Kristian Thulesen Dahl havde en rullende kaffevogn med sig, da han førte valgkamp i forsommeren 2019.
”Kristians Kaffebar” stod der på vognen, der kunne hægtes på en varevogn og transporteres rundt i landet fra by til by.
Ifølge en reportage fra Horsens Folkeblad blev der serveret ”kaffe-specialiteter og varme kanelsnegle”, da vognen ramte Torvet i Horsens den 15. maj. Men undervejs i kaffedrikkeriet var der dog noget, der gik op for Kristian Thulesen Dahl.
”Når jeg kom ud på gader og stræder, så kunne jeg se, at der var mange af vores folk, der hellere ville stå for at hente kaffe end at snakke med vælgere,” fortalte han i et interview med Altinget et halvt år efter valget, der reelt blev begyndelsen til enden på hans lange liv i toppen af dansk politik.
Efter endnu en dundrende valgfiasko ved kommunalvalget i tirsdags bekendtgjorde han nemlig onsdag sin afsked som formand for Dansk Folkeparti, der gik tilbage i alle 98 kommuner og mistede 133 lokale byrødder.
Men denne gang gik det ikke galt, fordi de lokale DF’ere hellere ville hente kaffe end tale politik. Tværtimod mærkede han undervejs i valgkampen en slags ”trodsreaktion”. Det fortalte han til DR onsdag aften.
”Så jeg kan ikke sige, at det er der, vi har fejlet, og så bliver jeg nødt til at sige, som kaptajn på skuden, at vi må have en anden i spidsen,” sagde Kristian Thulesen Dahl, der nu sætter punktum for sin tid som formand for det parti, han selv var med til at stifte i 1995 efter Fremskridtspartiets nedsmeltning, og som han har stået i spidsen for siden 2012, hvor han efter nøje planlægning og uden antydningen af drama overtog efter Pia Kjærsgaard.
Selv har Kristian Thulesen Dahl nu besunget vigtigheden af ”en ordentlig proces”, hvor kandidaterne får tid og plads til komme på banen. Men helt sådan opfattes det ikke i dele af det hårdtprøvede parti. Her frygter mange, at det pludselige farvel, der dog reelt har stået skrevet i stjernerne siden det horrible folketingsvalg i 2019, vil kaste partiet ud i en dræbende magtkamp.
På den baggrund er det besnærende at sammenligne den nuværende situation med Fremskridtspartiets berømte landsmøde i 1995, hvor selvsamme Kristian Thulesen Dahl spillede en hovedrolle.
”Tøsedrenge,” råbte Kresten Poulsgaard i et berømt tv-klip fra talerstolen i Scandinavian Congress Center i Aarhus. Han var vred over, at partiets hovedbestyrelse, inklusive Kristian Thulesen Dahl der støttede Pia Kjærsgaards fløj i den interne magtkamp, insisterede på at blive siddende, selvom kongressen havde udtrykt mistillid til den.
De kaotiske scener blev begyndelsen til enden for Fremskridtspartiet, som Kristian Thulesen Dahl meldte sig ind i som 13-årig efter at have mødt partiformanden Mogens Glistrup til et vælgermøde på kroen i hjembyen Nørre Snede. I dag bor han i Thyregod 14 kilometer derfra med sin kone Berit, der er jordemor, og deres tre børn.
Efter fadæsen i 1995 blev han partistifter sammen med blandt andre partiformanden Pia Kjærsgaard. Dansk Folkepartis storhedstid var i 00’erne, hvor man boltrede sig som et loyalt og effektivt støtteparti. Den stramme udlændingepolitik, partiets egentlige eksistensberettigelse, havde man – modsat i dag – stort set for sig selv.
Kristian Thulesen Dahl fik sit folkelige gennembrud, da han år efter år styrede partiets finanslovsforhandlinger med regeringen. De gule sedler i ringbindet blev et slags varemærke for den unge politiker, der af både allierede og modstandere bliver ansat som seriøs, grundig og myreflittig kollega, der altid har styr på substansen, selvom stoffet er kompliceret.
Men den faste rutine med forhandlingerne i Finansministeriet understreger også billedet af en mand, der holder af gentagelsen, det velkendte og det trygge, hvilket både er en egenskab, der slår igennem på det personlige og det politiske plan.
