I 1968 var der helt vildt mange hasselnødder.
Vi samlede dem i spandevis og hængte dem til tørre i store trådnetbeholdere ude under halvtaget. Så havde vi til hele vinteren.
Det var nøddekrigens år. Min far var dengang sløjdlærer i Rønne, og i frokostpausen på lærerværelset fortalte han sine kolleger om invasionen. Det var i Vietnamkrigens og ungdomsoprørets tid, så en af lærerne spurgte: ”Nå - er det noget, vi skal protestere imod?”.
Jeg skylder at fortælle, at nøddekrigen er en sjælden kragefugl. Den er på størrelse med en allike, mørk kastanjebrun og let at kende, fordi fjerdragten er overstået med et mylder af hvide prikker.
Invasionen af de aparte fugle i 68 er en af de største, der er set i Danmark. De kom hertil fra Sibiriens skove flere tusinde kilometer mod øst og nordøst, og vi børn havde den logiske forklaring, at de vel var lokket på rejse, fordi de havde hørt om de vældige mængder af nødder i Danmark.
Den sibiriske nøddekrige hører til den tyndnæbbede race. Dens næb er langt og lige og velegnet til at fiske næringsrige frø ud af cembrafyrrens runde, storskællede kogler. Så den plausible forklaring på invasionen var, at fyrretræerne havde sat så få kerner, at fuglene måtte ud i verden for at finde føde. Det sker med mange års mellemrum for nøddekrigen.
En af nøddekrigerne satte sig på vores havebord, hvor vi havde lagt nødder til tørring. Men de tyndnæbbede fugle havde vanskeligt ved at knække de hårde kerner. Da vi så det, knækkede vi en håndfund nødder og gik ud til bordet med dem i de brudte skaller. Stor var vores overraskelse, da fuglen ikke bare blev siddende, men ligefrem tog nødder fra vores hænder. En tam fugl? Næppe, men ude i Sibiriens skove møder de sjældent mennesker og aner ikke, hvor farlige de kan være.
Nøddekrigen besøgte os dagligt i månedsvis, satte sig på trappen for at få mad og kom endda ind i min fars atelier, hvor den fik flere nødder og af og til supplerede gulvets kalejdoskop af kulørte malerpletter med en hvid farveklat.
Hvis man skærer hasselbuske ned til grunden, vokser de frem igen med et mylder af lige skud, og i mange årtier bliver buskene ved med at sende nye lange, lige skud i vejret fra grunden. Rigtig gamle hasselbuske i tæt skov udvikler sig til små træer med én eller nogle få, krogede stammer, der kan blive over 30 centimeter i diameter og nå op i omkring 10 meters højde.
Buskens evne til at danne gode kæppe har gjort hasselen højt skattet. Den blev dyrket i såkaldte gærdsels- og stævningsskove, hvor de med 10-20 års mellemrum blev skåret ned til jordhøjde. Det gav læssevis af tynde pæle og lige kæppe til flethegn. Og alle ukurante grene og stammer blev brugt til brænde eller kvas til komfurerne. Store gårde på landet havde ofte en stævningsskov af hassel. Skovstien til min barndoms fiskesø på Nordbornholm gik gennem netop sådan en stævningsskov, hvor haslerne buede sig ind over den brede sti. På den måde dannede de en malerisk løvgang over et forløb på et par hundrede meter. Vi elskede den strækning. Her fandt vi gode kæppe til flitsbuer og alt muligt, og som det hører sig til for drenge på landet, var min første fiskestang en lang, lige kæp fra ”Hasselskoven”.
Hasselen blomstrer tidligt på året. I milde vintre kan det ske allerede i januar, men det normale er fra sidst i februar og gennem marts. De små, stive og skidengrå rakler strækker sig og bliver lange, bløde, svovlgule rakler, som hænger lige ned fra kvistene. De dingler som slappe haler ved mindste berøring eller vindpust og udsender skyer af hanlige kønsceller - pollen. Hunblomsterne er anderledes diskrete, men så meget desto større er fornøjelsen ved at opdage dem. De er skjult inde i knopperne, men åbenbarer deres støvfang som små, blodrøde koste fra knopspidserne.
Hen mod løvspring visner de røde koste, og efter løvspringet forsvinder de små, befrugtede hunblomster længe i alt det grønne. Men først i juli dukker de lysegrønne nødder med deres haser pludselig op i mængder. En, to, tre, fire eller en hel lille flok sammen på én stilk. Skallerne er endnu bløde, og nødderne vokser videre og får hårdere skaller i månedens løb.
Først i august er nødderne udvoksede. Det er fristende at prøveknække de grønne nødder, selv om de ikke slipper haserne. Som regel bliver man skuffet. Kernen er endnu lille og ligger som et lille, vandet foster med navlestreng midt i en snehvid, svampet foring.
