Prøv avisen
Politisk analyse

Tillid er godt, men regeringens politik er kontrol

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Statsministerens åbningstale handlede i høj grad om at styrke tilliden i det danske samfund. Men regeringens lovkatalog viser, hvor svært det er i praksis

”Er sandheden ikke, at vi bliver fristet til at lovgive og regulere så meget, at den lokale dømmekraft hos den stolte sosu-assistent og hos den lokale politiker sættes ud af kraft?”, spurgte statsminister Mette Frederiksen (S), da hun i går holdt sin første åbningstale for Folketinget.

Talen var en lang hyldest til det danske tillidssamfund, som imidlertid ifølge statsministeren er truet fra mange sider. I det offentlige kniber det med tilliden til de ansatte, og skandalerne i Skat handler ikke kun om, at nogle svindlere har stjålet af kassen. Det er den fundamentale tillid til systemet, som det vil kræve mange års arbejde at genoprette.

Et sted er tillidskrisen dog større end alle andre, nemlig i udlændingepolitikken.

”Fejlslagen integration har trukket spor i skoler, i boligområder, på arbejdspladser. Og måske allertydeligst i kriminaliteten,” sagde statsministeren.

Det var en selvstændig pointe for hende, at talen ikke skulle præsentere konkrete lovforslag eller udspil til det kommende folketingsår – dem kan man læse i det såkaldte lovkatalog, der blev offentliggjort samtidig. Det indeholder i stikordsform de foreløbig omkring 170 lovforslag, regeringen agter at fremsætte i denne folketingssæson. Flere kommer nok til.

En gennemgang af kataloget viser, at omkring 57 enten er genfremsatte forslag fra den forrige regering, som ikke nåede igennem lovmøllen – eller forslag, der er bundet op på tidligere indgåede, brede forlig. Dertil kommer, at mange forslag udmønter EU-lovgivning eller er rene teknikaliteter.

Det interessante er imidlertid, at lovkataloget også viser, hvor svært det i praksis er at udvise tillid, når der skal lovgives. Både de forslag, regeringen selv fremlægger, gentagelserne fra den forrige regering og EU-lovgivningen viser, at kontrol og lovgivning er så meget nemmere en vej at betræde for politikerne.

Nogle konkrete eksempler: Et forslag fra regeringen handler om, at der skal være enklere og stærkere kontrol med tildelingen af kontanthjælp. Et andet, at kommuner i fremtiden skal kunne tvinge udlejere af gamle ejendomme (over 40 år) til at anmelde udlejningen til kommunen først. For man kan vel ikke have tillid til ordnede forhold med så gamle boliger.

Eller hvad med et forslag om at indføre en bødestraf, hvis en elev sælger sin eksamensløsning videre? Det er jo snyd. Regeringen vil også gøre op med de såkaldte kviklån i en ny lov. Kontrollen med almennyttige donationer skal styrkes, så man kan være sikker på, at den ikke går til terrorfinansiering eller er et led i hvidvask. Gratis plasticposer kræver et nyt forbud, som i øvrigt også følger et EU-direktiv. Og kan man have tillid til, at ejere af gamle, svinende brændeovne af sig selv skrotter dem og køber en mere miljørigtig model? Næppe. Regeringen er i hvert fald klar med lovgivning.

Private virksomheder, der vil opsende større raketter? Ikke tillidvækkende, så i fremtiden bliver det kun lovligt for staten.

Tatovører? Deres virksomhed kræver en ny lov, også så man kan få fat i rockere og lede dem ud af miljøet.

Tager lastbilchaufføren sit ugentlige hvil i sin bil? Glem det, bødesanktionerne for det skal skærpes. Brugere af el-løbehjul i de større byer har allerede bevist, at man ikke kan have tillid til, at de vil stille løbehjulene pænt af vejen, når de har brugt dem. Også her kommer der en lov.

Tillid er muligvis godt, men regeringens politik er mere kontrol og lovgivning, præcis som det var for den foregående. Som allerede fortalen til Jyske Lov i 1241 lod forstå: ”Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov.”

Problemet er, at de færreste vil nøjes med sit eget, og det rejser igen og igen kravet om, at politikerne må gribe ind. Mette Frederiksen kom ganske vist med opfordringen til sig selv og sine kolleger i Folketinget om, at de skulle blive bedre til at ”holde fingrene væk” og lade være med at lovgive efter enkeltsager.

Og appellen blev bredt ud. Kommuner skulle have færre skemaer og strategier. Fagforeninger skulle lade være med bare at kræve håndfaste regler for sine medlemmer. Patientforeninger skulle holde igen med at kræve flere rettigheder, og forældrebestyrelser behøver måske ikke kræve en ny sukkerpolitik oven i økologipolitikken.

Mette Frederiksens projekt med at genskabe tilliden – i det omfang den måtte være udhulet eller truet – bliver dog ikke nem, som hun også selv erkendte i talen. Det politiske spils natur er, at tillid muligvis er godt, men kontrol og lovgivning er under alle omstændigheder sikrere. Og i hvert fald er det i praksis en afgørende del af regeringens egen politik.