I disse uger mødes over 20.000 mennesker til COP26 i den skotske by Glasgow.
Her skal aktivister, eksperter, civilsamfundsorganisationer og politikere diskutere de næste skridt i bestræbelserne på at løse klimakrisen og nedbringe de globale udledninger af drivhusgasser.
Mødet i Glasgow skulle oprindeligt have været afholdt sidste år, men på grund af corona-krisen, blev det udskudt til i år.
Under normale omstændigheder er topmøderne, der afholdes af FN, en årlig begivenhed. Men det er ikke nødvendigvis en konstruktion, der er til gavn for klimaet. Det mener de to forhenværende klimaministre Connie Hedegaard (K) og Martin Lidegaard (R), der begge har repræsenteret Danmark ved talrige klimatopmøder.
”Selvom klimatopmøderne har en mobiliserende effekt og er med til at holde verdens øjne på klimaområdet, så drukner de store knaster i de mange emner, der bliver taget op. Det ville gavne klimakampen, hvis man i stedet valgte at afholde de helt store møder hvert andet år. I mellemtiden kunne man holde mindre møder, hvor man virkelig går i dybden med et enkelt tema,” siger Connie Hedegaard, der var konservativ klimaminister fra 2007 til 2009 og EU’s første klimakommissær frem til 2014.
Connie Hedegaard, der i dag er direktør for den grønne tænketank Concito, mener, at de store klimakonferencer, hvor verdens topledere tager det meste af rampelyset, har en tendens til at skabe mere skuffelse end håb for verdenssamfundet, der følger med fra sidelinjen.
”Lige så gode de er til at holde fokus på klimakampen, lige så meget medvirker konferencerne også til, at folk mister troen, fordi der hvert år skabes en kæmpe forventning til resultaterne,” siger Connie Hedegaard og påpeger, at regelsættet, der forpligtiger alle lande til at indføre klimatiltag, der holder den globale temeperaturstigning på under 1,5 grader, er på plads i form af Paris-aftalen.
”Nu skal vi lægge alle kræfter i handlingerne. Hvert land skal opfylde sine mål, levere og implementere,” siger hun.
Kan kun skuffe
Det Radikale Venstres næstformand Martin Lidegaard er helt på linje med sin forgænger på posten som klimaminister.
”Alle os, der har brugt mange timer og energi på de her møder, deler en fælles frustration. Møderne er en spændende legeplads for højtbegavede diplomater. Men det rykker ikke noget i virkelighedens verden at bruge hele nætter på at forhandle paragraffer igennem,” siger han.
Han slår fast, at det internationale samarbejde er ekstremt vigtig.
”Men med den form, som COP’en har fået, kan den ikke andet end skuffe. Det står mig krystalklart, at den egentlige fysiske forandring og investeringer i vedvarende energi og ny infrastruktur, ikke er noget, der besluttes her. Og det bliver aldrig bedre, end det landene har besluttet sig for at gøre inden.”
Den radikale næstformand, der residerede i Klimaministeriet fra 2011 til 2014 mener, at hele topmødesystemet er bundet op på en ”gammeldags forståelse” af klimapolitik som en armlægning mellem de store lande herunder, Kina, USA, Rusland og Indien.
”Møderne er lavet i en tid, hvor man så klimahandling som en fordeling af byrder. Men nu er vi i en situation, hvor vedvarende energi er konkurrencedygtigt over for fossile brændsler. Så i stedet for at bruge møderne på overordnede mål og linjer, som intet ændrer i den virkelig verden, burde man fokusere på at lave konkrete samarbejder mellem landene. Det ville rykke meget mere,” siger Martin Lidegaard.
Påvirke andre lande
Venstres klimaordfører, Marie Bjerre, ”kan godt følge logikken” i Connie Hedegaards argumentation.
”Men omvendt er der en risiko for, at det går mere i stå og for at gøre tingene langsommere. For det vil jo være endnu værre, hvis der ikke sker noget mellem de to år,” siger hun og påpeger, at det politiske system og danske interesseorganisationer har en stor interesse i at deltage aktivt i det internationale klimadiplomati.
”Vi har internationalt udsyn og en meget ambitiøs klimapolitik, som vi gerne vil ud og fortælle andre lande om, så de også kan sætte en 70-procentsmålsætning eller blive klimaneutrale i 2050. Vi skal ud og påvirke de andre lande.”
Gry Bossen er politik koordinator i organisationen Verdens Skove. Hun er også til stede ved mødet i Glasgow. Hun er enig i, at det godt kunne skabe et større pres, hvis der var længere mellem de store møder, som Connie Hedegaard foreslår.
”Der kan godt være et psykologisk og forhandlingsteknisk aspekt, der taler for, at man skal sætte frekvensen ned. Men samtidig står vi med nogle virkelig komplekse emner, der kræver enormt mange samtaler.”
For hende handler det om at ”påvirke det, der sker, så det tilgodeser skoven og ikke tromler vores partnere”.
”Det er vigtigt for at være her og tale vores partneres sag,” siger hun.