Prøv avisen

Tidligere tigger: Det værste var, når folk ikke ville møde mit blik

Steen Rosenquist levede som hjemløs i 12 år og tiggede især fra 1992 til 1995. Et af de steder, han oftest kom, var Københavns Hovedbanegård (billedet). – Foto: Leif Tuxen

62-årige Steen Rosenquist levede i fem år som tigger i København. Det, han husker tydeligst fra sin tid som tigger, er skammen, afvisningerne og de nedslåede øjne

Der var et bæger. En bøjet nakke. En klirrende lyd af mønter en sjælden gang imellem. Kulde.

I de fem år, 62-årige Steen Rosenquist levede som hjemløs, narkoman og tigger i København, sad han sjældent ned. Oplevelsen var for uværdig. Oftest gik han i stedet rundt og spurgte, om folk kunne undvære penge til en kop kaffe eller en cigaret. Det var nemmere at glemme skammen, når han gik, nemmere at etablere kontakt til mennesker og tjene penge.

Steen Rosenquist var hjemløs i 12 år, hvoraf han især tiggede i årene fra 1992 til 1995, mens han i andre perioder fandt andre måder at tjene penge på.

Kristeligt Dagblad er taget med ham på en tur rundt i København for at besøge de steder, der havde en særlig betydning for ham som hjemløs og tigger. Det første og ubetinget vigtigste sted er Hovedbanegården.

”Det føltes nemmere at tigge herinde end ude på gaden, for der var en større mangfoldighed af mennesker,” fortæller han.

Han sætter sig på en bænk mellem de folk, der haster frem og tilbage mellem togene. Alle her har travlt. Men ikke Steen Rosenquist. Meget af tilværelsen gik ud på at vente. På lidt varme, en kop kaffe og nogle småmønter, særligt om vinteren, hvor det blev koldt, og der ikke længere var flasker at samle på gaden.

”I starten spurgte jeg om cigaretter på en S-togsstation. Kunne jeg overskride den grænse, kunne jeg også overskride den næste, og cigaretter blev til småpenge. Men jeg blev nødt til at have stofferne at flygte ind i, for ellers kunne jeg ikke. Dengang var jeg bedøvet af stoffer, men i dag kan jeg ligge lysvågen om natten og tænke over, hvordan folk mon så mig,” siger han.

Tiggeriet var ikke en levevej, fastslår han. Tiggeriet var en sidste udvej i de øjeblikke, hvor alting spidsede til, og der ikke var andet tilbage at gøre. For det var grænseoverskridende og bliver ikke mindre grænseoverskridende med tiden.

”Det er nedværdigende at bede andre mennesker om penge, især når folk helst ikke vil se dig og kigger den anden vej, når du nærmer dig. Den afvisning gør ondt. Jeg ville hellere have, at folk så mig i øjnene, anerkendte mig og smilede, selv hvis de ikke gav noget,” siger han.

Mens han snakker, går en tiggende mand forbi bænken, roder lidt i en skraldespand og henvender sig til de mennesker, der sidder ved siden af. Steen Rosenquist hilser, men manden registrerer det ikke og famler sig vej videre langs skraldespandene.

”Der er mange, der tigger her i dag. Jeg har været her i en halv time og set fire,” konstaterer Steen Rosenquist.

”Det er mest udenlandske tiggere, for i dag sælger de fleste danskere Hus Forbi og ved godt, at det er ulovligt at tigge. Jeg kan godt forstå, udlændingene gør det. Når først man er desperat, sulten, fryser og lider afsavn, tyer man til alt muligt,” siger han og peger så på bænkene foran os.

”Det var der, jeg tiggede. Det var mit udgangspunkt, der hvor pengene var, og hvor jeg afventede, hvad jeg så skulle gøre.”

Som regel var det, han så gjorde, at gå udenfor. Til den gyde, der i dag er indrammet af det grønne byggeri af en ny metrostation. Steen Rosenquist hilser på den klynge af mennesker, som snakker, ryger og handler. Dengang så det anderledes ud, men formålet er stadigvæk det samme, siger han. De handler i gyden, valfarter nærmest gennem den. Selv i dag bliver han tilbudt stoffer, fortæller han, og som på kommando nærmer en af sælgerne sig. Steen Rosenquist forklarer ham venligt, at han plejede at komme der, men ikke længere.

”Det er nøjagtigt det samme,” siger han, da manden igen er gået.

I de fem år, Steen Rosenquist levede som tigger, overnattede han på toiletterne på S-togsstationerne, hvor der var vand, varme og fred, når mørket faldt på, togene stoppede med at køre, og alt blev tyst, indtil rengøringsteamet mødte næste morgen.

Vanløse Station blev nærmest et hjem, og det samme gjorde et cykelskur på Østerbro. Et andet sted, Steen Rosenquist særligt husker, er Trianglen lige ved indgangen til Fælledparken.

Der var gode muligheder for at tigge. Og der var adgang til cykelskuret, hvor han kunne sove, og hans mormor, som han kunne besøge og få et måltid mad og et varmt bad hos. Hans bedste minder fra den tid er knyttet til Trianglen, fortæller han, og det har nok noget med barndommen at gøre. Noget med tryghed og genkendelse.

”Selv når jeg tiggede, følte jeg det. Jeg tiggede også på Trianglen som barn. Jeg sagde, jeg var faret vild fra min mormor, spurgte folk om en 10-øre til telefonboksen og købte pinocchiokugler,” siger han og griner.

Turen fortsætter ned ad Istedgade til Mariakirken, hvor Steen Rosenquist ofte kom for at få en kop kaffe eller et varmt måltid mad. Der sidder en række af udenlandske flaskesamlere op ad kirkemuren. Dengang var det nogle andre mennesker, der kom i kirken, konstaterer Steen Rosenquist.

Også tiggeriet har ændret karakter: Dengang vendte folk tilbage til Hovedbanegården for at tigge. I dag ser han mange, særligt kvinder, der sidder rundt omkring i tunnellerne på stationerne. De sidder bare, siger han uforstående. Hvorfor?

”Dengang mødte jeg ikke så mange andre tiggere. Det gør jeg i dag. Jeg tror, det er mere usselt i dag. Der er flere og mere barske afvisninger og lås på alle porte. Det er blevet sværere at være hjemløs og tigger, for der er en overflod af mennesker, der lever på kanten,” siger han og fortsætter:

”Jeg tror, at folk bliver trætte af at se al den elendighed og blive konfronteret med mennesker, der ikke passer ind i deres verdensbillede. Og så er der fordommene om, at tiggeriet er organiseret, og folk tjener styrtende med penge. Det tror jeg ikke er rigtigt. Jeg tror, det er vigtigt at forstå, at folk ikke tigger for sjov. Det lyder banalt, men det er, som om mange alligevel ikke forstår det.”