Tjernobyl-ofrenes børn arver sygdomme

Følgerne fra atomreaktorkatastrofen i Ukraine i 1986 ses stadigvæk. Børn fødes fortsat i dag med indre og ydre misdannelser, og mange udvikler kræft, viser både undersøgelser og erfaringer

I disse dage er omkring 40 Tjernobyl-børn fra Ukraine på sommerferie på Bornholm med oplevelser, frisk luft og god mad. Her er der lidt til den søde tand inden den daglige halve times bibelundervisning. På tavlen står teksten fra Johannesevangeliet kapitel 3, vers 16. –
I disse dage er omkring 40 Tjernobyl-børn fra Ukraine på sommerferie på Bornholm med oplevelser, frisk luft og god mad. Her er der lidt til den søde tand inden den daglige halve times bibelundervisning. På tavlen står teksten fra Johannesevangeliet kapitel 3, vers 16. –. Foto: Leif Tuxen.

Denne artikel lever ikke op til Kristeligt Dagblads journalistiske standard, og visse af dens oplysninger er forkerte eller omstridte.

De var ikke født endnu, da reaktor nummer fire på atomkraftværket Tjernobyl i det tidligere Sovjetunionen den 26. april 1986 eksploderede og sendte en giftig sky af radioaktive partikler ud over USSR og Europa. Alligevel lider de i dag under følgerne af verdens værste atomkatastrofe. Børnene født efter 1986 og til den dag i dag af beboerne i de værst berørte områder, Hviderusland, Nordukraine, det sydlige Rusland, lider i langt højere grad end normalt af kræft, leukæmi, astma og indre og ydre misdannelser, viser undersøgelser.

Vi ser fortsat nyfødte over hele Ukraine med en bred vifte af fødselsskader. Flest i den nordlige del, hvor katastrofen fandt sted, men mange er flyttet væk fra området, siger Lillian Horodysky, direktør for organisationen Tjernobyls Børns Nødhjælps- og Udviklingsfond i Kiev.

Der er fysiske misdannelser, men de fleste er indre defekter som hjerte- og lungesygdomme, hjerneskader og genetiske forandringer, fortsætter hun.

Samme erfaringer gør en række danske hjælpeorganisationer. Blandt andet den kirkeligt-humanitære organisation Tjernobylforeningen, som hvert år som omtalt i Kristeligt Dagblad i går inviterer syge børn på ferieophold i Danmark.

Lægen, som var med børnene her i Danmark sidste år, fortalte, at problemet vokser. For fem år siden konstaterede man fire kræfttilfælde om måneden, nu har man fire om ugen, og han frygter, at det i løbet af kort tid kan blive fire om dagen, siger Tjernobylforeningens formand, Ruth Andersen, og tilføjer, at en af forklaringerne er, at befolkningen dyrker grøntsager i den forurenede jord og skyller dem med forurenet vand.

Børnene, der fødes i dag, er anden generation af ofre for atomkatastrofen. I Ukraine alene er der mellem 3000 og 8000 syge børn i dag, siger Lilian Horodysky.

Endnu flere børn i Hviderusland er ramte, idet omkring 70 procent af den radioaktive forurening blev ført dertil af vinden. Ifølge den britiske organisation Bro til Hviderusland har hver femte indbygger i landet og næsten alle i den sydlige del tættest på Tjernobyl været ramt af sygdom, der skyldes, at de har været direkte udsatte for radioaktivitet, eller fordi de har spist forgiftet mad.

Mange børn har leukæmi, skjoldbruskkræft og andre kræftformer. Babyer fødes stadigvæk med seriøse misdannelser såsom ingen arme, ingen øjne eller tumorer. Hospitalerne, vi støtter, flyder over med nye rapporter om skjoldbruskkræft, skriver organisationen Tjernobyl-børnenes Livslinje på deres hjemmeside.

Tallene på de berørte hvad enten det handler om børn eller voksne svinger meget, alt efter hvem der har lavet undersøgelsen.

