Nemt er det ikke at danne en ny regering. Det står tindrende klart efter kongelig undersøger Mette Frederiksens første 14 dages sonderinger på Christiansborg. På 13. dagen, i onsdags, løb der ekstra grus i maskineriet, da De Radikale pludselig blev væk fra et møde, hvor de øvrige forhandlingspartier ville præsentere en delaftale om klimapolitikken og enighed om, at Danmark i 2030 skal reducere sin CO2-udledning med 70 procent.
De Radikales leder, Morten Østergaard, talte efterfølgende på et pressemøde om manglende tillid og understregede, at De Radikale ikke vil løbes om hjørner med. Det er dramatiske ord på Christiansborg, særligt når Mette Frederiksen og de øvrige forhandlere fra Enhedslisten og SF har brugt meget tid på at fortælle om, hvor godt det går.
Fra begyndelsen har det stået klart, at der ville være to meget store knaster i forhandlingerne.
Den ene er, at De Radikale ønsker en ny retning i udlændingepolitikken – konkret at børn skal flyttes ud fra Udrejsecentret i Sjælsmark i Nordsjælland, at et planlagt nyt center for udvisningsdømte kriminelle på øen Lindolm skal droppes, at Danmark igen skal modtage kvoteflygtninge, samt at ydelserne til udlændinge sættes op igen fra de lavere niveauer, der blev vedtaget under den nuværende regering.
Den anden er, at De Radikale vil have styr på økonomien. I radikal forståelse betyder det blandt andet, at virksomhederne skal kunne få den arbejdskraft, de har brug for. Derfor vil man blandt andet åbne for mere udenlandsk arbejdskraft, der kommer fra lande uden for EU. De Radikale er tilhængere af økonomiske reformer, der øger arbejdsudbuddet.
Netop konflikten om økonomien blev skærpet, da partierne genoptog forhandlingerne i går.
Enhedslistens politiske leder, Pernille Skipper, sagde, da hun gik ind til forhandlingerne, at der sad ”spøgelser” i forhandlingslokalet, personificeret i den tidligere socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon og den socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt.
Dermed refererede hun til de svære forhandlinger i ”det sorte tårn”, da SRSF-regeringen kom til verden i 2011. Dengang tvang De Radikale den nye regering til at videreføre den afgående, borgerlige regerings økonomiske politik i bred forstand.
Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten er i dag enige om ikke at ønske spøgelserne tilbage, og de står samlet meget stærkere over for de Radikale, end tilfældet var i 2011. Dengang havde De Radikale en reel mulighed for at skifte side og støtte Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister. Den trussel satte regeringsforhandlingerne på pause i flere dage, og til sidst bøjede Socialdemokratiet sig for den daværende radikale leder, Margrethe Vestager.
De Radikales problem er, at selvom de gik meget frem ved valget og med Morten Østergaards egne ord havde svært ved at bevare ydmygheden, så er den parlamentariske situation en anden i dag. Socialdemokratiet har på forhånd besluttet at sætte hårdt mod hårdt over for De Radikale. Der skal ikke gives ret mange indrømmelser, særligt ikke i udlændingepolitikken.
Med en meget slidt kliché skal man kunne tælle til 90 i dansk politik for at kunne mønstre et flertal i Folketinget, men der er bare ikke 90 mandater, som ønsker at slække udlændingepolitikken.
Det er der umiddelbart heller ikke med hensyn til at føre en stram økonomisk politik. Hvis man regner Dansk Folkeparti med til partierne til venstre for midten, udgør de teoretisk set det såkaldte FOA-flertal imod nye reformer, som skal øge udbuddet af arbejdskraft.
Mette Frederiksen kunne matematisk set få flertal med Dansk Folkeparti om en slappere økonomisk politik og en strammere udlændingepolitik uden om De Radikale. I realiteten er det dog ikke en reel mulighed, så længe Dansk Folkeparti kæmper med at finde sine egne ben efter valgnederlaget.
Måske er Socialdemokratiet villig til at imødekomme De Radikale i den økonomiske politik et stykke ad vejen.
Da Morten Østergaard kom ud fra forhandlingerne i går, konstaterede han i hvert fald kort, at det var en anden konstruktiv drøftelse end dagen før.
Det afspejler, at selvom Socialdemokratiet på papiret er imod økonomiske reformer, har partiet stadig en interesse i at bevare en sund samfundsøkonomi. Rædselsscenariet ville være at få et eftermæle som en ny ”Anker Jørgensen-regering”, der igen bragte landet ud i nærheden af den økonomiske afgrund.