For tidligt at afskrive dansk grænsekontrol

EU-Kommissionen ønsker den danske grænsekontrol udfaset over det næste halve år. Den danske regering vil se tiden an, og ifølge EU-forsker afhænger det hele af en konkret vurdering til efteråret

Grænsekontrollen er blevet forlænget ad flere omgange siden, men senest om seks måneder, til november, skal det altså være slut, var budskabet fra EU-kommissæren.
Grænsekontrollen er blevet forlænget ad flere omgange siden, men senest om seks måneder, til november, skal det altså være slut, var budskabet fra EU-kommissæren. Foto: JENS DRESLING/Ritzau foto.

I både ordvalg og gestik virkede han fast besluttet, den græske EU-kommissær for migration, Dimitris Avramopoulos.

”Dette bliver den sidste forlængelse. Jeg gentager: Dette er den sidste forlængelse.”

Ordene faldt på et pressemøde i tirsdags og gjaldt den midlertidige grænsekontrol, som Danmark og fire andre lande indførte i forbindelse med flygtningekrisen i vinteren 2015-2016. I Danmarks tilfælde den 4. januar 2016 og umiddelbart efter, at Sverige føjede et krav om id-kontrol på tog, busser og færger til sin grænsekontrol.

Grænsekontrollen er blevet forlænget ad flere omgange siden, men senest om seks måneder, til november, skal det altså være slut, var budskabet fra EU-kommissæren.

Knap så skråsikker så udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) på fremtiden, da Ritzau i tirsdags bad hende om en kommentar.

”Vi lytter til kommissionen, men vi lever også i den virkelige verden. Og jeg ser ikke for mig, at vi kommer til at ophæve grænsekontrollen lige med det samme,” sagde Inger Støjberg, der bedyrede, at ”vi skal have grænsekontrol lige så længe, det er nødvendigt at have grænsekontrol”.

Foreløbig er der da også kun tale om, at EU-Kommissionen ”anbefaler udfasning af midlertidig grænsekontrol over de næste seks måneder”, som den skriver i sin pressemeddelelse. Heri fremgår dog det dog også, at det nu er sidste gang, at en ”forlængelse af disse kontroller er legalt mulig under EU-regler”.

Men selvom EU-Kommissionen altså mener, at EU’s ydre grænser er bedre beskyttet nu end før, og at flygtninge- og migrantsituationen er ved at stabilisere sig, konstaterede Inger Støjberg, at ”der er meget, meget højt indrejsetal til Europa nu. Hvis man måler i forhold til samme tid sidste år, ligger vi stadig højt”.

Tilstrømningen til både Danmark og EU i det hele taget er dog faldet markant det seneste år. Ifølge tal fra Udlændingestyrelsen søgte 714 personer asyl i Danmark i de første tre måneder af 2017. I Europa som helhed er strømmen også aftaget mærkbart, men ifølge FN’s Flygtningekommissariat, UNHCR, er lidt under 40.000 mennesker ankommet til Italien over havet i 2017. Og den kommende sommerperiode har traditionelt været højsæson for ankomster til middelhavslandene.

Ifølge Venstres EU-ordfører, Jan E. Jørgensen, har regeringspartiet ”umiddelbart svært ved at tro, at vi kan ophæve grænsekontrollen om seks måneder”.

”Seks måneder er lang tid. Tingene kan udvikle sig positivt, og tingene kan udvikle sig negativt. Så det er simpelthen for tidligt nu at sige, hvordan det bliver om seks måneder. Men vi er enige i, at grænsekontrollen naturligvis ikke kan være permanent.”

Hvis tilstrømningen også er på det nuværende niveau, når vi når til november, mener regeringen så, at det er tid til at stoppe grænsekontrollen?

”Jeg vil ikke sætte tal på, hvor mange eller få der skal til. Det er ikke kun et spørgsmål om antallet af asylansøgere, men også om terrortruslen. Jeg kan ikke tegne en rød linje for, hvornår vi er på den ene eller den anden side,” siger Jan E. Jørgensen.

Fra støttepartiet Dansk Folkeparti siger næstformand Søren Espersen, at han ikke kan forestille sig, at ”nogen dansk regering, om den så er Venstre-ledet eller socialdemokratisk, vil afskaffe grænsekontrollen, som har vist sit store værd”.

”Det må være en dansk afgørelse suverænt, som vi aftaler i Folketinget, og ikke noget, som kommer pr. diktat fra EU,” tilføjer Søren Espersen og kalder det en realistisk vurdering: ”Inger Støjberg siger jo stort set det samme.”

Og det er for tidligt at afskrive dansk grænsekontrol. Det vurderer Peter Neder- gaard, der forsker i europæisk politik som professor ved institut for statskundskab på Københavns Universitet.

”Det beror på en konkret vurdering og en konkret ansøgning. Så kan det godt være, at kommissæren vurderer, at der ingen grund er til grænsekontrol om seks måneder, og det kan vedkommende så udtale. Men det kan han ikke vide, før vi kommer dertil,” siger han.

Danmark indførte grænsekontrol samme dag og som direkte følge af, at id-kontrollen på overfarter til Sverige trådte i kraft.

Den id-kontrol besluttede den svenske regering dog i tirsdags at afskaffe for i stedet at skærpe grænsekontrollen i Sverige.

Ifølge Peter Nedergaard kan Danmark i en eventuel anmodning om mere grænsekontrol være ”bundet af, at man i første omgang hæftede grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse op på den svenske id-kontrol”.

”Kommissionen vil klart kigge på, hvad vi brugte som begrundelse i første omgang. Den begrundelse er nu til dels forsvundet, fordi Sverige har afskaffet id-kontrollen over Øresund. Spørgsmålet er så, om vi herefter har andre argumenter, der kan vægte id-argumentet op? Der skal man huske på, at hvis du havde haft styr på de ydre grænser, havde du ikke haft noget problem ved den dansk-svenske grænse. Der var fri adgang over først Grækenland og siden Italien og derfra op gennem Europa. Så det argument kan man godt tage med. Om de (EU-Kommissionen, red.) køber det eller ej, det er en anden snak.”