Sig ordet ”globalisering”, og de fleste økonomers øjne vil stråle. Fri bevægelighed for varer, arbejdskraft og tjenesteydelser og automatisering på alle niveauer gør os allesammen rigere. Jo færre mure, jo færre grænser, og jo mere samhandel, jo bedre.
Alligevel er der overalt i den vestlige verden opstået en protest mod globaliseringen. Politisk manifesterer den sig blandt andet ved højrepartier, som helt vil stoppe indvandringen. I USA har den enorme import af billige varer fra Kina og nedlæggelsen af amerikanske industrijobs været med til at bringe præsident Donald Trump til magten, og det britiske farvel til EU kan ses i samme lys.
Det giver nu anledning til selvransagelse hos en af landets førende økonomer, tidligere overvismand, professor Hans Jørgen Whitta-Jacobsen fra Økonomisk Institut ved Københavns Universitet. Han er også Senior Fellow i tænketanken Kraka og medforfatter til tænketankens rapport om ”Sammenhængskraften i Danmark”. Den er en del af et større privat, politisk uafhængigt forskningsprojekt, Small Great Nation, om langsigtede udviklingsperspektiver for det danske samfund.
Hovedkonklusionen er, at hovedparten af danskerne ikke oplever at være ofre for en urimelig, økonomisk udvikling, eller at det stigende antal udlændinge gør Danmark til et meget værre sted at bo. Men et mindretal – lige under hver femte dansker – er ”globaliseringsramte”, fordi de inden for 10 år har mistet jobbet på grund af outsourcing, automatisering eller indvandret arbejdskraft. Mange har fået nyt job, men ifølge forskerne har det for nogle taget længere tid end de tre-seks måneder, man normalt vil betragte som uproblematiske.
De resultater får Hans Jørgen Whitta-Jacobsen til at opfordre blandt andre sine kolleger i den økonomiske verden til at tage de negative sider af globaliseringen mere alvorligt.
”Man plejer at sige, at økonomer er uenige om alting undtagen én ting. Det er, at samhandel er godt, og det er også rigtigt,” siger han.
”Der findes dybe resultater i økonomisk videnskab, som dokumenterer, at hvis man åbner for handel mellem lande, er der mulighed for gevinster for alle. Hvis vi for eksempel laver de varer, vi er bedst til og lader Sydøstasien lave de varer, de er bedst til og så bytter med hinanden, bliver der mere til os alle sammen.”
”Der er et potentiale for gevinster til alle, men det er jo ikke det samme, som at alle individer får det bedre i de lande, der handler sammen. For eksempel vil nogle mennesker miste indkomst og beskæftigelse, når produktionen i de virksomheder, de arbejder i, bliver erstattet af varer fra det land, man handler med,” siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.
Han nævner, at mange økonomer så vil sige, at ”ja-ja, men samfundet får gevinster ved øget samhandel, så derfor kan man kompensere de mennesker, der får nogle tab, og desuden er deres tab jo kun midlertidigt, fordi de får job igen andre steder.”
”Men måske skulle vi tage det mere alvorligt. Vi har set på de konkrete konsekvenser af indvandringen, af importkonkurrencen og af automatiseringen i virksomhederne. Der kan vi se, at for nogle mennesker er der forholdsvis langvarige og store, midlertidige omkostninger. Så man taber pænt meget indkomst og pænt meget beskæftigelse i pænt meget tid, når der kommer et såkaldt globaliseringsstød.”
”Globaliseringen tromler frem, og mange mennesker føler sig tilsidesat, og når de så råber op, har der været en tendens til at sige ’Jamen, I har slet ikke forstået gevinsterne ved dette her’.”
Hvad kan økonomerne gøre ved det?
”Der er to ting, man kan gøre,” siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.
” Det ene er at hjælpe folk bedst muligt med at komme videre med de tilpasningsomkostninger, der er ved globaliseringen. Det kan man ved hjælp af et godt, basalt uddannelsessystem og et efter- og videreuddannelsessystem, så folk kan komme videre, når de har mistet deres job. Desuden kan man have et godt, socialt sikkerhedsnet, så der er en erstatningsydelse, når folk mister deres arbejde.”
”Det andet er, at man kunne sige: ’Hvor hurtigt skal globaliseringen køre? Hvor hurtigt skal liberaliseringen af arbejdskraftens frie bevægelighed være?’ Vi må kunne diskutere, hvor hurtigt vi skal afskaffe de gamle toldsatser og handelsbarrierer, når man indgår en ny frihandelsaftale.”
Hvordan hænger det sammen, at beskæftigelsen aldrig har været højere end nu, og at mange samtidig skulle føle sig ramt af globaliseringen?
”Det kan sagtens gå godt i samfundet, samtidig med at nogle individer føler sig i klemme. At nogen oplever det, kan godt være vigtigt, for der er også nogen, der kender dem, der er kommet i klemme, så flere er berørt, end man umiddelbart kunne tro. Det kan for eksempel være familiemedlemmer.”
