Prøv avisen

Tidligere hjemløs: Socialt frikort må ikke strande i kommunalt bureaukrati

Samia Mathiasen under en gadevandring på Vesterbro. På gadevandringen fortæller hun om sin svære opvækst og debut med stoffer og kriminalitet. Turen går forbi hendes barndomshjem i Hedebygade, hvor også forfatteren Tove Ditlevsen voksede op. Derfor fortæller Samia Mathiasen også om det gamle Vesterbro, før der kom byfornyelse og lejligheder til flere millioner. Foto: Robert Osis

Samia Mathiasens liv tog en helt ny drejning, da hun fik et deltidsjob som guide i Gadens Stemmer. Ny ordning om socialt frikort giver flere socialt udsatte mulighed for at få et job. Men Rådet for Socialt Udsatte konkluderer på baggrund af ny rapport, at kommunerne skal handle hurtigt, hvis det sociale frikort skal blive en succes

Den 51-årige førtidspensionist Samia Mathiasen har i mange år haft et kaotisk liv med stoffer og alkohol efter en svær barndom, hvor hendes forældre døde tidligt på grund af misbrug. I lange perioder har hun boet på gaden.

Hun kvittede stofferne for 13 år siden, og for tre et halvt år siden holdt hun op med drikke og fik samtidig et deltidsjob som guide i Gadens Stemmer, der er en socialøkonomisk virksomhed i København, hvor 14 guider mod betaling viser rundt på Vesterbro og fortæller deres egen livshistorie.

”Gadens Stemmer har betydet næsten alt. Jeg er rigtig glad for at fortælle og bruge mit eget liv. Jeg har altid været meget impulsiv og udad-reagerende, og jeg har ofte oplevet, at folk gik deres vej, når jeg fortalte noget. Men i dag får jeg positive tilbagemeldinger, og folk klapper, når rundturen er forbi. Det er skønt,” fortæller Samia Mathiasen.

Hendes ture går forbi fixerum og hendes eget barndomshjem på Vesterbro. Ekstraindtægten betyder, at hun bliver trukket i boligsikring.

Står det til regeringen, skal flere socialt udsatte som Samia Mathiasen have mulighed for at få et job. En ny to-årig forsøgsordning om socialt frikort, der trådte i kraft den 1. januar, giver mulighed for at tjene op til 20.000 kroner om året uden at skulle betale skat eller blive trukket i sociale ydelser og boligsikring.

Men ordningens succes er helt afhængig af kommunernes indsats. Først og fremmest skal kommunerne informere socialt udsatte borgere om, at ordningen overhovedet eksisterer og gøre det enkelt at søge frikortet. Samtidig skal kommunerne gøre en særlig indsats for at finde frem til lokale virksomheder, som er interesserede i at ansætte socialt udsatte til småjobs. Det er konklusionen i en ny rapport, som Rådet for Socialt Udsatte udsender i dag i forbindelse med en konference, der skal sparke den nye ordning i gang.

”Det sociale frikort er kun et to-årigt forsøg, og kommunerne skal hurtigt ud af starthullerne, hvis ikke ordningen skal sande til i ingenting,” siger formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen.

Han peger på, at de særlige småjobs kan være servicefunktioner som for eksempel lettere vedligeholdelse i store firmaer, der måske ansætter en gruppe småjobbere, eller ansættelser hos særlige socialøkonomiske virksomheder.

”Det helt store problem er, at mange socialt udsatte i dag ikke får chancen for at bidrage med det, de kan. Det sociale frikort repræsenterer en chance for, at flere kan få en plads på arbejdsmarkedet. Helt overordnet handler det om, hvilken vej samfundet skal vælge for de socialt udsatte. Spørgsmålet er, om vi stille nogle muligheder op. Eller om vi tror, at vi kan sanktionere kontanthjælpsmodtagere i arbejde, fordi det er utåleligt at være på kontanthjælp,” siger Jann Sjursen.

I Gadens Stemmers kontor i en taglejlighed på Vesterbro er Samia Mathiasen ikke i tvivl om, at det sociale frikort er en rigtig god idé.

Men hun mener samtidig, det er vigtigt, at de ansættende virksomheder gør sig klart, at ordningen kræver stor rummelighed. Samtidig kan hun godt frygte, at det på grund af det kommunale bureaukrati bliver for uoverskueligt at skaffe et småjob.

”Systemet skræmmer, og jeg har det selv svært med kommunen og kommunikerer kun med dem på mail,” fortæller Samia Mathiasen.

Hendes ekstrajob har betydet, at hun har fået råd til at få ordnet sine tænder, og at hun har haft mulighed for at afdrage sin gæld og er blevet slettet som dårlig betaler i Ribers Kredit Information. Hun bor i dag i sin egen lejlighed, har en kæreste og et stabilt liv og er i metadonbehandling på grund af det tidligere stofmisbrug.

”Jobbet har først og fremmest rykket mig personligt. Det er ikke et værested, men en arbejdsplads, og jeg er her ikke for at tale om mine problemer. Et 8-16-job ville jeg ikke kunne magte, men her arbejder jeg, når jeg kan, og stemningen er meget rummelig. Jeg plejer at sige, at jeg er blevet voksen her. Jeg har lært selvkontrol og også, at jeg er nødt til at levere. Jeg ser mere positivt på tilværelsen, og jeg har sørme også fået en iPad og kan nu bruge e-boks. Det havde jeg aldrig troet skulle overgå mig, ” griner Samia Mathiasen.

Hun understreger, at jobbet giver stor mening, fordi hun er med til at oplyse mennesker, der, som hun udtrykker det, ”har levet en beskyttet tilværelse”, om livet på gaden.

Gadens Stemmer arrangerede 781 byvandringer i 2018, og der var kun få aflysninger. Daglig leder My Ravn oplever, at guiderne tager stort ansvar for deres arbejde.

”Vi fyrer ikke guider. Vi accepterer for eksempel, at nogle guider ikke er fri af misbrug, så længe de kan passe deres arbejde som guide. Men hvis de i en periode ikke kan fungere som rundvisere for eksempel på grund af misbrug, bliver de sat på pause,” forklarer My Ravn.

Hun vurderer, at det kræver en særlig indsats fra både jobcentre, kommuner og virksomheder, hvis idéen med det sociale frikort skal lykkes.

”Man kan meget hurtigt blive tabt i systemet, hvis man selv skal søge småjobs uden at få hjælp. Jeg mangler lidt at se, hvem der har hvilket ansvar i forhold til udmøntningen af det sociale frikort,” siger My Ravn.

Og noget tyder på, at My Ravn har en pointe. Formanden for socialudvalget i Kommunernes Landsforening, Joy Mogensen (S), skriver i en mail, at kommunerne har ansvaret for at visitere borgere til frikortet. Men hun fremhæver også, at der i forbindelse med vedtagelsen af ordningen ikke er bevilget penge til det opsøgende arbejde, der skal udbrede kendskabet til frikortet blandt socialt udsatte og virksomheder.

”Derfor er det afgørende, at borgere, civilsamfundsorganisationer og virksomheder også tager et ansvar for, at det sociale frikort bliver en succes,” skriver Joy Mogensen blandt andet i mailen.