Topchef i Udenrigsministeriet er rystet over nyt bevis i Tibetsagen

Tidligere embedsmand kan ikke forstå sin egen mail, siger hun. Demonstranter skulle skjules for kinesisk gæst – som ”vi plejer at aftale med Politiet”

Udenrigsministeriet var i 2009 dybt involveret i bestræbelser på at skjule demonstranter for en højtstående kinesisk gæst.

Det afsløres i mails, som Tibetkommissionen først for nylig har fået i hænde fra Udenrigsministeriet.

Materialet er fundet på magnetbånd, som var på vej til at blive smidt ud i en container, oplyste kommissionen i går, da en tidligere centerchef i Udenrigsministeriet, Susan Ulbæk, blev afhørt.

Dengang i 2009 som forberedelse til klimatopmødet COP15 skrev hun direkte til en underordnet kontorchef:

”Fint – men vi plejer at aftale med Politiet, at FG og Tibetanerne står steder, hvor den kinesiske delegation ikke kommer. Det kan enten ske ved, at korteger altid kører en anden vej, eller at demonstrationerne flyttes”.

Med andre ord: Under klimatopmødet skulle den kinesiske delegation med premierminister Wen Jiabao i spidsen ikke se kritikere fra Falun Gong-bevægelsen eller tibetaktivister. Og dette var åbenbart noget, ministeriet plejede at aftale med politiet.

”Jeg blev fuldstændig rystet over det,” sagde Susan Ulbæk, da hun konfronteredes med sine egne ord.

”Det er fuldstændig ude i hampen. Hvorfor skriver jeg overhovedet det,” siger hun.

Kommissionens udspørger, advokat Jakob Lund Poulsen, ville høre, hvorfra hun vidste, hvad man plejede at gøre?

”Det ved jeg ikke. Det må være en forståelse, jeg har fået. Det må være noget, jeg tror.”

”Jeg prøver at forstå, hvorfor jeg har skrevet noget så dumt,” bemærkede den tidligere centerchef på et tidspunkt under afhøringen.

”Det er skrevet hurtigt en tidlig morgen og er ikke gennemtænkt.”

Susan Ulbæk virkede berørt og sukkede flere gange dybt, da hun blev udspurgt.

Hun er nu uafhængig konsulent og har orlov fra Udenrigsministeriet, hvor hun i en årrække har arbejdet.

”Det her strider fuldstændigt imod alt det, jeg tidligere har arbejdet for i relation til Kina,” sagde hun.

På de indre linjer var hun således ifølge sit eget udsagn en embedsmand, der protesterede imod en alt for følgagtig linje over for stormagten.

Tibetkommissionen er i færd med at undersøge politiets håndtering af officielle kinesiske besøg siden 1995. Den skal afklare, om andre myndigheder har påvirket politiets handlinger.

Udenrigsministeriet er i høj grad på kommissionens sigtekorn, har en stribe afhøringer vist.

I 2002 fik direktør Friis Arne Petersen en notits forud for et møde med Kinas ambassadør. Heri er omtalt ”et konstruktivt samarbejde mellem Udenrigsministeriet, politi og den kinesiske ambassade”.

Formålet var at sikre, at ”lovligt anmeldte demonstrationer finder sted, hvor de ikke generer den kinesiske delegation”.

”Det lyder jo forfærdeligt,” sagde Susan Ulbæk, da hun i går blev bedt om at kommentere samarbejdet. Hun kunne ikke forklare det nærmere. Hun huskede det ikke.

Hele 15 gange henvendte kinesiske myndigheder sig i 2002 forud for et besøg af premierminister Zhu Rongji. De handlede alle om det samme – at kritiske demonstranter skulle holdes på afstand.

Susan Ulbæk forklarede, at ingen i Udenrigsministeriet er i tvivl om, at man i Danmark har ret til at demonstrere.

Har du tænkt over, om man også må blive set af den, man retter sit budskab til, lød det fra udspørgeren.

”Jeg tror ikke, jeg har tænkt over det. Men det er jo helt indlysende, at for at en demonstration skal virke, skal den jo ses,” svarede Susan Ulbæk.