40-årige Anna gik i et år med tanken om at forlade sit voldelige ægteskab. Flere gange havde hun tastet ”krisecenter” i søgefeltet på Google, men hun kunne ikke selv se, at hun var i målgruppen. På det tidspunkt sov hun ikke om natten, og hun var så nedbrudt mentalt, at hun var i tvivl om sin egen virkelighed. Hun ville gerne væk med parrets tre børn, men det virkede uoverskueligt. Hun var på barsel uden løn, og før de kunne flytte, var hun nødt til at spare op til indskud og tre måneders forudbetalt husleje.
"Den konstante tilstand af spænding, der var imellem os, blev kun værre, og midt i al kaosset, var jeg nødt til at lægge penge til side i smug og spare op til, at jeg kunne komme fri af forholdet. I det år blev vi alle mere nedbrudte," siger Anna, der ønsker at optræde anonymt, men hvis rigtige navn og identitet er kendt af redaktionen.
Selvom kommunerne er forpligtet til at hjælpe kvinder ud af voldelige forhold, fremgår det i en ny undersøgelse foretaget for Røde Kors, at mange kvinder, der er udsat for vold i hjemmet, har svært ved at bryde ud af det voldelige forhold. Årsagerne er blandt andet, at de ikke får tilstrækkelig hjælp eller ikke ved, hvordan de kan få støtte til spørgsmål om børn, bolig og økonomi.
Ligesom hos mange andre kvinder, der er udsat for vold i hjemmet, begyndte det hos Anna med psykisk vold, der udviklede sig til fysisk vold. Og ligesom mange andre i hendes situation, blev hun mødt af praktiske barrierer, da hun endelig fandt modet til at bryde ud af forholdet.
Fra psykisk til fysisk vold
Da Anna mødte sin eksmand, var hun i slutningen af tyverne og var lige blevet færdig med en kunstnerisk uddannelse. Annas eksmand var akademiker, og udtrykte tiltagende utilfredshed med, at hun ikke var højtuddannet som ham. Han var hurtig til at se hendes komplekser og vidste, at hun søgte hans anerkendelse. Et års tid efter de havde fået deres første barn, besluttede de sig for at flytte til en mindre by i Jylland.
Fra begyndelsen af deres forhold havde han manipuleret og begået psykiske overgreb på hende. Hun kunne ikke gøre noget rigtigt og blev dagligt hånet, nedgjort eller lagt på is, beskriver hun selv. Han kunne finde på at sige, at hun var middelmådig, en elendig mor, og at hun ikke var andet end en tjenestepige. Samtidig var det gennemgående i deres forhold, at han udtrykte en enorm skuffelse over, at hun ikke var "elitær" som ham.
Det ene øjeblik kunne han være sød ved hende, men hvis hun lavede en ’fejl’, var han ”ubønhørlig i sit raseri”, og ville igen omgive hende med en kølig distance. Han var hende utro og har senere udtrykt, at hun ikke skulle tro, at hun vidste, hvor hun havde ham henne. Samtidig overvågede han hende fra en telefon, som han havde indstillet sådan, at han kunne se alle de beskeder, hun modtog.
Senere begyndte han at være voldelig i fysisk forstand. Han skubbede hende, kastede ting efter hende og sparkede hende, hvis hun ikke levede op til hans krav. Stemningen i hjemmet prægede også børnene.
“Jeg kan huske, at mine drenge ofte spontant satte sig ned og græd.”
Efter flere år i det voldelige forhold var Anna så nedbrudt, at hun også begyndte at vende det indad.
“Til sidst lå jeg bare i et hjørne og rystede. Jeg var hyperopmærksom og bange for, hvad der skulle ske. Og ofte tænkte jeg: ‘hvorfor kan jeg ikke bare lade være med at gøre ham så vred?’”
Mens hun havde udholdt de fysiske og psykiske overgreb på sig selv gennem flere år, kom “dråben”, der fik bægeret til at flyde over, da hendes eksmand en dag rettede volden mod deres dengang fem-årige søn. Det havde han gjort én gang før, men denne gang reagerede hun. Sønnen fik et mærke i hovedet, hvilket fik Anna til at opsøge lægen. Her fortalte hun endelig om volden i hjemmet og blev af lægen opfordret til at bryde med manden med det samme.
“Jeg husker tydeligt, at hun sagde ‘hvis der er vold i hjemmet, Anna, så skal du tage på krisecenter.’ Og det gjorde jeg så.”
Barriere for at komme videre
Da hun ringede til krisecenteret, bekræftede de hende i, at hun levede i et voldeligt forhold og tilbød hende et ophold med det samme.
Via krisecenteret kunne man få flyttehjælp, men kun hvis man var på kontanthjælp. Så Anna ringede til kommunen for at få hjælp til at søge egen bolig, men hun fik besked på, at hun ikke kunne komme foran i køen, selvom hun var voldsramt.
“Det er meget op til ens egne ressourcer, hvilken hjælp man får. Det er afgørende, at man får muligheden for at gå ved at få hjælp og støtte til de praktiske ting. Havde jeg kunnet ringe til en hotline, der kunne tage mig i hånden og sige ‘pak dine ting, så finder vi en løsning’, havde det været en stor hjælp.”
Efter at have været på krisecenter tre gange det efterår, hun blev separeret fra sin mand, havde hun sparet penge nok op til en bolig. Men så mødte hun en anden barriere i systemet, nemlig det hun kalder en manglende "voldsfaglighed" i systemet. Hun oplevede med andre ord, at de myndighedspersoner, hun var i kontakt med, ikke havde den nødvendige viden om mennesker i hendes situation.
“Det er så vigtigt, at man bliver mødt af nogle personer, som har en voldsfaglighed og ved, hvad de skal kigge efter: Hvad karakteriserer én, der er voldsramt, og hvordan rammes den voldsramte og børnene”, siger Anna, og uddyber:
”Der skal være en form for koordinering i systemet. I det øjeblik, du skal gå fra en voldelig partner, er der brug for, at der en som tager dig i hånden, og fortæller hvad du skal gøre.”
I dag arbejder Anna i egen virksomhed og er sammen med børnene flyttet til en anden mindre by i Jylland. Hun fortæller, at de får den rette behandling nu, og at det går bedre, selvom både hun og børnene i hverdagen stadig er mærket af angsten.
Artiklen er Annas beretning. Kristeligt Dagblad har ikke talt med Annas eksmand.