Tillykke til majestæten, der fornyede monarkiet

Dronning Margrethe, som torsdag fylder 80 år, kom til verden netop, da Danmark havde mest brug for et lys i mørket. Som dronning har hun formået at være den samlende, nationale faktor, der indgyder befolkningen tillid og får os alle til at lytte, skriver tidligere udenrigsminister Per Stig Møller i dette fødselsdagsportræt

Det er faktisk ganske enestående, at en dronning og hendes prinsgemal har leveret så mange og så vidt forskellige bidrag til dansk kultur. Det har ingen før dem gjort, og det har vist heller ikke andre kongepar i Europa leveret. Dermed er de blevet en enestående og dog integreret del af kulturlivet og hverdagen i landet, skriver Per Stig Møller i essay om Dronningen i anledningen af regentens 80-års fødselsdag.
Det er faktisk ganske enestående, at en dronning og hendes prinsgemal har leveret så mange og så vidt forskellige bidrag til dansk kultur. Det har ingen før dem gjort, og det har vist heller ikke andre kongepar i Europa leveret. Dermed er de blevet en enestående og dog integreret del af kulturlivet og hverdagen i landet, skriver Per Stig Møller i essay om Dronningen i anledningen af regentens 80-års fødselsdag. Foto: Rigmor Mydtskov.

I Anne Wolden-Ræthinges fine interviewbog fra 1996 ”En familie og dens dronning” siger dronning Margrethe den Anden blandt andet: ”Det, som politisk altid har optaget mig, er den udenrigspolitiske verden mere end den daglige partipolitiske, fordi den har jeg papir på, at jeg skal blande mig uden om.”

At udenrigspolitik optog Majestæten, kan jeg som hendes udenrigsminister i 2000’erne bekræfte. Siden kong Frederik den Niende har det nemlig været kutyme, at statsministeren hver onsdag klokken 11 kommer og fortæller Majestæten om den indenrigspolitiske situation, hvorefter udenrigsministeren ankommer klokken 11.15 for at fortælle om den udenrigspolitiske situation. Alt efter situationen og Majestætens dagsprogram kunne samtalerne gå langt ud over tiden.

Dronning Margrethe var meget velbevandret i udenrigspolitikken og havde ofte meget fine og stærke analyser krydret med ganske overraskende karakteristikker, som hun med en stor latter straks slog sig på munden for. Mine samtaler med hende kunne især gå meget langt ud over tiden, når vi kom ind på kulturen, som hun var godt hjemme i og selv har bidraget så meget og så godt til.

Dronningen har en hurtig og rammende replik, som den amerikanske udenrigsminister Colin Powell for eksempel nød godt af, da jeg fulgte ham til Majestæten. Han havde forinden talt for de unge i Henning Larsens nybyggede Frederiksberg Gymnasium, fordi han havde ønsket både at møde ungdommen og dansk arkitektur. Men eftersom han af sikkerhedsgrunde var blevet ført fra parkeringskælderen og op ad bagtrapper til mødelokalet, havde han intet set, beklagede han, hvortil Dronningen hurtigt replicerede: ”Så skal De da næste gang gå ind ad hovedindgangen, for det vil terroristerne ikke drømme om, at De gør!”.

Foto: Rigmor Mydtskov

Dronningens evne til at ramme hovedet på sømmet kender vi alle fra hendes nytårstaler og senest fra opfordringen til os om at opføre os ordentligt under den nu hærgende coronakrise. Ord som ”dumsmarte bemærkninger” og ”det kan man ikke være bekendt” sidder fast ligesom så mange andre af hendes kernesætninger. I disse taler taler hun ikke bare rituelt til os alle, for hun siger også noget alvorligt og præcist til os. Det er en meget stor styrke, men det er også et stort ansvar, for, som hun sagde, så har hun jo papir på, at hun skal blande sig uden om det partipolitiske, når hun formaner os. Hendes taler løfter sig derfor over det politiske og bliver en moralsk påmindelse, der ikke bagefter kan misbruges partipolitisk.

Det partipolitiske brændte kong Christian den Tiende sig på, da han i 1920 udløste Påskekrisen, som kunne have sat parlamentarismen eller monarkiet over styr. Det dilemma undgik landet, og ikke mindst i forbindelse med Genforeningen få måneder efter og under Anden Verdenskrig blev kongen nationens samlingspunkt. Ikke desto mindre spillede kongen og kronprins Frederik nogle afgørende roller ved regeringsændringerne i juli 1940 og november 1942. Derefter holdt de sig tilbage.

