Tidligere kontanthjælpsmodtager: Udsigten til et job hjalp mig ud af mine angstproblemer

30-årige Jeppe Feld måtte droppe sine studier på grund af angst og kom på kontanthjælp. Men et praktikophold betød, at han i dag har fast job i en it-virksomhed. Det har givet energi ikke at skulle bekymre sig om fremtiden

Jeppe Feld er 30 år og har i dag et fast job i en it-virksomhed. Han har tidligere været på kontanthjælp og fortæller, at jobbet har været en af grundene til, at han i dag har det langt bedre rent psykisk.
Jeppe Feld er 30 år og har i dag et fast job i en it-virksomhed. Han har tidligere været på kontanthjælp og fortæller, at jobbet har været en af grundene til, at han i dag har det langt bedre rent psykisk. . Foto: Jens Welding Øllgaard.

I et kontormiljø med moderne glasbure og afslappede sofahjørner i en af Holmens ombyggede flådebygninger har den 30-årige Jeppe Feld sit skrivebord blandt unge it-iværksættere. Sammen med fem kolleger i den lille virksomhed Utopian City Scape laver han digitale løsninger for blandt andet arkitekter og byplanlæggere.

Jeppe Feld har en bachelorgrad i geofysik, og han har flere gange under studierne haft perioder med angst. Helt galt gik det, da han som 25-årig skulle i gang med sin kandidatuddannelse. Han følte sig totalt udmattet, sov meget og kunne ikke overskue at gå til eksamen. Mens han de første år på studiet fik topkarakterer, oplevede han nu, at hans uddannelse smuldrede. Til sidst måtte han droppe planerne om en kandidatgrad, og i godt et år var han på kontanthjælp.

Jeppe Feld blev erklæret såkaldt ”aktivitetsparat” kontanthjælpsmodtager. Det vil sige, at jobcentret ikke mente, at han umiddelbart kunne tage et job, fordi han på grund af angst havde andre problemer ud over ledighed at slås med.

Jeppe Feld fik kontakt med den socialøkonomiske virksomhed Væksthuset. De skaffede kontakt til firmaet Utopian City Scape, hvor han fik et praktikophold på i første omgang fem måneder. Senere kom han et halvt år i virksomhedspraktik.

En ny undersøgelse fra Væksthusets Forskningscenter viser, at udsatte og ikke-jobparate kontanthjælpsmodtagere i mange tilfælde kan have gavn af at komme hurtigt ud på en virksomhed, og den konklusion er Jeppe Feld enig i.

”Jeg havde fået diagnosen angst, og da jeg fandt ud af, hvad der var i vejen, kunne jeg begynde at arbejde med mine psykiske problemer. Det var virkelig vigtigt, at Utopian City Scape gav mig chancen for en praktikplads, selvom jeg ikke havde nogen decideret uddannelse inden for området,” fortæller Jeppe Feld.

Fra begyndelsen arbejdede han 37 timer om ugen.

”Starten var lidt svær, for jeg var vant til at sove meget, gå tidligt i seng og stå sent op. Men allerede efter et par uger var det ikke svært at indrette sig på den nye rytme. Det, at jeg fik jobmuligheden, gav mig et ekstra skud energi, og allerede efter et par uger havde jeg det meget bedre og sov bedre om natten,” fortæller Jeppe Feld.

Han siger, at virksomheden tog en chance ved at ansætte ham, fordi kollegerne i begyndelsen skulle bruge ressourcer på oplæring. Efter 11 måneders praktik blev han fastansat i foråret 2016, selvom han ikke har nogen formel uddannelse inden for it.

”I begyndelsen fik jeg frie tøjler og tid til selv at arbejde med opgaverne, og det betød, at stressniveauet var mindre. Men stressniveauet er ikke længere et problem for mig. Der er enkelte perioder, hvor vi har meget travlt med at få en opgave færdig, men det er helt i orden, så længe der ikke er tale om konstant stress,” siger Jeppe Feld, der i dag arbejder mellem 37 og 40 timer om ugen.

I dag er han overbevist om, at det ville have forværret hans problemer, hvis han var blevet parkeret på kontanthjælp uden at skulle foretage sig noget.

”Det har hjulpet på mine angstproblemer, at jeg har en ordentlig dagsrytme og noget meningsfyldt at stå op til. Angsten er der stadigvæk, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde slipper af med den. Men til gengæld kan jeg håndtere mine problemer. Min angst kan vise sig ved, at jeg bliver nervøs. Tidligere galopperede nervøsiteten. I dag kan jeg holde nervøsiteten nede,” siger Jeppe Feld, der er stoppet med at gå til psykolog, efter at han begyndte i virksomheden.

Indehaveren af Utopian City Scape, Jacob Østergaard, har de seneste år haft en snes ledige i praktik. Han peger på, at det var afgørende for Jeppe Felds vellykkede forløb, at praktikperioden var så lang, og at Jeppe Feld havde erkendt sine problemer og derfor var meget motiveret for at få et job.

”At falde til på en arbejdsplads svarer lidt til at skulle spille på et håndboldhold. Det kan være svært at finde rytmen på en arbejdsplads, specielt hvis man har været uden for arbejdsmarkedet et stykke tid. Det betød alt, at vi havde et langt praktikforløb, for der var perioder, hvor Jeppe ikke var på toppen hele tiden. For os som virksomhed er det vigtigt, at det ikke koster os på bundlinjen i den periode, hvor vi skal støtte en person til at blive klar til et fuldtidsarbejde,” siger Jacob Østergaard.

Jeppe Feld fortæller, at jobbet har givet ham tro på fremtiden.

”Da jeg måtte droppe mine studier, var fremtiden det største angstmoment for mig. Jeg var bekymret for, om jeg nogensinde kunne få et job. Da jeg fik en mulighed for job, forsvandt den angst. Det er nok ikke det samme for alle, men i mit tilfælde gav det mig energi, at jeg ikke skulle bekymre mig om fremtiden,” siger Jeppe Feld. I dag har han valgt at være åben om sine problemer uden at skilte med dem.

”Det ikke at være angst for angsten er også noget, der hjælper mig.”8