Hen i august går det bedre. Selv om de fleste nødder stadig ikke er brune, er der gevinst, når man knækker dem. Skallerne er nu helt fyldt ud af de sprøde kerner. Man fristes til at plukke løs, men det er synd. Haserne sidder endnu fast, og kernerne har endnu ikke den fedme og modenhed, der gør dem virkelig velsmagende og egnede til at tørre og gemme.
Man skal bare være tålmodig. Omkring den 1. september har en del af nødderne fået farve ved grunden, og så kan de trykkes ud af haserne. Midt i september er de fleste nødder brune, og sidst i september falder de ud af haserne af sig selv og kan rystes ned fra træerne.
Hasselen er lunefuld i frugtsætningen. Mange år er der næsten ingen nødder. Nogle år tegner det lovende, men så aborterer de og falder af uden kerner midt på sommeren. Andre år er de hårdt angrebne af nøddesnudebiller. Små sorte prikker på haser og skaller afslører, at billerne har været forbi for at lægge æg. I stedet for lækre kerner indeholder nødderne mere eller mindre nedgnavede kerner i selskab med hver sin fede, flødefarvede larve og brune hob af ekskrementpulver. Der er ”orm” i nødderne, som man siger, selv om det er larver.
Men med års mellemrum er alt i orden. Nødderne bliver siddende i store mængder, og billerne er fåtallige, så de kun angriber ganske få. Det bliver nøddeår ligesom i dengang i 1968.
Sådanne år er det ren fryd at samle nødder, for de er meget smukke og helt anderledes end de typer, man køber i butikker. Vilde, friske danske nødder er silkebløde, fordi de hårde skaller er forsynede med mikroskopiske hår. Hver busk har nødder af sin egen størrelse og facon og smag, og variationen er enorm fra busk til busk. Der er kuglerunde, flade, elliptiske, lange, brede, skæve, små, store, tyndskallede og tykskallede nødder i alle varianter. Og samme busk bærer samme type nødder år efter år.
I 1887 skrev Christian Richardt efterårssangen ”En stille, høstlig brusen”. Tredje vers gjorde et uforglemmeligt indtryk på mig i skolen:
Og tidseltoppen dunes,
som om det var til bomuldshøst,
og hasselnødden brunes
til alle småfolks lyst.
Med blomster får det være,
thi nu vil alting bære
og række frem til høst!
Når hasselnødderne brunes, er det tegn på, at kernerne er veludviklede, og jo mere de brunes, jo bedre smag får de. De brunes altid nedefra, men ellers meget forskelligt fra træ til træ. De tidligste begynder at brunes i august, og de seneste omkring den 1. oktober. Den brune farve, der spreder sig over nødden i løbet af to-tre uger, varierer fra sart lysebrun til intens mørkebrun.
I sidste halvdel af september er de fleste nødder fuldmodne og begynder at slippe haserne og falde til jorden. Her bliver de hurtigt fundet af mus, som æder løs eller samler forråd. Forrådene kan være store. Engang, da jeg gravede et muldrigt sted mellem havens hasselbuske, fandt jeg et forråd af mange hundrede nødder, som halsbåndsmusen havde samlet. Der var vel omkring et kilo.
Jeg deler gerne med mus og egern og andre, men vil man have lidt friske danske hasselnødder til sig selv, er der intet bedre end at samle dem fra cirka midt i september, hvor man kan finde dem på jorden under buskene eller ryste dem ned. I gode år med nødder på hver eneste kvist har jeg flere gange oplevet en veritabel nødderegn, når jeg rystede buskene. Lyden af hundredvis af nødder, der falder som en byge på én gang, er en aldeles uforglemmelig og frydefuld oplevelse.
De fuldmodne friske nødder har en fornem smag, som først kommer rigtigt til sin ret, når man har malet dem godt mellem tænderne. I køkkenet kan man fremstille duftende nøddetærter og nøddebrud ved at blande meget finthakkede, friske nødder med sukker og bage nøddemassen på almindelig tynd tærtedej ved så stærk varme, at fyldet karamelliserer.
Og så er der filippinenødder. Det er nødder med tvillingekerner, der smyger sig tæt mod hinanden i skallen. Navnet stammer fra Frankrig og er afledt af tysk Vielliebchen (lille hjertenskær). Når man knækker sådan en nød, kan man lege filippine. Man deler nødden med en ven eller sin kære og spiser hver sin kerne efter at have aftalt et tidspunkt (ofte nogle dage senere), hvorefter man må sige ”filippine”. Den, der siger det først, vinder en gave.
