Tidligere fagforeningsformand for FOA: Per Christensens dobbeltliv er en trist sag for hele fagbevægelsen

Dennis Kristensen, tidligere fagforeningsformand i FOA, er "stærkt overrasket" over afsløringerne om 3F-formands dobbeltliv

"En sag som denne risikerer at rejse tvivl om den dømmekraft og den troværdighed, som må være helt afgørende for organisationstoppen på det danske arbejdsmarked," siger Dennis Kristensen blandt andet.
"En sag som denne risikerer at rejse tvivl om den dømmekraft og den troværdighed, som må være helt afgørende for organisationstoppen på det danske arbejdsmarked," siger Dennis Kristensen blandt andet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Formand for Danmarks mest magtfulde fagforening 3F, Per Christensen, er endt i stormvejr, efter at B.T. har skrevet om det dobbeltliv - med flere familier, som ikke kendte til hinandens eksistens - han har ført i årevis. Selv indrømmer og "angrer" han, men fastholder, at hans privatlivsforhold ikke har påvirket hans fagforeningsarbejde. Per Christensens fremtid bliver ifølge flere medier taget op på et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde i 3F tirsdag formiddag.

Tidligere fagforeningsformand i FOA, Dennis Kristensen, vurderer, at sagen risikerer at kaste skygger over hele fagbevægelsen.

Vedkommer en forbundsformands ægteskabelige dobbeltspil fagforeningen 3F, forbundets medlemmer og offentligheden?

Ud fra en privatlivsbetragtning er svaret nej. Den enkeltes valg af livsstil er ikke vores alle sammens sag. Vi er ikke hinandens smagsdommere. Men ud fra behovet for som offentlige personer, organisationer og virksomheder at have det samme i udstillingsvindue og bagbutik bliver svaret mere uldent.

Hvilke skader kan en sådan en sag afstedkomme - ud over de menneskelige skader, den har forvoldt?

En sag som denne risikerer at rejse tvivl om den dømmekraft og den troværdighed, som må være helt afgørende for organisationstoppen på det danske arbejdsmarked: Og vil det fremtidigt være muligt at agere som stærk og troværdig aftalepartner overfor kolleger, modparter og Christiansborg, såfremt forbundsformanden vælger at støtte sig til kravet om privatlivets fred? Der kan næppe være tvivl om, at Per Christensen i den situation vil fremstå noget vingeskudt.

Er der i dag en lavere tolerance for, hvad man må foretage sig privat, når man 'bærer gyldne kæder'? Og er det godt eller skidt?

Vi oplever i disse år i stigende grad krav til både offentlige personer, organisationer og virksomheder om at have overensstemmelse mellem det, der er i udstillingsvinduet og det, der er i bagbutikken, og jeg er overbevist om, at den udvikling vil fortsætte i de kommende år. Det handler både om, at nutidens mennesker vil have indsigt og om at autoriteter på piedestaler hives ned i normalhøjde. Begge dele er i mine øjne grundlæggende et sundhedstegn i et demokratisk samfund.

Så en bredere interesse er på sin plads?

Så vidt jeg forstår, vedkender Per Christensen sig dobbeltspil overfor forskellige partnere gennem en årrække. Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvornår krav om indsigt kolliderer med krav på et privatliv, der ikke smækkes op på forsiden. Også når det handler om forhold, som næppe udløser ros for at udvise respekt og anstændighed overfor samlivspartnere. Men jeg forstår godt interessen, for der ligger da et element af, at kan man stole på hinanden, hvis man er i stand til at føre sådan et dobbelt bogholderi.

Vil dette smitte af på andre end Per Christensen, de involverede familier og 3F?

Under alle omstændigheder er det en trist sag for hele fagbevægelsen, som har et skæbnefællesskab, der oftest betyder, at ridser i lakken hos et forbund kaster skygger på de øvrige. Der er næppe nogen, der vil formode, at andre i fagbevægelsen optræder på samme måde i deres privatliv, men Per Christensens og 3F’s håndtering af sagen i den kommende tid kan kaste skygger af sig.

Hvad tænkte du selv, da du læste om sagen?

Jeg blev stærkt overrasket. Det svarer slet ikke til det billede, jeg har af Per som en meget saglig og arbejdsom mand, som brænder for 3F.