”En vigtig ting er dog, at vi ikke peger på Danmark som et land, hvor alt dette her går meget dårligt. Sandsynligvis er det håndteret meget bedre i Danmark end i andre lande. Vi har oplevet store omvæltninger, for eksempel da skibsværfterne blev nedlagt i 1970’erne og 1980’erne. Hvert eneste år er der masser af mennesker, som går ud af en virksomhed og ind i en anden, og i Danmark kører det her ret godt og fleksibelt.”
Hans Jørgen Whitta-Jacobsen peger på, at andre lande som for eksempel USA har oplevet langt alvorligere konsekvenser af globaliseringen, og når det går bedre i Danmark, kan det hænge sammen med, at vi netop er opmærksomme på, at der kan være problemer og derfor tager dem op.
”Hvis ikke vi indser problemerne, kan vi heller ikke løse dem. Det værste, vi kunne gøre, var at negligere globaliseringsomkostningerne og sige til folk ’I er bare halvdumme, og I har ikke forstået, hvor godt det er med denne her globalisering.’ Vi skal sige ’vi kan godt forstå, de omkostninger, I bærer, og vi vil hjælpe jer med at håndtere dem’.”
”Det siger vi også, fordi vi er lidt bange for de politiske bevægelser, det ellers sætter i gang. Det er bunden under det hele.”
Noget kunne tyde på, at problemerne med den hurtige globalisering er ved at løse sig helt af sig selv. Nye toldmure skyder op i hele verden, briterne er ved at melde sig ud af EU og så videre, så vi skal nok få hastigheden ned. Er det rigtig godt for de mennesker, som er blevet ramt af globaliseringen indtil nu?
”Nej, det er netop for at undgå den slags. Det er nogle panikreaktioner på præcis de problemer, vi påpeger. De stærke eksempler er Donald Trump i USA og Storbritanniens Brexit. Det, der sker i USA, er i høj grad styret af, at mange mennesker har følt, at deres jobs er blevet erstattet af jobs ude i Asien, og de er rasende over det, og der er ikke blevet gjort noget for at hjælpe dem. Så går de til yderligheder og vælger Trump, og han slår fuld bak. Det synes vi ikke er godt. Det er derfor, vi synes, man skal prøve at håndtere disse problemer tidligere og bedre.”
”I Storbritannien har det meget været motiveret af den fremmede arbejdskraft, der er kommet ind i landet. Det har folk følt sig meget utrygge ved, og vil så bare ud af EU. Så kan det være, vi får en kæmpe opbremsning i økonomien i Storbritannien og resten af Europa. Det er jo en ulyksalig konsekvens, og den var måske ikke kommet, hvis liberaliseringen af personbevægelserne var kommet lidt langsommere, og hvis man havde været bedre til at hjælpe dem, der mistede jobbet på grund af den nye arbejdskraft.”
Hvad betyder de nye toldmure og opbremsningen af globaliseringen for folk i yderområder og folk, der har mistet job eller indkomst?
”Jamen, man kan godt redde nogle industrijobs, som ellers var på vej til at blive nedlagt, hvis man opbygger nye handelsbarrierer, men så har det de omkostninger på længere sigt, at vi alle sammen producerer varerne mindre effektivt, end vi ellers kunne. Vi bliver alle sammen fattigere af det.”
”Det er de to ting, der skal vejes op imod hinanden, og vi vil jo slet ikke træde derhen, hvor vi siger ’Lad os stoppe globaliseringen og rulle den tilbage.’ Vi siger bare, at man måske skulle tilpasse tempoet i globaliseringen, så folk kan få sjælen med.”
Hvordan kan man bremse globaliseringen, hvis man ikke skal gøre det på den destruktive måde at indføre toldmure?
”Jamen, jeg tror slet ikke, man skal bremse den. Men måske skal man spørge, i hvilket tempo skal man afskaffe barriererne for fri handel, når man laver nye, store handelsaftaler. Skal det være her og nu, eller skal det være over ti år?”
For eksempel servicebranchen er meget afhængig af indvandret arbejdskraft. Hvad skal man stille op med indvandringen, når virksomhederne råber på mere arbejdskraft?
”Jeg tror igen, det er et spørgsmål om tempoet. Dybest set tror jeg ikke på den med, at fremmed arbejdskraft skal løse vores konjunkturbetingede problemer med mangel på arbejdskraft,” siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen med den tilføjelse, at der måske godt kan være brug for at importere arbejdskraft på enkelte, højt specialiserede områder.
D en tredje store udfordring er automatiseringen. Skal vi også tilpasse tempoet på det område?
”Det ville være meget svært. Automatisering kommer jo ikke som følge af politiske beslutninger. Handelsliberaliseringer aftaler man mellem regeringer, og tilsvarende er betingelserne for arbejdskraftens frie bevægelighed noget, der kræver aftaler mellem landene. Det med robotisering og automatisering foregår ude i virksomhederne. Man køber en robot, og den erstatter et job, men det ville være svært at gøre noget ved, og det ville jeg heller ikke anbefale.”