”Du ved, hvad vi står for,” var eksempelvis partiets slogan ved valget i 2015, hvor han farvede det sydlige Jylland gult og skaffede mere end 20 procent af stemmerne og gjorde protestpartiet til det største i den blå familie.
På det mere personlige plan er det ofte blevet beskrevet, hvordan skiftende finansministre vidste, at der uden undtagelser skulle serveres flæskesteg med sprød svær og kartofler med brun sovs, når Kristian Thulesen Dahl kom til finanslovsforhandlinger.
På samme måde beskrives det i biografien ”Kong Kristian”, hvordan Thulesen Dahl blev dybt skuffet, da han efter valget i 2015 opdagede, at den nye finansminister Kristian Jensen (V) havde udskiftet de gamle, hyggelige møbler i Finansministeriet med nye og mere moderne varianter.
Fornyelse og nye metoder talte han også imod, da en gruppe af partiets yngre politikere efter valgnederlaget i 2019 konstaterede, at partiet ikke var fulgt med tiden, hvad angik brugen af sociale medier.
”Kristian Thulesen Dahl hader sociale medier og ynder koketterende at spørge, om det er nu, han skal tage et billede af sin mad og poste det,” skriver Søs Marie Serup og Mikkel Faurholdt i bogen ”Skaberen, taberen, frelseren?”.
I samme bog bliver det videre beskrevet, hvordan Kristian Thulesen Dahls kærlighed til det trygge – eller manglen på evnen til at forny sig, om man vil – også kan tolkes som en årsag til hans fald fra tinderne.
Om regeringsforhandlingerne i 2015, hvor Dansk Folkeparti til rigtig mange vælgeres store frustration endte som støtteparti, beskrives Dansk Folkepartis modus operandi sådan her:
”Partiet kom med en rød kuglepen og stregede ting ud og skrev små noter i margin af regeringens forslag. Eller satte gule sedler ind. Men Dansk Folkeparti har aldrig demonstreret, at de i det politiske maskinrum også har en skabende kraft. At de evner at udtænke nye politiske forslag, der er hævet over kontant retorik og slogans.”
Efter valgnederlaget har Kristian Thulesen Dahl flere gange sagt, at partiet har ændret sig mere de seneste to år end de seneste 25 år. For eksempel har partiet oprustet kraftigt på medarbejdersiden, hvor der nu bruges tid og kræfter på at lave mere gennemarbejde politiske udspil og forslag. Og hvis man følger Kristian Thulesen Dahl på Facebook, kan man sågar se, at han er begyndt at strø om sig med billeder af både sig selv og sin mad.
I forhold til fornyelsen af den politiske linje og overordnede parlamentariske strategi har der dog ikke været meget slinger i valsen. Under sit lederskab har han konsekvent forsøgt at gøre Dansk Folkeparti til et midterparti, der kan lave aftaler med begge sider af Folketinget. Efter længere tids frustration og de interne stridigheder i den blå familie udmøntede det sig i 2017 i en meget omtalt alliance med Socialdemokratiet. Flirten blev fuldbragt i en sofa i cirkusbygningen under et 3F-arrangement.
Hvem der fik mest ud af romancen, er ingen længere i tvivl om, og det afgørende dolkestød blev sat ind, da Socialdemokratiet efter intense studier af Dansk Folkepartis vælgerskare fremlagde forslaget til den såkaldte Arne-pension. Målinger og fokusgrupper har Dansk Folkeparti i øvrigt heller aldrig gjort brug af. Under Pia Kjærsgaards lederskab tænkte man, at lederens telepatiske kontakt til folkedybet rakte.
Men sådan er det ikke længere. På valgnatten sagde Thulesen Dahl sågar, at han slet og ret havde mistet den ”direkte forbindelse til vælgerhavet, som vi havde engang”.
På samme måde har mange tidligere DF’ere ladet sig besnære af Pernille Vermund og Nye Borgerlige, der fremstår som et friskt pust sammenlignet med Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl, der har siddet i Folketinget i mere end et kvart århundrede.
Om han kommer til at fortsætte med det efter sin formandstid, ved vi endnu ikke. Men allerede nu har han slået fast, at han aldrig bliver én af den slags eks-formænd, der vil blande sig og komme med velmenende (læs: irriterende) råd til efterfølgeren.
Så måske bliver der snart lidt mere tid til hans passion for fodboldklubben Liverpool FC, oldboysholdet i FREM Thyregod og klaverspillet, som han efter sigende behersker ganske godt.