Prøv avisen

Tidligere finansminister er ny topmand hos Børsen

Bjarne Corydon. Foto: Peter Hove Olesen/ritzau

Bjarne Corydon skal erstatte Anders Krab-Johansen som chefredaktør for erhvervsavisen Børsen

Den tidligere socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon bliver ny administrerende direktør og chefredaktør på erhvervsavisen Børsen. Det skriver Børsen.

Børsen har ledt efter en ny chefredaktør siden Anders Krab-Johansen forlod sin stilling i juni efter omkring seks år på posten.

Anders Krab-Johansen sagde op, da han var blevet tilbudt jobbet som koncernchef på Berlingske Medier.

JP/Politikens Hus købte tidligere i år halvdelen af Børsen for 400 millioner kroner.

"Jeg havde fornøjelsen af at blive opfordret til at søge jobbet. Og jeg tændte på tanken med det samme."

"Jeg er i stigende grad blevet bevidst om, at medierne spiller en helt afgørende rolle i vores samfund, og det er helt afgørende at sikre kvalitet i det arbejde, som medierne – herunder Børsen – udfører," siger Bjarne Corydon i en artikel på Børsen torsdag.

Bjarne Corydon er tidligere topfigur i Socialdemokratiet og var finansminister i Helle Thorning-Schmidts regeringstid.

Her var han blandt andet med til tage beslutningen om salget af energiselskabet Dong til investeringsbanken Goldman Sachs.

Corydon meddelte, at han ville forlade Folketinget i 2015, og han fik efterfølgende et job hos konsulentfirmaet McKinsey.

Han starter 2. januar i sit nye job på Børsen. Han har ingen erfaring ud i journalistik, men har en uddannelse som cand.scient.pol. fra Århus Universitet.

"Det har faktisk været en personlig æressag i mit arbejdsliv, at jeg ønsker et samfund fyldt med dygtige mennesker, der kan bevæge sig mellem forskellige sektorer og roller."

"Og det har jeg også selv ønsket. Og det gjorde jeg, da jeg meldte mig ud af politik," siger Bjarne Corydon til sin nye arbejdsplads.

Børsens ejere, Bonnier, påtaler Bjarne Corydons passion for virksomheder.

"Han er en inspirerende leder med ægte passion for Børsens mission og danske virksomheder."

"Jeg er overbevist om, at Bjarne – sammen med vores erfarne stab af medarbejdere på Danmarks førende erhvervsmedie – har, hvad der skal til for at styrke dagbladet Børsen, så vi kan blive endnu mere relevante for erhvervslivet," skriver Karmo Kaas-Lutsberg, chef for den afdeling i Bonnier, der ejer Børsen, til Børsen.

/ritzau/