Prøv avisen

Tidligere muslim er kandidat for Dansk Folkeparti

For 23 år siden konverterede Peter Vandgaard til kristendommen. I dag stiller eksil-iraneren op for Dansk Folkeparti til kommunalvalget. -- Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

For 25 år siden flygtede muslimen Fredun Khdavandegar fra Iran til Danmark. I dag hedder han Peter Vandgaard, er konverteret til kristendommen og stiller op for Dansk Folkeparti

Når danskerne den 17. november står i stemmeboksene for at sætte deres krydser til kommunal- og regionalvalg, vil borgerne på Frederiksberg møde navnet Peter Vandgaard ud for liste O – Dansk Folkeparti. De færreste vil nok hæfte sig synderligt ved den konstellation, men den er faktisk mere speciel end som så.

Bag navnet Peter Vand- gaard gemmer sig en 58-årig mand, som voksede op som muslim. Som oprindeligt hed Fredun Khdavandegar. Og som for 25 år siden flygtede fra ayatollah Khomeinis Iran til Danmark.

Lad os begynde historien om Peter Vandgaard dér. I 1984, lige inden han flygtede fra Iran. Dengang arbejdede han som vognmand og kørte varer mellem Iran og Europa. Med i lasten bragte han dog også noget andet: Illegale aviser. Tryksager, der var forbudte i det nytilkomne præstestyre, som Peter Vand- gaard på ingen måde sympatiserede med. Og det blev opdaget.

En dag, da han opholdt sig i Teheran, ringede hans kone med en klar besked: Kom ikke hjem. Du er opdaget.

For Fredun Khdavandegar, som han altså hed dengang, blev det begyndelsen på flugten. Og på en rejse i mere end en forstand.

Fra Teheran tog han flugten til området Kurdistan i Iran og fik her følgeskab af sin hustru og deres to børn, en søn og en datter. Til fods fortsatte de over bjergene til Tyrkiet.

– Vi fik ikke sagt farvel til nogen, fortæller Peter Vandgaard med bævende stemme og vand i øjnene.

Ejendele fik de heller ikke mange med af. Blot de omkring 60 fotografier, som i dag pryder tre skifterammer på den ene væg i stuen i Frederiksberg-lejligheden.

I Tyrkiet hørte Peter Vandgaard og hans familie, at Danmark tog imod flygtninge fra Iran. Og sådan kom de hertil i 1984. Familien fik asyl, bosatte sig i Skive og siden Ikast, fordi Peter Vandgaard her kunne få sig et arbejde på byens dampvaskeri.

Hustruen fik også et job – som syerske – og familien trivedes. Men idyllen varede ikke ved. I 1986 traf Peter Vandgaard nemlig en beslutning. Eller – med hans egne ord – så kom beslutningen snarere til ham.

Hans hustru havde netop født deres tredje barn, en datter ved navn Anna. Og en eftermiddag, da Peter Vandgaard sad i sofaen og så tv, hørte han pludselig en stemme.

– Den sagde: "Anna skal døbes. Anna skal døbes". Tre gange hørte jeg det. Jeg fandt straks telefonbogen frem, fandt nummeret på præsten og sagde til ham, at vi gerne ville have Anna døbt. At vi alle sammen gerne ville døbes, fortæller han.

Så det blev de. Samtidig skiftede familien de iranske navne ud med bibelske. Og på den måde blev Fredun Khdavandegar til Peter Vandgaard.

Selv ser han ikke overgangen til kristendommen som særlig stor. Godt nok var han hele sit liv blevet kaldt muslim. Men som han siger:

– I Iran kalder man alle det, hvis deres oldefar bare var muslim. Jeg har aldrig haft noget forhold til islam. Og jeg har heller aldrig været i en moské i Iran. Til gengæld var mine bedste venner i Iran kristne.

I Ikast viste den kristne tro sig dog at give Peter Vand-gaard og hans familie problemer i forhold til nogle af de andre etniske minoriteter, der boede i boligblokken.

– Der var nogle, som kastede sten på vores ruder om aftenen. Fordi vi var kristne, fortæller han.

Da Peter Vandgaard desuden oplevede at blive overfaldet med et baseball-bat af en for ham helt ukendt mand, flyttede familien igen. Denne gang til Herning, hvor de boede indtil 2003, da Peter Vandgaards arbejde for Arriva førte familien til Frederiksberg. Her forsøger han altså nu at slå igennem som lokalpolitiker for Dansk Folkeparti.

Egentlig følte Peter Vand- gaard indtil for tre år siden, at han slet ikke passede til noget parti – altså lige bortset fra en politisk iransk gruppe, der arbejder på at få genindsat den afdøde iranske shahs søn som leder af Iran. Og Dansk Folkeparti, ja det parti opfattede han som nationalistisk.

– Men en dag, da jeg sad med min kaffe, kom jeg til at tænke: Er det egentlig et problem? Er det et problem, at man elsker sit hjem og gerne vil beskytte det? Nej, vel. Det er det ikke, siger han.

Og Peter Vandgaard vil gerne være med til at beskytte Danmark. Ligesom han ønsker, at han havde kunnet beskytte Iran. På en måde er det den samme fare, der lurer, mener han.

– Mange danskere er født ind i frihed og demokrati. Så de forstår det ikke. Men vi andre. Vi har oplevet noget andet. Vi har oplevet, at frihed og demokrati ikke er en selvfølge. At man er nødt til at passe godt på friheden og demokratiet, siger Peter Vandgaard.

Reaktionerne fra venner, bekendte og familie har faktisk kun været positive, siger han. Og selv er han ikke i tvivl om, at han har fundet sin helt rette hylde.

– Hvis Iran en dag bliver frit, så laver jeg et parti ligesom Dansk Folkeparti i Iran.

agger@kristeligt-dagblad.dk