Tidligere Jehovas Vidne: Mit liv var på spil, hvis jeg brød reglerne

Selvom Susanne Benderfeldt ønskede sig et andet liv, var hun i fire årtier medlem af Jehovas Vidner. Hun forstår sine forældres bevæggrunde for at opdrage hende efter trossamfundets regler, men mange års social kontrol og undertrykkelse af kærlighed og drømme har sat sig spor. I dag efterlyser hun mere opmærksomhed på sekteriske miljøer i Danmark

Susanne Benderfeldt oplevede en social kontrol fra sine forældre i Jehovas Vidner, som stadig har konsekvenser i dag. – Foto: Henrik Bjerg

Da Susanne Benderfeldt var 39 år, havde hun fået nok af social kontrol og et ekstremt kontrolleret liv som Jehovas Vidne. Efter at have lagt de fleste af sine drømme på hylden for at kunne leve som rettroende i hele sin opvækst, ungdom og voksenliv, brød hun ud og blev derfor udstødt fra den eneste verden, hun havde kendt.

Susanne Benderfeldt, der i dag er 55 år og arbejder som psykolog, har som Jehovas Vidne oplevet social kontrol med vidtrækkende konsekvenser og har ladet sig interviewe af Kristeligt Dagblad i anledning af, at Børns Vilkår i dag udgiver en rapport om social kontrol i lukkede kristne miljøer og etniske minoritetsmiljøer.

Allerede i de tidligere barneår oplevede hun at være fanget af modstridende følelser, når hun kom på besøg hos sin gode ven, der var præstesøn. Hun undrede sig over, at de bad fadervor på en helt anden måde, end hun var vant til i Jehovas Vidner. I Susanne Benderfeldts barnehoved var måden, vennens far praktiserede kristentro på ”lige efter Satans ønsker”. Lige siden hun blev født, havde hun fået indskærpet fra sine forældre og trossamfundet, at der kun var én måde at udleve troen, hvis man skulle frelses på dommedag: Efter Jehovas bud.

”Jeg tjente eksempelvis fem kroner om ugen på at støvsuge mine forældres bil. Min far sagde til mig, at jeg skulle tage jobbet virkelig alvorligt, for Jehova holdt øje med mig. Det var nærmest mit liv, der var på spil. Var jeg ikke et ordentligt Jehovas Vidne, ville jeg jo miste retten til evigt liv,” siger Susanne Benderfeldt.

I skolen kom hun ikke med til fredagsdiskotekerne og måtte ikke blive elevrådsrepræsentant. Jul, fødselsdage og fastelavn var lukket land, og mobningen fra andre elever var intens. Kærester var forbudt, og da hun blev forelsket i en dreng inden for Jehovas Vidner, var andre medlemmer skeptiske. Han kørte på en tunet knallert og blev derfor anset som rebelsk og dårlig for hende. Faderens skuffelse var stor, da de sov sammen en enkelt nat, og Susanne Benderfeldt måtte forbi ældste-udvalget, et dømmende udvalg af medlemmer af Jehovas Vidner, og forsvare sig. Hele tiden ønskede hun sig et andet liv.

”Barnet har jo ikke tanken, at det er udsat for social kontrol, barnet er bange for Gud. Men jeg tror oprigtigt, hvilket nok også er virkeligheden, at barnet har gode forældre, der prøver at beskytte dem fra en ond verden,” siger hun.

For hende har konsekvenserne blandt andet være en dårlig samvittighed samt en fremmedhed over for den verden, hun fandt, da hun brød med trossamfundet. Her skulle hun lære at knytte sig til folk, elske og blive elsket. Tvivlen havde allerede været der, da hun i sin tid i Jehovas Vidner blev gift og fik to børn: Skulle hun give den smerte, hun selv havde oplevet, videre til dem?

”Jeg synes, det var forfærdeligt at se en flok børnehavebørn, der glædede sig til fødselsdag med slikposer og så videre, og så tage min lille dreng med hjem, som ikke måtte være en del af fællesskabet. Min lille datter, der var begejstret for jul. Det, der havde påført mig smerte, begyndte jeg at give videre.”

Da Susanne Benderfeldt besluttede sig for bryde med Jehovas Vidner, skulle hun igennem en ”smertefuld proces”.

”Jeg skulle eksempelvis lære at få venner. Det havde jeg aldrig lært. Jeg havde kun måttet ses med nogle, der nærmest automatisk var venner i Jehovas Vidner,” siger Susanne Benderfeldt.