Justitsministeriet forlænger tilladelsen til at flage med det ukrainske flag i Danmark til og med den 1. september 2022.
Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
Den forlængede tilladelse gælder for private samt for offentlige myndigheder.
På de officielle flagdage i perioden skal statslige myndigheder dog fortsat flage med Dannebrog.
Det er fjerde gang, Justitsministeriet forlænger tilladelsen til flagning med det ukrainske flag.
Tilladelsen var oprindeligt givet 2. marts. Den skulle gælde til og med 16. marts.
Normalt er det ikke tilladt at bruge andre nationalflag end Dannebrog i Danmark, medmindre man søger om tilladelse hos politiet.
Reglen gælder dog ikke det grønlandske flag, det færøske flag og de nordiske landes flag.
Også FN-flaget og EU-flaget, kan der frit flages med uden tilladelse.
Den ekstraordinære tilladelse er blevet givet for at vise Danmarks sympati med Ukraine, der den 24. februar blev invaderet af Rusland.
Ukraines blå og gule flag blev taget i brug i 1918. Flaget symboliserer en blå himmel over gyldne kornmarker.
/ritzau/