Prøv avisen

Tonen gør sproget smukt

Toner skaber fællesskab og gennemslagskraft. Ikke kun når man synger og spiller, men også når mennesker taler sammen, mener Otto Carlsen (til højre), der netop er blevet cand.mag. i dansk på et speciale om betydningen af smukt sprog. – Foto: Leif Tuxen.

I et højst utraditionelt akademisk speciale argumenterer Otto Carlsen fra Aalborg Universitet for, at tonesans er lige så vigtig for en talers gennemslagskraft som ordevne

En gyldensmuk efterårsdag i en københavnsk park. Et ægtepar kommer tilfældigt gående forbi. Otto Carlsen tager sin guitar frem, begynder at gå, spille og synge for fuld hals: "Jeg ved en lærkerede ..."

Allerede fra linje to er ægteparret med: "... jeg siger ikke mer", synger de alle tre, mens de går side om side.

Et øjeblik efter får Otto Carlsen en flok tilfældige unge københavnere til lettere undrende at skråle med på Kim Larsens ballade om "Nanna med den røde mund og lange sorte negle".

Hvad der ved første øjekast blot ligner en påtrængende gademusikant er i virkeligheden en lille demonstration af den bærende akademiske påstand i Otto Carlsens speciale til kandidatgraden i dansk fra Aalborg Universitet: At sprogets magt ikke alene ligger i, hvilke ord man vælger, men at såvel skønheden som gennemslagskraften i sproget i omtrent lige så høj grad er et spørgsmål om tone.

Min grundlæggende antagelse er, at sang er kilden til smukt sprog, fordi talens toner stammer fra sangen. Og mit budskab er, at i stedet for at blive frustreret over de engelske ord i vores sprog skal vi synge det danske. Vi skal holde af det danske sprog, som er et af de mest sangbare i verden, og glæde os over, at vi er det folk i verden, der laver flest nye sange, siger Otto Carlsen.

Han bygger sine påstande på en hel række internationale undersøgelser. Herunder et spansk projekt, som viser, at såvel det nyfødte som det ufødte barn er perfekte til at afkode tonerne i forældrenes sprog. Det betyder, at barnet forstår almenbegreberne via tonen, længe inden ordforståelsen kommer til. Otto Carlsen sammenfatter dette til, at der findes et universelt sprog, mødrenenesisk som alene består af toner.

En anden central reference er den amerikanske sprogforsker Albert B. Lord, som for et halvt århundrede siden lavede omfattende studier af fortællende trubadurer på Balkan. Dengang fandtes der en tradition for omrejsende sangere, som optrådte med sange, der ikke var lagt i faste tekstlige rammer, men kunne varieres, forlænges eller forkortes til hver lejlighed. Studiet er dermed et blik tilbage til en svunden tid, hvor traditionen var mundtlig, og forskellige tonale og digteriske teknikker gjorde, at fortælleren kunne huske tusindvis af ord udenad.

Otto Carlsen påpeger, at det var de gamle grækere, der skabte den nedskrevne episke fortælling med Illiaden og Odysseen, men at disse fortællinger ikke var skabt til skrift, med derimod blevet til i den mundtlige tradition, hvor sang og toner spiller en væsentlig rolle:

Hvorfor er disse meget lange, flere tusind år gamle værker så stramt komponerede og moderne i deres udtryk? Fordi fortællerne kunne dem udenad!

Dermed er vi fremme ved en anden af Otto Carlsens pointer: At sprogbrugere grundlæggende skal have evner i to forskellige dimensioner: Ordevne og tonesans. Men den nedskrevne teksts gennembrud har ført til, at tonesansen i teorien er blevet underordnet ordevnen, selvom begge dimensioner fortsat har lige stor betydning.

Den udenadslærte fortælling med plads til improvisationer er gledet i baggrunden. De gamle Balkan-sangere blev i løbet af 1960'erne udkonkurreret af sange med helt fastlagte tekster, og herhjemme var ordets magt dengang for længst overgået til skriften.

Skriftlig kommunikation kan være udmærket, men der er nogle kedelige bivirkninger af alt det skriveri, vi praktiserer. De fleste bliver flove, hvis de hører deres egen stemme på bånd. De synes ikke, sproget lyder flot nok, og de hører en masse sproglige fejl i forhold til de formelle regler. Mit anliggende er at gøre opmærksom på, at det talte sprog kan være meget smukt, og at det ofte er mere nuanceret end det skrevne, forklarer Otto Carlsen.

Som regel plejer videnskabelige afhandlinger om sådanne emner at bestå af én stor tekst og bygge på spørgeskemaundersøgelser eller dybtgående såkaldt kvalitative interview. I sit speciale har Otto Carlsen derimod valgt primært at kommunikere gennem en blog på internetet, og han har gennemført tre forsøg, der er højst usædvanlige i en akademisk sammenhæng.

Det første eksperiment gik ud på at få ordet i en umulig sammenhæng ved hjælp af toner. Konkret gik det ud på, at Otto Carlsen gav sig til at holde tale i den sportshal-store kantine på Aalborg Universitet. Forsøget blev videofilmet og viser, at selvom taleren hverken råber eller bruger stærke, indtrængende ord, lytter folk. Ifølge Otto Carlsen, fordi ordenes toner virker som forstærker.

Det andet eksperiment fandt sted i vinterbaderklubben "Isbjørnen", hvor Otto Carlsen og en kvindelig bekendt læste højt af forfatteren og sprogforskeren Vilhelm Grønbechs gendigtning af sagaen om "Balders død". Oplæsningen blev optaget på bånd, og efterfølgende synes begge oplæsere, at den andens oplæsning lød rigtig, mens deres egen lød mærkelig. Ifølge Otto Carlsen tegn på, at vi er blevet fremmede over for lyden af vores egen stemme.

Til slut arrangerede Otto Carlsen et såkaldt melodi-gang-prixpå den lille limfjordsø Egholm. Forsøget gik ud på, at en gruppe mennesker skulle gå og synge en række sange og derigennem finde ud af, hvilken sang der er bedst at gå til. Vinder blev "Jeg ved en lærkerede", men ifølge Carlsen skyldes det sikkert omgivelserne. Naturlyrik virker godt på Egholm, mens Kim Larsen hører hjemme på stenbroen. Ikke kun ordene, men også tonerne.

At sange skaber fællesskab, og at der er en sang til enhver lejlighed, er ikke ny viden. Det nye er Otto Carlsens påstand om, at mennesker, som i deres tale har styr på sprogets toner, har langt større gennemslagskraft. Og at enhver taler, som forud for sin tale eller sit foredrag går rundt om bygningen og synger en sang eller synger sin tale vil levere en helt anden oplevelse, end hvis ordene blot kom fra papiret.

Hvis man her i kølvandet på et folketingsvalg forsøger at afkræve et par eksempler på politikere, der excellerer i henholdsvis umelodisk og melodisk tale, nævner Otto Carlsen to socialdemokratiske veteraner. For enhver, der kan huske det berømte Ritt Bjerregaard-citat fra 1990'ernes begyndelse: "Det, Svend mener, er...", er det lidt morsomt, at i Otto Carlsens ører er det netop Ritt Bjerregaard, som taber, og Svend Auken, som vinder. Begrundelsen er, at Ritt Bjerregaards bevidst langsomme tale ikke fungerer, fordi hun gør vold på sprogtonen. Derimod oplever han Svend Auken som en politiker, hvis talesprog har stor gennemslagskraft:

Jeg tror ikke, han ville være så fantastisk en taler, hvis ikke han ofte gik i kirke og sang med på salmerne.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk