USA’s præsident Donald Trump står over for en rigsretssag. Det svarer til, at der er rejst en tiltale ifølge straffeloven. Tiltalen er ikke ensbetydende med, at den tiltalte er skyldig. Rigsretssagen er kommet i stand, efter at et flertal i Repræsentanternes Hus i Kongressen har vedtaget to anklagepunkter mod Trump.
Det ene punkt går på, at Trump har prøvet at få belastende oplysninger om den amerikanske præsidentkandidat Joe Biden ved at afpresse den ukrainske præsident. Det andet punkt drejer sig om, at Trump i forbindelse med opklaringen af første punkt skulle have instrueret personer i sin administration til ikke at udlevere relevante dokumenter i sagen.
Senest der blev rejst en rigsretssag mod en siddende præsident var 1998, hvor det drejede sig om Bill Clinton. Også daværende præsident Andrew Johnson fik i 1868 en rigsretssag på halsen. Herudover var en truende rigsretssag i høj grad medvirkende til, at Richard Nixon i 1974 trak sig fra præsidentposten. Det er således sjældent, at en siddende præsident tiltales i en rigsretssag. Derimod er diverse højesteretsdommere i 14 tilfælde blevet tiltalt i amerikanske rigsretssager.
Rigsretssagen mod Clinton faldt i Kongressens Senat efter, at Repræsentanternes Hus havde anlagt sagen. Det samme sker efter alt at dømme med hensyn til rigsretssagen mod Trump.
Rigsretssagen mod Trump – kaldet impeachment – har grundlag i den amerikanske forfatnings artikel 1, som ridser magtbeføjelserne op for institutionerne i det amerikanske politiske system. Heri står, at Repræsentanternes Hus rejser sagen, mens Senatet gennemfører den under forsæde af præsidenten for USA’s Højesteret. En dom kan desuden kun fældes, hvis to tredjedele af de tilstedeværende senatorer stemmer for.
En rigsretssag mod en præsident er i USA i høj grad en politisk proces anlagt og gennemført af Kongressen. Alligevel er der også et betydeligt element af jura i sagen. For det første skal tiltalen indeholde iøjnefaldende krænkelser af lovgivning og forfatning. Repræsentanternes Hus har i den forbindelse fået hjælp via en række høringer af eksterne eksperter. For det andet sikrer tilstedeværelsen af højesteretspræsidenten i Senatet som ”overdommer” under domsafsigelsen, at juridiske spilleregler følges. Alligevel følger domsafsigelsen stort set de politiske skillelinjer.
I Danmark er en rigsretssag i højere grad end i USA en retlig proces og en mere afgrænset instans. Der kan alene rejses tiltale mod ministre, og Rigsretten består af indtil 15 højesteretsdommere, men også af et politisk indslag i form af et tilsvarende antal lægdommere valgt af Folketinget. I Danmark har det været kritiseret, at rigsrettens lægdommere er valgt af de politiske partier. Det har betydning, fordi de ligesom i USA har en tendens til at stemme efter partibogen.
Samtidig er det i Danmark ligesom i USA et politisk organ – Folketinget – som rejser tiltalen. Rigsretten i Danmark kan som i USA alene behandle sager, som drejer sig om embedsførelsen. Det fremgår af Grundlovens paragraf 16: ”Ministre kan af kongen eller Folketinget tiltales for deres embedsførelse.” Hvis en minister for eksempel kører for hurtigt i sin bil, skal anklagen rejses ved de almindelige domstole.
Rigsretten har i Danmark behandlet fem sager. Heraf endte de to med dom. Sagerne, hvor de tiltalte blev frikendt, ligger tilbage i 1800-tallet. Første dom gjaldt indenrigsminister Sigurd Berg fra Venstre, som i 1910 fik en bøde på 1000 kroner af Rigsretten for at have forsømt tilsynet med Den Sjællandske Bondestands Sparekasse, som partifællen, tidligere justitsminister P.A. Alberti havde bedraget. Alberti blev også dømt, men det skete ved de almindelige domstole. Den anden dom gjaldt Erik Ninn-Hansen fra De Konservative, som i 1995 fik fire måneders betinget fængsel for ulovligt at have stillet familiesammenføringssager i bero, selvom de tamilske flygtninge fra Sri Lanka ifølge udlændingeloven havde krav på familiesammenføring. Dommen blev gjort betinget på grund af tiltaltes alder.
Rigsretten er et led i kontrollen med den udøvende magt i et demokrati. Præsidenter og ministre formodes selvfølgelig at holde sig til, hvad lovgivning og forfatning foreskriver. Mener den lovgivende magt ikke, at det er tilfældet, foreligger muligheden for en rigsret. Tillid er godt. Men muligheden for hård kontrol er nu heller ikke af vejen.
Peter Nedergaard er professor ved institut for statskundskab ved Københavns Universitet.