Fra omkring middagstid i går kunne Dronningen, folketingspolitikerne og andre tilhørere i den fyldte folketingssal høre landets statsminister udtale ordet ”tillid” ikke færre end 34 gange fra Folketingets talerstol. Det altoverskyggende tema i Mette Frederiksens åbningstema i Folketingssalen i går var netop tillid. En egenskab, som danskerne internationalt set er verdensmestre i.
Statsministeren indledte talen med at tegne et rosenrødt billede af Danmark som landet, hvor du kan stille barnevognen med din sovende baby foran Brugsen, hvor pengekassen står frit fremme ved den ubemandede jordbærbod, og børn cykler til skole. Tilliden er intet mindre end en guldmine for Danmark, slog statsministeren fast. Men så skiftede hun tone. For den beskrivelse passede især på det Danmark, hun husker. ”Billedet er falmet”, ”Jordbærboden har fået videoovervågning” og ”tilliden slår revner”, sagde statsministeren og eksemplificerede med centraliseringen, skandalen i Skat, amerikanske kapitalfondes opkøb af lejeboliger, store direktørbonusser, bankers svigt af deres samfundsansvar og klimakrisen.
Men at tilliden for nyligt skulle have slået revner, er ikke sådan lige at spore, fortæller professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Gert Tinggaard Svendsen, der har skrevet bogen ”Tillid”.
”Tilliden til hinanden i Danmark står godt til. Vi har ekstrem høj social tillid til hinanden. Det er enormt værdifuldt, og vi skal passe på, at vi ikke ødelægger den. Men jeg vil sige, at det stadig er sådan – heldigvis.”
Lektor og sociolog Morten Frederiksen fra Aalborg Universitet er enig, når vi taler om Danmark generelt.
”Billedet af Danmark som et land, hvor tilliden går i en forkert retning, er ikke et korrekt billede,” siger Morten Frederiksen, der stod bag den seneste store danske værdiundersøgelse fra 2017, hvor netop danskernes tillid blev målt.
Men der er dog en vigtig relevant udvikling, der på sin vis giver Mette Frederiksen en pointe.
”Det korrekte billede er, at de, der bliver ramt af globalisering, økonomisk usikkerhed og arbejdsløshed – de har mistet tillid til andre mennesker.”
For danskernes tillid er siden den forrige måling i 2008 blevet polariseret. Den øverste tredjedel af befolkningen med velpolstrerede pengepunge oplever en lille smule øget tillid til andre mennesker, mens tredjedelen af danskerne med de laveste indkomster oplever et fald i tilliden til andre. I øvrigt det første fald, der er blevet sporet blandt en stor befolkningsgruppe, siden den store danske værdiundersøgelse begyndte i 1990.
Som et modsvar til den manglende tillid vil regeringen gennemføre en ”nærhedsreform”, som det blev fremført af statsministeren. En reform, hvor det grundlæggende formål er mindre styring fra staten og mere tillid til velfærdsstatens varme hænder.
Tillidsforsker i offentlig forvaltning og lektor fra Roskilde Universitet, Tina Øllgaard Bentzen, fortæller, at den type reform ikke er nogen nyhed.
”Den debat har kørt i mange år. Næsten alle regeringer siden 1983 har haft afbureaukratisering og øget råderum til velfærdsstatens frontmedarbejdere på programmet.”
Hun fortæller videre, at trods de fine intentioner har ingen regeringer opnået ”prangende succes” med reformerne.
”I Mette Frederiksens tale er der en betoning, så jeg tænker tilbage på ”Tillidsreformen” fra 2012 under Thorning-regeringen. Man kan pænt sige, at resultaterne af den er til at overskue. Men intentionerne er rigtig gode. For det er en legitim problemstilling, at mange offentlige ansatte skal leve op til styring og reglementer i stedet for kerneopgaver. Man skal dog passe på med at tro, at der er en bunke af overflødige regler, der kan skovles væk. Det er ikke så sort-hvidt, for der er ofte en god grund til, at reglerne blev lavet.”
Gert Tinggaard Svendsen nævner også, at Mette Frederiksen har fat i en reel problemstilling, når hun spørger:
”Er det efterhånden mest i skåltalerne, vi hylder det lokale demokrati?”
For ifølge professoren er nærheden til borgerne vigtig i forhold til tilliden. Efter strukturreformen i 2007 er kommunerne blevet større, og det forvaltningsmæssige mellemniveau – amter og regioner – gik fra 13 til 5. Danskerne har de seneste 12 år dermed fået længere til beslutningstagerne.
”I effektivitetens navn har man lavet større enheder. På den måde kommer borgerne længere væk fra beslutningerne, der bliver taget på Christiansborg og i Bruxelles. Hvis færre beslutninger bliver truffet på Christiansborg og i stedet lægges hos kommunerne, vil det styrke tilliden, for her kan man bedre mødes ansigt til ansigt. Det er egentlig et synspunkt, Grundtvig kæmpede for. Vi skulle mødes i forsamlingshuse og finde løsninger sammen. Og det havde han ret i. Det er godt for tilliden.”