Prøv avisen
Sig noget pænt

Thyra Frank: Maja Panduro brænder virkelig for sin politik

Vi har siddet i Socialudvalget sammen, og når Maja skulle tale, plejede jeg altid at læne mig godt tilbage og høre rigtig godt efter, siger Thyra Frank (LA) om sin politiske modstander Maja Panduro (S).

Socialdemokraternes politiske ordfører Maja Panduro er usædvanlig arbejdsom og i besiddelse af en sund portion jysk jordbundethed, lyder det fra Thyra Frank fra Liberal Alliance

”Det er altid en fornøjelse, når Socialdemokraternes Maja Panduro går på talerstolen, for man kan altid fornemme, at hun virkelig brænder for sin politik,” lyder der fra Liberal Alliances Thyra Frank.

”Vi har siddet i Socialudvalget sammen, og når Maja skulle tale, plejede jeg altid at læne mig godt tilbage og høre rigtig godt efter. Maja Panduro er meget optaget af det sociale område, og det er også noget af det, der betyder meget for mig personligt. Nu er hun ganske vist blevet politisk ordfører, men dengang vi arbejdede sammen, var det altid spændende.”

”Langt hen af vejen er vi meget enige i sociale tiltag, og hvad der bør gøres på det område. At vi så vil have pengene vidt forskellige steder fra, er en anden sag. Det smukke er, at vi alligevel er fuldstændig enige om, at der er nogle svage i det her samfund, som skal have det meget bedre, end de har det i dag. Og så kan jeg også godt lide, at Maja Panduro også er en jyde fra Randers, der har benene solidt plantet på jorden. Hun har den stædighed, det er en stor fordel at at have i politik - så længe man også evner at gå på kompromis engang imellem, selvfølgelig.”

”Jeg synes, at det var et fantastisk valg, Socialdemokraterne traf, da de valgte at gøre hende til politisk ordfører. Hun har også en høj grad af troværdighed, som jeg tror, befolkningen kan fornemme. Jeg kender hende også ganske godt privat, hvor vi har mødtes og hygget over en middag. Og så har det også været en stor fornøjelse at se hendes glæde over at blive gravid og senere få sin lille søn. Maja Panduro er også en meget arbejdsom pige, og hun lægger rigtig mange kræfter i sit arbejde.”

”Selvom vi som sagt er meget uenige om, hvor pengene nu engang skal komme fra, så er vi fælles om at kæmpe for, at vi skal have et meget bedre sikkerhedsnet under samfundets svageste. Maja Panduro gør i hvert fald en beundringsværdig indsats.”