Thorning vildleder atter i skattesag

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidts, skattesag vokser. Nye dokumenter viser, at hun flere gange har givet urigtige oplysninger om sin mand

Det var ikke blot en enkeltstående sjuskefejl, da Helle Thorning-Schmidt i 2009 skrev til Justitsministeriet, at hendes mand, Stephen Kinnock, der er britisk statsborger, var i Danmark hver weekend, skriver Politiken fredag.

Helle Thorning-Schmidt gentog sin sjuskefejl og gav myndighederne vildledende oplysninger, der er af afgørende betydning for den verserende sag om, hvorvidt hendes mand er skattepligtig herhjemme.

- Er det muligt at få oplyst, hvor lang tid tilbage i tiden Deres ægtefælle har foretaget sine weekendbesøg i Danmark?, skrev Justitsministeriets sagsbehandler ifølge Politiken til Helle Thorning-Schmidt, der tre dage senere svarede:

"Selvfølgelig. Det har han siden 2004. Før det var det mindre regelmæssigt, men dog således, at han var i Danmark 1-2 gange om måneden."

Ekspert i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing mener, at det kan ses som en skærpende omstændighed, at Helle Thorning-Schmidt gentog sin fejlinformation til de embedsmænd, der skulle give hende lov til at få sat ægtemandens navn med på skødet for huset på Østerbro - efter at hun havde haft tid til at sætte sig endnu mere ind i forholdene.

- Når ministeriet beder hende om at uddybe oplysningerne, og hun så gør det ved at bekræfte dem og tilmed præcisere, at det har stået på siden 2004, kan man ikke bare sige, at det er en sjuskefejl eller en fortalelse. Det styrker indtrykket af, at der er givet forkerte oplysninger. Det er så sket i to omgange. Og det er altså alvorligt, for man skal give rigtige oplysninger til myndighederne, siger Sten Bønsing.

Helle Thorning-Schmidt beklagede i går sin første urigtige oplysning og kaldte den "en sløset fejl", men ville ellers ikke svare på uddybende spørgsmål. Partiet henviste til næstformand Morten Bødskov, der ikke "havde grundlag for at svare" på, hvorfor Thorning gentog sin vildledning af ministeriet.