Prøv avisen

Tobin-skat bredte sig fra venstrefløj til midte

Niels Johannesen. – Privatfoto. Foto: Picasa 3.0

Skat på finansielle transaktioner, også kaldet Tobin-skat, er en brandvarm politisk kartoffel. Forskningsadjunkt Niels Johannesen, Økonomisk Institut, Københavns Universitet, forklarer, hvad den omstridte skat går ud på

Hvad går skatten ud på?

Det er en skat på handel med finansielle instrumenter som aktier og obligationer. Men også de såkaldte derivater, der ikke er egentlige værdipapirer, men private kontrakter mellem to parter, og hvor afkastet er baseret på udviklingen i et underliggende værdipapir. Skatten er meget lille, så hvis man som privatperson køber nogle få aktier en sjælden gang imellem, betyder den i praksis ikke noget. Men hvis man er spekulant og handler hver dag, vil den betyde meget.

Hvem skal betale den?

Det skal alle, der handler med værdipapirer ikke kun bankerne. Den vil også berøre almindelige lønmodtagere gennem pensionsselskaberne, fordi de handler med værdipapirer. Dermed vil afkastet for pensionskunderne formentlig blive en lille smule mindre, hvis skatten bliver indført.

Hvornår blev tanken om skatten født?

Den er opkaldt efter den amerikanske økonom og nobelprisvinder James Tobin, der i 1972 holdt en tale om skatten. Det, som han talte om, er det samme princip som den skat, man taler om i dag, men dengang talte Tobin om skat på handel med valuta og ikke værdipapirer.

Hvordan har debatten om skatten udviklet sig siden talen i 1972?

Det har primært været venstrefløjsbevægelser som Attac, der har advokeret for den. Midten af det politiske spektrum har ikke taget den seriøst indtil for nylig.

Hvad er så begrundelserne for at bringe den i spil nu?

EU-Kommissionen, præsident Sarkozy og kansler Merkel har i fællesskab bragt den frem. En af begrundelserne er at begrænse spekulation, fordi det skaber ustabilitet og bobler. Et andet argument er, at den finansielle sektor er blevet hjulpet så meget under finanskrisen, at man gerne vil have noget tilbage nu.

Er der hold i de begrundelser?

Jeg vil hævde, at ingen af delene er helt rigtigt. EU-Kommissionens vurdering af, hvor meget de kan tjene på skatten, er overdreven. Dette hænger sammen med, at den er nem at omgå. Banker kan flytte deres handel til datterselskaber i lande, som ikke er omfattet af skatten. Desuden er den fremherskende holdning blandt økonomer, at finanskrisen ikke blev udløst af spekulation, men at hovedårsagen var for høj og for kortfristet gæld og for lav egenkapital i bankerne, og det gør denne skat intet ved.

Betyder det, at skatten skal være global for at virke?

Ja, alle store banker har selskaber i lande uden for EU og kan forholdsvis let flytte deres handler derhen i stedet og dermed undgå skatten.

Hvad skal pengene bruges til?

Det er der endnu ikke enighed om. EU-Kommissionen vil gerne have, at en del af indtjeningen fra skatten skal blive en del af EUs fælles budget, andre vil lade de enkelte medlemslande administrere pengene, mens visse NGOer forestiller sig, at indtjeningen skal gå til udviklingslandene. Alt det er nu til forhandling.

Hvem skal opkræve den?

Medlemsstaterne opkræver selv skatten. Som sagt er det et åbent politisk spørgsmål, om en del af provenuet skal indgå direkte i EU-budgettet, eller om det skal gå til de nationale regeringer.

Hvad vil skatten betyde for vækst og beskæftigelse i Danmark?

Den finansielle sektor vil muligvis flytte job ud af EU, hvis ikke skatten bliver global, men det er ikke muligt at sætte tal på. Det kan også blive en lille smule dyrere for virksomheder at rejse kapital, hvilket i så fald kan skabe et lille fald i investeringerne, og det kan koste et mindre antal arbejdspladser i andre industrier.

skytte@k.dk