Den linje har Dronningen videreført og dermed sikret det monarki, som hun samtidig har moderniseret: ”Og det er jo egentlig noget af det, som en kongefamilie repræsenterer. De fælles rødder (…) Vi skal holde traditionerne, men de skal ikke forbene (…) Det er en del af rødderne. Men der skal være liv i dem (…) Vi personificerer kontinuiteten i landet i tider, hvor meget forandrer sig,” som hun sagde til Wolden-Ræthinge. Netop fordi Dronningen har formået dette, er der fortsat stor opbakning til kongehuset.

Og hun kom til verden, netop da Danmark havde mest brug for et lys i mørket. Præcis ugen efter, at tyske tropper havde besat Danmark, som Kongen og Kronprinsen nok syntes, politikerne skulle have forsvaret noget bedre. Men de sagde det aldrig offentligt. Med sin fødsel blev Margrethe tegnet på, at der var spirende liv i det underkuede land.

Efter at hun havde fået to små søstre, blev de tre små prinsesser Danmarks kæledægger i en sådan grad, at det sikkert var beslutningen om at sende tronfølgeloven til afstemning sammen med det nye grundlovsforslag, som fik den nye grundlov i havn i 1953. Et andet grundlovsforslag havde i 1939 lidt skibbrud, fordi for få afgav deres stemme. Men den lille prinsesse så danskerne meget gerne som deres kommende dronning.

Ved som dronning at formå at være den samlende, nationale faktor oven over det partipolitiske har hun indgydt befolkningen tillid og fået os alle til at lytte, når hun har villet sige noget til os, som tydeligvis kommer fra hendes hjerte. Nok går hendes taler over Statsministeriet, men det er ikke det, der lægger hende de formanende ord i munden, og det former heller ikke hendes bedste og mest personlige sætninger. Her mærker vi mennesket, og her fornemmer vi i ord hendes dybde, som hun ellers folder ud i sin kunst, hvad enten hun leverer den til gavn for den grundlovsfæstede, evangelisk-lutherske kirke, til bøger, i form af malerier til udsmykning eller til balletten, som hun elsker.

Foto: Rigmor Mydtskov

Det er faktisk ganske enestående, at en dronning og hendes prinsgemal har leveret så mange og så vidt forskellige bidrag til dansk kultur. Det har ingen før dem gjort, og det har vist heller ikke andre kongepar i Europa leveret. Dermed er de blevet en enestående og dog integreret del af kulturlivet og hverdagen i landet.

Med sin bredde, sin virketrang på flere felter har Dronningen udnyttet tiden, fordi hun tidligt erkendte, at ”dette job er af en sådan beskaffenhed, at man kan faktisk få noget ud af alting”. Og dét fik hun. Denne indstilling har hun givet videre til sin søn, kronprins Frederik, der med Majestætens udtryk skal tage over som kong Frederik den Tiende, når hun ”falder af pinden”.

Da han i sin tid arbejdede i den danske FN-delegation, sagde han til mig, at han i 18-19-årsalderen ikke anede, hvad han skulle stille op med sin tid, hvorpå hans mor havde sagt til ham: ”Du kan gå og kede dig lige så meget, du vil, men du kan også udnytte tiden til at opleve og gøre alt det, du gerne vil.” Det blev en igangsættende øjenåbner, og alle ved, hvor stærkt, imponerende og godt, han har udnyttet tiden.

Med sin måde at have forvaltet det ellers anakronistiske embede på har dronning Margrethe bevaret monarkiet og været i stand til at levere det videre til en kong Frederik den Tiende, der helt åbenlyst også vil være i stand til at føre det videre på sin egen måde, ligesom Frederik den Niende og dronning Margrethe den Anden gjorde på deres. Selvom vi fortsat har republikanske partier i Folketinget, drømmer ingen af dem om at stille forslag om monarkiets afskaffelse. De ved, det er halsløs og dybt upopulær gerning, og vi monarkister gyser ved tanken om, hvem i alverden vi ville have og se som præsident. Stillede Margrethe eller Frederik da op, ville de feje enhver anden af banen. Det siger alt om deres popularitet og Dronningens gennemslagskraft i den danske befolkning.

”Folkets kærlighed, min styrke,” sagde den grundlovgivende kong Frederik den Syvende, men det gælder i endnu højere grad vores 80-årige majestæt, dronning Margrethe den Anden af Danmark.

Per Stig Møller er tidligere udenrigsminister, miljø-, kirke- og kulturminister (K).