En FN-rapport fra sidste år, der undersøgte de værst ramte områder Hviderusland, Ukraine og Rusland forudser, at mellem 4000-9000 mennesker vil dø af kræft på grund af ulykken. Organisationen Greenpeace der dog tager resten af Europa med i sin undersøgelse mener, at op mod 270.000 vil udvikle kræft og heraf kan 93.000 ventes at dø. Derudover forventer de, at yderligere 100.000 vil dø af andre sygdomme.

Ifølge USAs Nationale Videnskabsakademi vil de fleste kræftformer forårsaget af radioaktive stråler først vise sig efter 10-20 år, hvorfor omfanget af katastrofen først i disse år bliver klar.

Speciallæge i børnesygdomme Ivan Dolynk fra det sydlige Ukraine er i disse dage i Danmark sammen med en gruppe syge ukrainske børn, som er på tre ugers sommerferie på Bornholm. Han peger på erfaringer fra de atombomberamte byer i Japan under Anden Verdenskrig:

Her opdagede man, at konsekvenserne fra strålingen først topper efter 30 år. Derfor frygter vi, at børnenes tilstand bliver værre og værre år efter år, siger Ivan Dolynk.

Om den næste generation vil lide lignende skader er der stor uenighed om i forskerkredse. Ifølge undersøgelser er en del af de sygdomme, vi ser i dag, arvelige. For eksempel har eksperter fundet bevis for, at selv lave radioaktive doser kan forårsage forandringer i menneskets DNA, hvilke kan føres videre til deres børn.

Eksperterne har for eksempel fundet en overraskende høj stigning i DNA-forandringer hos børn født efter 1986-katastrofen. Det er især børn af de mennesker, der efterfølgende gjorde rent efter katastrofen. En israelsk-ukrainsk undersøgelse fra 2001 viser, at børn af de flere end 600.000 rengøringsfolk har en kromo-somfejlrate, der er syv gange højere end deres søskende født før katastrofen.

Nogle eksperter mener, at disse følger af katastrofen vil være overståede efter denne generation, men de fleste mener, at sygdommene bare vil blive ført videre til næste generation, og at det endda vil blive meget værre, siger Lillian Horodysky.

Kritiske organisationer påpeger desuden, at millioner af mennesker fortsat bor i forurenede områder.

Det er mere end 20 år siden ulykken skete, men det er ikke ovre faktisk bliver det værre. Folk lever omgivet af radioaktivitet. De drikker forurenet vand og vasker sig i det. Der er ikke meget mad i Hviderusland, og det, der er, har en høj risiko for at være forurenet, påpeger organisationen Tjernobyl-børnenes Livslinje, der siden 1992 har bragt 44.000 hviderussiske børn til England på en måneds strålefri ferie.

Som omtalt i Kristeligt Dagblad i går har den største udbyder af ferieophold i Danmark til Tjernobyl-børn, ASF-Dansk Folkehjælp, måtte opgive at hente børn til Danmark i år på grund af mangel på både penge og frivillige hjælpere. En række små, private foreninger fortsætter dog med ferieopholdene. Blandt andet Nordjysk Humanitærhjælp, som med sine 80 Tjernobyl-børn i Danmark denne sommer nu er den største hjælpeorganisation på dette felt. Jens Niss, der er næstformand i Nordjysk Humanitærhjælp, bekræfter de engelske erfaringer med, at børnene har behov for ferieophold uden for det forurenede område.

Vi kan se, at børn fra området får flere og flere følgesygdomme, for eksempel store problemer med deres skjoldbruskkirtel. Det er også tydeligt at mærke på dem, at de er meget trætte og har et svækket immunforsvar. Samtidig er det også tydeligt at se, hvordan børnene får en sundere kulør og kvikker op under deres ophold her i landet, siger Jens Niss.

rodgers@kristeligt-dagblad.dk

kiil@kristeligt-dagblad.dk