Mange husker endnu folketingsvalget den 11. marts 1998, som i hidtil uset grad blev gjort til et ”præsidentvalg” mellem Venstres Uffe Ellemann-Jensen og Socialdemokratiets Poul Nyrup Rasmussen. Førstnævnte førte i meningsmålingerne omtrent hele vejen, indtil det sent på selve valgaftenen stod klart, at Nyrup lige akkurat havde sikret sig 90 mandater.
Her 17 år senere og to uger før et folketingsvalg ser det pludselig ud til, at noget tilsvarende kan ske igen. At statsministerposten skal fordeles mellem formændene for Socialdemokraterne og Venstre, Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, er givet.
Og mens Venstre længe har stået til at vinde stort, er det pludselig dødt løb, fordi S går frem og V tilbage. Men ifølge politiske iagttagere vækker den socialdemokratiske fremgang ikke udelt begejstring internt.
”Mareridtsscenariet for Mette Frederiksen er, at Thorning får et flot valg, men alligevel mister regeringsmagten, og at hun vælger at blive som formand. I så fald mister Mette Frederiksen den sikre position som Thornings afløser, hun har nu, men som kan være væk om fire år,” forklarer Peter Mogensen, direktør i tænketanken Kraka og tidligere politisk rådgiver for Poul Nyrup Rasmussen.
Han henviser til, at justitsminister Mette Frederiksen og erhvervsminister Henrik Sass Larsen, da der for et år siden var spekulationer om, at Thorning ville forlade dansk politik til fordel for en EU-post, lagde en magtkabale, som entydigt gjorde Frederiksen til Thornings afløser. Kabalen bortfalder, hvis Helle Thorning-Schmidt bliver. Og naturligvis også, hvis hun gentager Nyrups bedrift og genvinder regeringsmagten, men så kan Frederiksen og Sass trods alt glæde sig over ministerposter.
Han konkluderer derfor, at mange socialdemokrater håber mest på at vinde valget, men sker det ikke, er det bedre at tabe halvstort end knebent, for så går Thorning sandsynligvis af, og partiet kan komme videre.
”Min vurdering er, at Thorning meget vel kan vælge at gå uanset hvad, hvis hun taber statsministerposten. Men det er ikke altid, politikere har så let ved at slippe tøjlerne,” siger Peter Mogensen med henvisning til, at Poul Nyrup Rasmussen efter sit valgnederlag i 2001 blev på posten, indtil han året efter alligevel måtte gå.
Vurderingen deles af Hans Mortensen, journalist ved Weekendavisen og forfatter til ”De fantastiske fire” om 1990'ernes stærke socialdemokrater.
Han gør opmærksom på, at der slet ikke er tradition for, at statsministre i Danmark går af som formænd efter at have tabt et valg.
”Den nye situation, som tegner sig, er muligheden af, at Socialdemokraterne går frem for første gang siden 1998, genvinder placeringen som landets største parti, men mister regeringsmagten. I den situation er det slet ikke sikkert, Helle Thorning behøver at gå,” siger han.
Hans Mortensen tilføjer, at hvis Thorning forbliver statsminister, ”så får hun magten for alvor”. Mens S-valgkampen i 2011 var fordelt på flere personer, er statsministeren i den grad blevet gjort synonym med sit parti i dette års S-kampagne.
”Hun vil få æren, hvis hun klarer den, og hun vil få skylden, hvis hun taber,” siger han.
Ifølge Lars Olsen, journalist og forfatter til blandt andet ”En bygning slår revner - Socialdemokratiet og det folkelige Danmark”, er der en del socialdemokrater, som frygter den situation, at Thorning forbliver S-formand. Måske endda også, hvis hun samtidig forbliver statsminister.
”Hvis Thorning skulle vinde mod alle odds, er der socialdemokrater, som frygter for et fortsat styre med Thorning, Corydon og De Radikale ved roret. For der er jo ingen tvivl om, at mange socialdemokratiske arbejdervælgere har været utilfredse med den politik, der er blevet ført,” siger Lars Olsen.
Han peger på, at analyser af vælgervandringer tyder på, at arbejderne fortsat siver fra Socialdemokraterne i retning af Dansk Folkeparti og sofaen. Når partiet alligevel står til fremgang, skyldes det en tilstrømning af frafaldne radikale og middelklassevælgere fra blå blok:
”Problemet på den lange bane er, at jo mindre man baserer sig på, at arbejdervælgere betragter Socialdemokraterne som deres parti, jo mere sårbar er man over for tilfældige politiske kastevinde.”