Tidligere udenrigsminister advarer mod at fare frem i færøsk Huawei-sag

Venstre og De Konservative vil ikke lade Færøerne bestemme, hvem der skal bygge 5G-netværket på øen. Ifølge den længstsiddende udenrigsminister i nyere tid, Uffe Ellemann-Jensen (V), er det en forhastet beslutning. Færøerne må ikke føle sig trampet henover, lyder det

”Selvfølgelig er det en svær situation. Den her sag skal diskuteres mellem Færøerne og Danmark, men det skal diskuteres i rigsfællesskabets ånd," siger tidligere udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen (V), som mener, at S-regeringen har håndteret sagen fornuftigt.
”Selvfølgelig er det en svær situation. Den her sag skal diskuteres mellem Færøerne og Danmark, men det skal diskuteres i rigsfællesskabets ånd," siger tidligere udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen (V), som mener, at S-regeringen har håndteret sagen fornuftigt. . Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

De udenrigspolitiske bølger går mere end almindeligt højt på Christiansborg i disse dage.

Adskillige partier står i kø for at fordømme Kinas forsøg på at true Færøerne til at lade techgiganten Huawei udrulle 5G-netværket på øgruppen. Det sker, efter at Berlingske og DR tirsdag aften kunne fortælle, at Kinas ambassadør i Danmark angiveligt stillede et ultimatum på et møde med Færøernes lagmand, Bardur Nielsen, i november. Lad Huawei stå for 5G-netværket eller drop tankerne om en frihandelsaftale med Kina, lød truslen angiveligt på en hemmelig lydoptagelse ifølge de to medier.

Mens ord som ”skandale”, ”afpresning” og ”voldsom trussel” fyger gennem Christiansborgs haller fra Dansk Folkeparti og Venstres udenrigsordførere, advarer den længstsiddende udenrigsminister i nyere tid om tage forhastede beslutninger.

Ifølge Uffe Ellemann-Jensen (V), som var udenrigsminister fra 1982 til 1993 i Poul Schlüters skiftende regeringer, er det for tidligt at indkalde Kinas ambassadør til en samtale, hvilket Dansk Folkeparti ellers har krævet af udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Der er heller ingen grund til allerede nu at fratage Færøerne retten til at bestemme leverandøren af 5G-netværket.

”Der er virkelig grund til at spise brød til. Der er tale om en båndoptagelse, hvor der gengives ting på anden- og tredjehåndsbasis. Intet tyder på, at Færøerne bryder regler eller sanktioner, og vi skal desuden huske på, at teleområdet er hjemtaget af Færøerne,” siger Uffe Ellemann-Jensen.

Indtil videre har S-regeringens reaktion været afdæmpet.

”Teleområdet er et hjemtaget område. Valg af 5G-leverandør ligger derfor hos Færøerne selv,” udtalte Jeppe Kofod ifølge TV 2 i går og talte om et ”godt partnerskab” med Kina.

Samme toner kom fra statsminister Mette Frederiksen (S), da hun i tirsdags blev spurgt ind til sagen under en spørgetime i Folketinget.

Ifølge Uffe Ellemann-Jensen har S-regeringen dermed ”håndteret sagen fornuftigt.”

”Selvfølgelig er det en svær situation. Den her sag skal diskuteres mellem Færøerne og Danmark, men det skal diskuteres i rigsfællesskabets ånd. Vi skylder at tage hensyn til Færøerne, der altså har visse frihedsgrader. Ikke når det kommer til den hårde udenrigspolitik – men i det her tilfælde bør vi gyde olie på vandene og få mere af vide om sagen, inden vi hidser os helt op,” siger Uffe Elle-mann-Jensen.

I dag drøftes Huawei-sagen på et fortroligt møde i Udenrigspolitisk Nævn. Ifølge Venstre er beviserne for Kinas pres på Færøerne nu så klare, at selvstyret i Torshavn ikke længere selv skal kunne bestemme, hvem der leverer 5G til øgruppens 18 øer og 51.000 indbyggere. Udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen mener ikke, at partiet hidser sig unødigt op.

”Det her handler om rigets sikkerhed. Alle mine alarmklokker bimler, når vi i den her sag kan se, at den kinesiske stat er tæt knyttet til Huawei,” siger han.

”Teleområdet er rigtig nok hjemtaget, men til gengæld er sikkerheds- og udenrigspolitik et anliggende for hele kongeriget. For Venstre er der ingen tvivl om, at følsom infrastruktur på Færøerne er sikkerhedspolitik. USA har allerede sagt, at det vil få konsekvenser, hvis Færøerne vælger Huawei som 5G-leverandør. Og Kina, et land med en milliard indbyggere, forsøger at presse Færøerne og dets 50.000 indbyggere til at vælge deres udbyder. Derfor er det her en beslutning, der skal tages af efterretningstjenesten på baggrund af en sikkerhedsvurdering. Ikke af Færøerne selv.”

Rasmus Jarlov, færøerneordfører i Det Konservative Folkeparti, skriver på Twitter ligeledes, at øgruppen ikke selv skal kunne bestemme sin 5G-leverandør.

”Hvis vi giver efter for den slags, vænner kineserne sig hurtigt til at bestemme. Det skal bremses i opløbet, og den danske udenrigsminister må på banen. Det er sikkerhedspolitik. Ikke et indre færøsk anliggende,” skriver han.

Uffe Ellemann-Jensen maner til større forsigtighed, men eks-udenrigsministeren understreger samtidig, at sagen nok en gang viser vigtigheden af, at Danmark prioriterer rigsfællesskabet særdeles højt:

”Det er meget vigtigt, at de tre dele af rigsfællesskabet taler sammen, og at Færøerne og Grønland ikke føler sig trampet henover. Men samtidig har vi en pligt til at forklare folk på Færøerne og Grønland, at de aldrig kan få fuld selvstændighed. Det får de nemlig ikke lov til af de stormagter, som er ivrige efter at fylde vakuumet ud, hvis Danmark forsvinder.”