Prøv avisen

Til kamp mod patriarkalske familiemønstre

Ifølge ligestillingsminister Karen Ellemann (V) er manglen på ligestilling i etniske minoritetsmiljøer det største ligestillingsproblem i Danmark. Foto: Scanpix/Asger Ladefoged/arkiv

Mangel på ligestilling i indvandrerfamilier er det største ligestillingsproblem, mener Karen Ellemann. For fire ud af ti er manden det naturlige overhoved.

Personlig frihed og retten til at leve sit liv, sådan som man ønsker det.

Ifølge ligestillingsminister Karen Ellemann (V) er det en mangelvare blandt indvandrere og efterkommere.

- Manglen på ligestilling i etniske minoritetsmiljøer er ikke det eneste problem, men det er det største ligestillingsproblem i Danmark, siger hun i anledning af kvindernes internationale kampdag torsdag.

Udtalelsen kommer i forlængelse af regeringens ghettoudspil, der skal gøre op med parallelsamfund.

- Det handler om kampen mod negativ social kontrol. Det handler om forældede kønsroller, æresbegreber, og så handler det om kampen for den personlige frihed.

- Det er en så grundlæggende værdi, og derfor tillader jeg mig at sige, at dette faktisk er det største ligestillingsproblem i Danmark, siger Ellemann.

De kvinder, der stiller sig frem, gør det ifølge ministeren ofte med store personlige konsekvenser.

- Det kan handle om, hvem man vil giftes med, og hvornår man vil giftes. Så er der diskussionen om den fastcementerede myte om at være jomfru, og hvad det er, man skal vise på bryllupsnatten med blodpletten på lagenet.

- Hvad er det for et middelalderligt syn på, hvordan kvindekroppen fungerer? Det handler om uddannelse. Det handler om muligheden og opbakningen til at have et socialt liv på lige fod med ens klassekammerater.

I 2017 viste en undersøgelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet foretaget blandt 2600 danskere og nydanskere, at næsten fire ud af ti indvandrere og efterkommere ser manden som familiens naturlige overhoved.

Til sammenligning deles den holdning kun af hver tiende med etnisk dansk herkomst.

Undersøgelsen viser også, at det især er muslimer, der støtter den patriarkalske tankegang. Mens op mod halvdelen af de muslimske nydanskere mener, at manden er familiens overhoved, gælder det 40 procent af de kristne indvandrere og godt en tredjedel af de buddhistiske og hinduistiske indvandrere.

Det vidner om nødvendigheden af, at de etniske minoritetsmiljøer tager ligestilling til sig, mener Karina Adsbøl, der er ligestillingsordfører for Dansk Folkeparti.

- Det patriarkalske familiemønster hører ikke til i Danmark.

- Etniske minoritetsmiljøer skal kæmpe kampen. I Danmark er mænd og kvinder lige meget værd, siger hun i en skriftlig kommentar.

I et forsøg på at nå ud til kvinder i etniske minoritetsmiljøer vil Karen Ellemann senere i år lancere en rettighedskampagne. Den kommer, ud over rettigheder, til at handle om social kontrol.

Kampagnen løber frem til 2020.

/ritzau/