Det er 32 år siden, at Janus Tarp kørte frontalt ind i bagenden på en parkeret lastbil på sin triathloncykel. Han var på det tidspunkt 14 år. Ulykken gjorde ham lam fra halsen og ned og ude af stand til selv at trække vejret. I dag er han kørestolsbruger og får hjælp til at trække vejret af en respirator.
Den første tid efter ulykken var han overbevist om, at livet ikke længere var værd at leve. Men med forældre, venners og sundhedssystemets hjælp satte han sig mål og oplevede små sejre, der efterhånden ændrede hans perspektiv.
Janus Tarp er i dag 46 år, gift, bonusfar til en datter og har tre bonusbørnebørn. Han er juridisk konsulent ved Sorø Kommune, og så er han formand for Ulykkespatientforeningen, der er et talerør for de flere end 100.000 danskere, der har alvorlige mén efter en ulykke. Janus Tarp følger sagen om den 77-årige tidligere overlæge og initiativtager til Læger for Aktiv Dødshjælp, Svend Lings, der i januar blev idømt 60 dages betinget fængsel ved Østre Landsret for at have hjulpet tre personer med at begå eller forsøge selvmord. I næste uge kommer sagen for Højesteret.
Flere meningsmålinger har vist, at mellem 70 og 80 procent af danskerne støtter indførelse af aktiv dødshjælp. Da Svend Lings i 2018 forsøgte at rejse et borgerforslag om aktiv dødshjælp, fik det dog kun støtte fra omkring 8000 danskere.
Janus Tarp er ikke i tvivl om, at opbakningen til aktiv dødshjælp skyldes, at svarene kommer fra raske mennesker, som ikke kan forestille sig et liv med sygdom og handicap.
”Svarene er udtryk for, at man ofte ikke kan forestiller sig, hvordan det er at leve med sygdom og handicap, når man er rask. Men når man bliver ramt af sygdom og ulykke, så ændrer ens perspektiv på livet. Jeg møder da mange særligt unge mennesker, som siger, at sådan et liv som mit kunne de ikke leve,” siger Janus Tarp, der også mener, at de mange aktuelle historier i medierne om personer med handicap, der ikke modtager tilstrækkelig hjælp, kan styrke den opfattelse.
”Det betyder nok, at mange mennesker tænker, at de ikke ønsker et liv, hvor de er afhængige af de pårørende,” siger Janus Tarp.
Han holder mange foredrag, hvor han forsøger at udfordre forestillingen om, at et liv med handicap er et trist liv.
”Når man står i situationen, så får man kræfterne og finder ud af, at man kan få et indholdsrigt liv alligevel,” siger Janus Tarp.
Formanden for Ulykkespatientforeningen er ikke i tvivl om, at opbakningen til aktiv dødshjælp vil vokse i takt med, at samfundet bliver mere individualistisk og præget af en forestilling om, at det enkelte menneskes værdi måles i forhold til den nytte, man gør i samfundet.
”Hvis man måler livet ud fra en nyttetilgang, så vil mange sige, at der ikke er meget værdi i et menneske, som sidder i kørestol. Vi har et individualiseret samfund, hvor man i stigende grad er blevet sin egen lykkes smed, og hvor selvbestemmelsesret vægtes meget højt. Det var årsagen til, at Folketinget for nogle år siden udvidede grænserne for passiv dødshjælp. Hvis vi kigger udenlands, så rykker grænserne sig, og jeg vil ikke blive overrasket, hvis bevægelsen for aktiv dødshjælp får mere magt i Danmark,” siger Janus Tarp, som mener, at den store fokus på selvbestemmelse har en bagside.
”I yderste konsekvens kan den tankegang for eksempel føre til, at den forulykkede efter en ulykke i fremtiden vil blive spurgt, om vedkommende hellere vil have en pille, fordi livet alligevel ikke er værd at leve,” siger Janus Tarp.
Han understreger, at han sagtens kan forstå de mennesker, der mener, at det er en menneskeret at kunne gøre ende på livet. Men hans perspektiv er, at et værdigt liv er mange ting, og at tilværelsen er fuld af muligheder, selv når det hele er sværest.
”Efter min egen ulykke tror jeg nok, at nogen tænkte, at jeg lige så godt kunne have været død. Men der er så meget, man kan opleve, hvis man vil det. I dag er der mange muligheder for at få et godt liv på trods af handicap,” siger Janus Tarp, der mener, at der stadig er alt for mange stereotype forestillinger om, hvad det normale og ideelle liv er.
Men der er vel tilfælde, hvor man ikke kan fortænke mennesker i at ønske en afslutning på livet på grund af sygdom og lidelse?
”Jeg anerkender, at nogle kan have ønsket om at dø. Men så vil jeg hellere undlade at hjælpe de 50 til 100 mennesker, det måske drejer sig om, for at undgå den glidebane, som vi for eksempel har set i Holland, hvor flere tusinde mennesker modtager aktiv dødshjælp.”