Tidligere WHO-chef: Uden mere isolation giver Danmarks nye teststrategi ”ikke mening”

En mere intensiv teststrategi giver kun mening, hvis vi i højere grad isolerer covid-19-smittede og optrevler dem, de har været i kontakt med, siger Bjørn Melgaard, der i 11 år har haft topstillinger i WHO

"Det er ulogisk og inkonsekvent at teste langt flere, hvis ikke vi følger trop med en tilhørende isolationsstrategi," siger Bjørn Melgaard
"Det er ulogisk og inkonsekvent at teste langt flere, hvis ikke vi følger trop med en tilhørende isolationsstrategi," siger Bjørn Melgaard. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

Bjørn Melgaard burde om nogen vide, hvad han taler om. I 2003 befandt han sig i Bangkok som chef for WHO’s vaccineprogram og var første geled i Sydøstasiens inddæmning af den covid-19-beslægtede virus SARS.

Nu sidder han i hjemmet i Humlebæk og kigger ud over vandet og over mod øen Hven, fortæller han, da Kristeligt Dagblad ringer ham op.

Som en af de højest rangerede danskere nogensinde i WHO med 11 år i forskellige direktørstillinger følger den i dag pensionerede læge selvsagt intenst med i verdenssamfundets kamp mod covid-19. Han er dybt bekymret over den kurs og de strategier, som sundhedsmyndighederne og regeringen i de seneste par dage har udstukket.

Eller rettere, den manglende kurs, betoner han.

Mens Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm og sundhedsog ældreminister Magnus Heunicke (S) i fredags annoncerede en snarlig fordobling af testkapaciteten, gik Kåre Mølbak, faglig direktør for infektionsberedskab hos Statens Serum Institut, i et stort interview med dagbladet Politiken til angreb på idéen om, at vi kan teste og isolere os ud af coronapandemien.

”Det giver ikke mening, og de to budskaber harmonerer ikke med hinanden,” siger Bjørn Melgaard.

”På den ene side siger Søren Brostrøm, at vi skal teste 10.000 om dagen. På den anden side siger Kåre Mølbak, at WHO’s strategi er passé, og at mange af de raske skal blive syge for at opbygge modstandskraft. Hvad i alverden skal vi så bruge de 10.000 tests om dagen til?” spørger han.

Han efterlyser nu et langt klarere svar på, hvorfor de danske myndigheder egentlig er slået over i en mere intens teststrategi. Det er ulogisk og inkonsekvent at teste langt flere, hvis ikke vi følger trop med en tilhørende isolationsstrategi, siger han:

”WHO arbejder ud fra en basal epidemiologisk visdom: Find virus, og så inddæm den. Under SARS gik vi efter virus på en måde, hvor hvilket som helst suspekt tilfælde blev testet og isoleret. Kort sagt test, test, test – and isolate.” Test og isolér.

”Lige nu aner vi ikke, hvad myndighederne vil bruge teststrategien til,” siger Bjørn Melgaard.

Da han i december først hørte om coronaudbruddet i Kinas Hubei-provins, ”dukkede der billeder op af 2003 og SARS-situationen i Asien.”

”Jeg er normalt ikke en nervøs type. Men jeg blev bekymret for, at det kunne være en coronaepidemi af betydeligt omfang.”

Når SARS-virussen i relative termer ’kun’ spredte sig til 8098 mennesker og kostede 774 mennesker livet, skyldes det blandt andet en effektiv test og isolér-strategi kombineret med SARS’ dårlige evne til at overleve varmere måneder, forklarer Bjørn Melgaard. Under Covid-19 har han især skelet til lande som Taiwan, Singapore og Sydkorea, der ud fra WHO’s epidemiologiske devise indtil nu er lykkedes med at få rimelig kontrol over sygdommen.

Taiwan har trods et indbyggertal på 23 millioner og en geografisk placering 130 kilometer fra fastlandskina kun 298 bekræftede covid-19-tilfælde og åbnede ifølge South China Morning Post allerede sine skoler den 26. februar, først og fremmest grundet en intens test- og dertilhørende isolationsstrategi.

I Singapore, hvor tallet af smittede er 802 personer, overvåger myndigheder ved hjælp af teledata karantæneramte borgere og uddeler bøder på potentielt op til 65.000 kroner, hvis isolationen brydes.

Desuden gøres der i flere asiatiske lande langt mere for at opspore alle potentielt smittede, der har været i kontakt med en person testet positiv for covid-19.

Bjørn Melgaard siger ikke, at alle de samme repressive værktøjer hverken kan eller skal bruges i Danmark, hvor indskrænkninger i frihedsrettighederne diskuteres intenst i disse uger.

”Men det viser, hvor aktivt de (lande som Singapore, Taiwan og Sydkorea, red.) går op i at sikre isolationen.”

”Isolation er det vigtigste redskab til at inddæmme virus. Alle, der har eller potentielt set huser smitten, skal isoleres, og deres kontakter skal findes og testes. I Danmark har vi sat folk i hjemmekarantæne, hvor de så kan smitte familien,” siger Bjørn Melgaard.

Basalt set arbejder Danmark og WHO med to forskellige mål i kampen mod covid-19, forklarer han. WHO vil inddæmme – altså få bugt med den – ved at få landene til at teste så mange som muligt, isolere dem og bryde smittekæderne helt. Danmark vil afbøde – i al fald hvis man skal tro Kåre Mølbak og den graf, som Magnus Heunicke ved flere lejligheder har vist frem. Kurven skal flades ud, men ”denne virus er noget, som populationen skal igennem før eller siden,” som Kåre Mølbak sagde til Politiken i fredags.

Er det ikke klogt, at vi tager de råd fra WHO, vi kan bruge, og så tilpasser dem til vores eget sundhedssystem?

”Det er selvfølgelig rigtigt, at en strategi i Uganda ser anderledes ud end i Danmark. Men kernen i WHO’s anbefaling bør man følge i Danmark, for den er fuldstændig almen epidemiologisk viden,” siger Bjørn Melgaard.

Ved avisens deadline i aftes var 2395 danskere ifølge Sundhedsstyrelsen konstateret smittet med covid-19. Det tal skal læses med forbehold for, at langtfra alle med symptomer i de senere uger er blevet testet. Mens Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut har kaldt det ”passé” at inddæmme covid-19, mener Bjørn Melgaard, at der stadig er et åbent vindue, hvis det reelle antal af smittede vel at mærke ikke er langt højere end antaget.

Når først virus for alvor griber om sig, vil det være for sent at køre en test-og-isolér strategi.

”Hvis nok mennesker bliver smittede, og man ikke har kapaciteten til over tid at teste de fleste, giver teststrategien ikke længere mening.”

Men der er vi ikke endnu?

”Nej, slet ikke. Håbet er, at man kan få så godt styr på epidemien, at man fanger stort set alle smittede, der cirkulerer, og isolerer folk. Så kan man åbne op for dem, der er mindst risiko for bliver alvorligt syge, mens sådan nogle som mig nok må blive siddende herhjemme noget tid endnu.”

Er 5000-10.000 tests om dagen nok?

”Det er der ingen, der ved. Det kan være nok, hvis man ved hvor og hvem, man præcist skal teste,” siger Bjørn Melgaard.

Hverken Sundhedsstyrelsen eller Magnus Heunicke (S) har ønsket at kommentere kritikken eller uddybe, om der i kølvandet på 10.000-testsmålet er nye isolationsforanstaltninger på vej.