen på terroren har på tydeligste vis vist, at det langtfra er tilfældet, og det kunne godt hæve den generelle tilliden til indvandrere,” siger Christian Bjørnskov.

Tilbage står resten af den vestlige verden med tilbageholdt åndedræt. At de ikke nødvendigvis tager terroren med samme ro som danskerne, blev tydeligt, da Lykke Friis, prorektor for Københavns Universitet og ekspert i EU-forhold, forleden blev interviewet af flere tyske medier, der ville vide, hvad der dog foregik oppe i det fredelige Danmark.

”Journalisten sagde ligeud til mig, at man i Tyskland er meget optaget af skyderierne i København, fordi det rejser spørgsmålet: 'Er vi de næste?'. Også endnu mere end de tilsvarende skyderier i Paris i januar. Vi må gøre os klart, at tyskerne og andre af vores europæiske naboer kender fortællingen om danskerne som verdens lykkeligste folk. Selvom der er gået 10 år, siden Muhammed-tegningerne fik opmærksomheden rettet mod Danmark, består billedet af Danmark som det tillidsfulde land, hvor politibetjenten følger ænderne over gaden. Så når der sker noget voldsomt i Danmark, spreder det en følelse i hele Europa af, at ingen kan føle sig sikker,” siger hun.