Tidligere overborgmestre anbefaler ny styreform i København

Ritt Bjerregaard mener, at rådhuset skal indrettes mere som Folketinget og regeringen på Christiansborg. (Arkivfoto).
Ritt Bjerregaard mener, at rådhuset skal indrettes mere som Folketinget og regeringen på Christiansborg. (Arkivfoto). Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

Der er behov for en helt ny styreform i Københavns Kommune, så det bliver klarere, hvem der har ansvaret for den førte politik og kommunale forvaltning.

Det mener Frank Jensen og Ritt Bjerregaard, der begge tidligere har været socialdemokratiske overborgmestre i hovedstaden. Det skriver Berlingske.

De to har tilsammen stået i spidsen for kommunen i 15 år frem til 2020.

Deres udmelding kommer, efter at Berlingske har afdækket rod i Teknik- og Miljøforvaltningen i kommunen.

Embedsmænd har ifølge Berlingske muligvis dækket over, at der i forvaltningen over flere år har opbygget sig et stort underskud.

Men problemet rækker ud over den enkelte forvaltning med rod, lyder det. Ritt Bjerregaard kalder ifølge Berlingske det grundlæggende setup i kommunen for "et fuldstændig håbløst system".

Som overborgmester brugte hun en del kræfter på at få ændret styreformen i kommunen. Den adskiller sig fra landets 95 mindre kommuner. De har et styre, hvor ansvaret i sidste ende er hos en kommunaldirektør og en borgmester.

I København er det en overborgmester, der sammen med de seks andre borgmestre deler ansvaret for ledelsen af kommunen.

Ritt Bjerregaard mener, at rådhuset skal indrettes mere som Folketinget og regeringen på Christiansborg.

- Der bør indføres et styre med én overborgmester, som har ret til at ansætte og fyre de øvrige borgmestre, og som dermed har det overordnede ansvar for at få det til at fungere i kommunen. Ligesom man ser det med statsministeren i en regering, siger hun til Berlingske.

Ritt Bjerregaard mener fortsat, at de enkelte fagborgmestre skal have ansvaret for hver deres forvaltning.

Frank Jensen mener, der skal være én stor forvaltning med én kommunaldirektør. Under denne skal der som i andre kommuner være forvaltningsenheder med hver deres direktør.

Begge forslag vil koncentrere mere magt hos det ledende parti i kommunen, som er Socialdemokratiet.

Det er Bjerregaard opmærksom på, men hun mener, at man bliver nødt til at forholde sig til det, fordi der bliver ved med at opstå fejl.

Professor emeritus i statskundskab ved Aarhus Universitet Poul Erik Mouritzen giver dem ret i, at det med den nuværende styreform er svært at vide, hvem der har ansvaret for de forskellige områder.

Han mener, at en klarere ansvarsdeling kan opnås med en styreform som i de fleste andre kommuner. Altså med én borgmester og én kommunaldirektør. Det siger han til Berlingske.

/ritzau/