For Tina og Rasmus løser bedsteforældrene flere problemer i børnenes hverdag

Tina Damsgaard og Rasmus Stobberups børn har stor glæde af, at deres bedsteforældre passer dem. Dog bliver der også taget hensyn til, at bedsteforældrene har deres eget at se til

Tina Flensborg Damsgaard står i midten med sønnen William. Mormor Lene Flensborg Damsgaard sidder på stolen med Lærke. Far Rasmus Stobberup til højre og morfar Esben Damsgaard til venstre.
Tina Flensborg Damsgaard står i midten med sønnen William. Mormor Lene Flensborg Damsgaard sidder på stolen med Lærke. Far Rasmus Stobberup til højre og morfar Esben Damsgaard til venstre. Foto: Tor Birk Trads.

Hvis Tina Damsgaard og Rasmus Stobberups drøm om at blive forældre skulle gå i opfyldelse, måtte arbejdslivet lægges om.

"Da vi begge er optikere i en butik, har vi sene arbejdstider og må også afsted i weekenden. Derfor vidste vi, at det ville blive svært at få hverdagen til at køre rundt, og jeg ville nok være den, som tog nogle års pause som optiker for at få tingene til glide," siger 33-årige Tina Damsgaard, der er gift med Rasmus Stobberup på 34 år.

For parret, der i bor i Fruering ved Skanderborg, var det derfor glædeligt, at deres forældre gerne ville passe og hente børnebørn.

"De var med i den her snak. Vi sagde, at det ville være skønt, hvis de kunne hjælpe til med at hente børnene nogle gange om ugen. Det var selvfølgelig ikke sådan, at vores forældre stod med hele ansvaret, vi ville jo få et barn, og gerne flere, uanset hvad, men det var heldigt, at de gerne ville hjælpe os. Det har jo betydet, at vi begge kan fortsætte i vores erhverv," siger Tina Damsgaard.

I dag har parret datteren Lærke på fire år og sønnen William, der er tre år. Én gang om ugen henter Ramus' forældre børnebørnene, og én gang om ugen, typisk fredag, henter Tinas forældre.

For 57-årige Lene Damsgaard, mor til Tine Damsgaard, er det berigende.

"Min mand, Esben, og jeg ville rigtig gerne være en del af vores børnebørns hverdag, og det er jeg meget taknemmelig for, at vi er. Da vi selv havde små børn, boede vi også tæt på mine forældre, og de hjalp os utroligt meget, og børnene var trygge ved dem. Så det føltes helt naturligt," siger hun.

Lene Damsgaard arbejder som økonomiassistent og for at kunne hente sine børnebørn om fredagen, blev arbejdstiden ændret, så hun kunne gå klokken 14. Somme tider kører hun forbi ægtefællen Esben Damsgaards arbejdsplads, et lager, så de kan følges ad hen til børnehaven.

"Nogle dage har jeg eller vi måske haft brug for bare at komme hjem og slappe af. Men vi oplever, at Lærke og William er rigtig glade, når vi henter dem, så det er det hele værd. Og så lærer vi også pædagogerne at kende og møder de børn, som de leger godt med, så det er fedt," siger hun.

Foto: Tor Birk Trads

Om fredagen er det en del af rutinen, at Esben og Lene Damsgaard forbereder aftensmad, så hele familien kan spise sammen, når deres datter og svigersøn har fri fra arbejde.

Lærke og William tilbringer også cirka hver anden lørdag hjemme hos deres mormor og morfar.

"Det er faktisk ikke, fordi vi laver det helt vilde. Og selvom det skal være en lidt anderledes oplevelse for dem at være hos os, så vil vi jo også bare gerne, at børnene skal være en del af vores helt almindelige liv. Derfor er William og Lærke for eksempel med nede at handle i supermarkedet med os om lørdagen. Ellers bruger vi tid sammen i haven, og nogle gange på en legeplads. Lærke tegner og lægger puslespil, og jeg læser bøgerne om Alfons Åberg, som jeg også læste højt for mine egne børn," siger Lene Damsgaard.

Ikke en pligt

Skal Tina og Rasmus Damsgaard til middagsselskab eller en tur i Ikea, træder deres børns mormor og morfar også gerne til.

"Vi nyder at hjælpe, men det skal ikke være en pligt. Derfor vil jeg heller ikke sige, at vi bare smider, hvad vi har i hænderne for at stå til rådighed," siger Lene Damsgaard og fortsætter:

"Jeg synes, at det er ret vigtigt, at man som bedsteforældre også kan sige fra og ikke altid skal gå på kompromis med sine egne planer. Lærke og William er jo ikke vores børn. Når man er så meget sammen med familien, som vi er, så skal der være respekt for både vores grænser og for de valg, Tina og Rasmus træffer. For eksempel ønskede Tina og Rasmus selv at tage deres børn med i biografen den første gang, de skulle prøve det, og sådan skulle det selvfølgelig være," siger Lene Damsgaard.

Datteren, Tine Damsgaard, er enig med sin mor i, at det er vigtigt, at rollerne mellem bedsteforældre og forældre ikke udviskes.

"Vi har den holdning, at hvis vores børn er meget syge, så tager Rasmus eller jeg sygedagene med dem, også fordi vi kan mærke, at det er omsorgen fra os, de trænger til. Er børnene stadig lidt trætte efter sygdom, så kan både deres farmor og farfar, der er pensionister, og mine forældre godt passe dem. Men at passe meget syge børn er ikke deres ansvar," siger hun.

Tina Damsgaard er taknemmelig for, at hendes forældre og svigerforældre er behjælpelige med det praktiske i hverdagen. Men når hun og manden sender en "pasningsplan" for de kommende uger, tager de altid hensyn.

"Hvis mine forældre skal en uge i sommerhus, eller mine svigerforældre skal på ferie, er det ikke sådan, at de ikke kan tage afsted. Så vi synes, det er super-fedt at de vil hjælpe, men hvis ikke det passer ind i deres planlægning, så er det jo os, den ligger på, og så finder vi ud af det med jobbet," siger hun.

Tina Damsgaard og Rasmus Stobberup har begge haft et tæt forhold til deres egne bedsteforældre, og de glade for, at deres børn kan opleve det samme.

"Det har hele tiden været et stort ønske, at vores forældre og Lærke og William blev en del af hinandens hverdag. Derfor føles det rigtig rart, når børnene spørger, hvornår de igen skal over til mormor og morfar," siger Tina Damsgaard.