Tim Knudsen er barn af befrielsen: ”Vi undervurderer, hvor mange danskere der i 1930’erne tvivlede på demokratiet”

Befrielsen er også en anledning til at tænke over, hvordan det danske demokrati egentlig trives. Godt, mener professor emeritus Tim Knudsen. Men vi må ikke negligere styreformens skrøbelighed, siger han

”Først efter Anden Verdenskrig fik vi med Alf Ross og Hal Koch den store, danske demokratidebat. Inden da var der ikke ret mange, der skrev teoretisk og principielt om demokratiet i Danmark,” siger Tim Knudsen
”Først efter Anden Verdenskrig fik vi med Alf Ross og Hal Koch den store, danske demokratidebat. Inden da var der ikke ret mange, der skrev teoretisk og principielt om demokratiet i Danmark,” siger Tim Knudsen. Foto: Leif Tuxen.

Der er anledninger nok til at bringe et interview med Tim Knudsen i dag.

Professor emeritussen ses som en af de tunge i dansk demokratiforskning, og de store befrielsesjubilæer er ofte en god løftestang til at kigge indad og spørge, hvordan demokratiet anno nutiden egentlig har det. Dernæst har han fødselsdag i dag. Ikke i sig selv interessant, men interessant, når datoen kombineres med fødeåret: 1945. Tim Knudsens livsforløb er livsforløbet for efterkrigstidens Danmark. Velstand og velfærd. Studenteroprør, EU-medlemskab og globalisering.

Han stammer fra Amager, hvor forældrene boede; moderen fik i ren forskrækkelse over befrielsesfejringen veer den 4. maj om aftenen, og en spontant prajet pølsevogn førte hende over Knippelsbro og ind til en af byens fødeklinikker, hvor han kom til verden i det øjeblik, tyskerne formelt overgav sig til briterne. Efter realeksamen blev han sendt direkte ud på arbejdsmarkedet for at tjene til føden, men fik senere taget studentereksamen på aftenkursus og kæmpet sig ind i den akademiske verden på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

En række bøger om folkestyrets historie er på cv’et. Hvordan mener Tim Knudsen, at Besættelsen og Befrielsen kan bruges til tænke over demokratiets tilstand?

”Det er klart, at Anden Verdenskrig er helt skelsættende i det danske demokratis historie. Vi undervurderer, hvor mange danskere, der i 1930’erne tvivlede på demokratiet, og som bagefter fik travlt med at skjule deres skepsis. Også i samfundseliten var der masser af folk, der var imod demokratiet. En underskov af små naziagtige partier blev dannet i 1930’erne, men kunne heldigvis ikke finde ud af at tale sammen. Læg dertil kommunisterne,” siger han.

”Først efter Anden Verdenskrig fik vi med Alf Ross og Hal Koch den store, danske demokratidebat. Inden da var der ikke ret mange, der skrev teoretisk og principielt om demokratiet i Danmark,” siger Tim Knudsen.

I hvor høj grad tænker du over, at dit eget liv er formet af Befrielsen og de strukturelle samfundsændringer, den medførte?

”Jeg fik muligheder for at uddanne mig, som mine ældre brødre ikke fik. De gik ud af skolen i 1950’erne og skulle være lykkelige for en læreplads til 45 kroner om ugen med arbejde fra klokken 7 til 16 og uden fri om lørdagen.”

”Jeg er begunstiget af, at jeg var yngre end dem. Godt nok skulle jeg arbejde efter realeksamen, men senere tog jeg studentereksamen på aftenkursus. Havde jeg været lidt ældre, havde jeg været nødt til at blive ved det arbejde, jeg var endt i. I stedet kunne jeg læse videre,” siger Tim Knudsen.

”Mere overordnet er tiden efter Besættelsen også snart den længste fredsperiode, vi har haft på det danske territorium. Det skal vi, og især min generation, være taknemmelige for. I min levetid har vi desuden haft en voldsom forbedring af levestandarden, og vi er blevet bedre uddannet. Alt i alt har min generation været meget, meget heldige. Det er vigtigt at nævne, inden jeg begynder at snakke om de ting, der er gået mindre godt.”

Og hvad er det så? Det, der er gået mindre godt? Flere ting, understreger Tim Knudsen. Bekymringer, man i lyset af den 5. maj og 75-året for Befrielsen er nødt til at tænke over, mener han.

”Det kniber stadig med at modernisere de politiske institutioner. Tag bare Grundloven, som både i sprog og indhold er misvisende. Man får indtrykket af, at en konge sidder og styrer det hele.”

”Dertil er partierne ikke længere folkebevægelser. Efter krigen havde Socialdemokratiet og Venstre begge omkring 300.000 medlemmer. Desværre er de i dag små, meget professionaliserede og meget topstyrede. Vi har en på mange måder oplyst befolkning, men folk engagerer sig på andre måder end gennem partierne.”

”Mest af alt er jeg bekymret for retsstaten. En retsstat er ikke nødvendigvis et demokrati – men demokratier er altid retsstater. Vi har en justitsminister (Nick Hækkerup, red.), der mener, at vi bliver mere frie af at blive overvåget. Som fleste andre partier har Socialdemokratiet kun strengere straffe på klaviaturet, og samtidig beder regeringen uden videre Folketinget om lov til at gå ind i folks hjem uden dommerkendelse for at tvangsvaccinere dem mod corona. Heldigvis sagde Folketinget nej på det punkt, men gav efter på en række andre. Især finder jeg det rystende, at Folketinget gav regeringen særlige beføjelser i et helt år. Med coronakrisen kommer en ny overvågningsproblematik, og læren fra den 11. september 2001 er, at den slags ting hænger ved. Det er selve fundamentet for demokratiet, som risikerer at blive undergravet. Der er den danske selvglæde og tilbøjelighed til at sige, at den slags tiltag ikke skader os, farlig.”

”Noget af det, vi lærte af Anden Verdenskrig, er at samarbejde internationalt. Vi har nu lært, at også internationalt sundhedsarbejde bør være bedre. Derfor bekymrer det mig, at der internationalt spores øget nationalisme og selvtilstrækkelighed.”

I den seneste tid har du særligt blandet dig i den offentlige debat med kritik af Martin Rossen, stabschef i Statsministeriet, som du mener har for meget magt uden at være under demokratisk kontrol. Hvorfor?

”Fordi jeg selv var en del af et udvalg, der banede vejen for at vi 1998 fik særlige rådgivere i dansk politik. Dengang var det en fuldstændig utænkelig tanke, at en særlig rådgiver endte med sidde i et regeringsudvalg. Vi har aldrig før haft en mand uden ministeransvar, der sidder i et ministerudvalg. Martin Rossen står ikke til demokratisk ansvar, og det finder jeg helt uantageligt,” siger Tim Knudsen.

Trods hårene i suppen konkluderer Tim Knudsen alligevel, at det danske demokrati overordnet har det godt. Hvad betrygger ham i, at det bliver ved med at gå sådan?

”At vi heldigvis er langt fra at have en flertalsregering bestående af ét parti. Det er jeg meget glad for.”