Prøv avisen

Thorning vil have aftale om folkeskolen inden sommer

Konflikten om skolerne har været hård for børn, forældre og lærer. Nu skal skolen udvikles, siger Thorning

Mandag vendte de danske børn tilbage til skolebænken efter fire ugers konflikt i folkeskolen, og skolebørnene kan se frem til snart at få indrettet skoledagen på en ny måde.

I hvert fald går regeringen efter at få folkeskolereformen på plads inden sommerferien, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på sit ugentlige pressemøde.

- Det har været et glædeligt gensyn for børn og lærere, siger Helle Thorning-Schmidt, der samtidig lægger op til, at der nu skal tages fat for at få skolen til at fungere igen.

- Vi må alle sammen gøre en ekstra indsats for, at vi får det gode samarbejdet tilbage. Vi skal udvikle folkeskolen, så vores børn lærer noget mere.

- Vi ønsker at give vores børn en sammenhængene skoledag med mere og bedre undervisning, hvor børnene lærer ting på nye måder og får rørt sig i løbet af dagen, siger Helle Thorning-Schmidt.

Det skal ske gennem uddannelse af lærerne og en politiske aftale om regeringens udspil til en folkeskolereform:

- De politiske forhandlinger om folkeskolen fortsætter med fornyet kraft. Det er vores mål, at vi får en bred politisk aftale inden sommerferien, siger Helle Thorning-Schmidt.