Formandsvalget i Grønlands største parti: Topstyring og møgsager har væltet Grønlands tavse leder

Kim Kielsen tabte i weekenden formandsvalget i Grønlands største parti, Siumut. Kielsen fortsætter dog som leder af regeringen. Siumuts ny leder, Erik Jensen, vil tale lidt højere om selvstændighed end sin forgænger, men han vil ikke kræve kolonistatuer flyttet, lyder vurderingen

En lukket ledelsesstil var med til at presse Kim Kielsen af posten som formand for Grønlands største parti. Her er han til pressemøde med statsminister Mette Frederiksen i Grønland sidste år. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
En lukket ledelsesstil var med til at presse Kim Kielsen af posten som formand for Grønlands største parti. Her er han til pressemøde med statsminister Mette Frederiksen i Grønland sidste år. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Længere tids utilfredshed med en topstyret ledelsesstil kostede i weekenden Kim Kielsen posten som formand for Grønlands største parti, Siumut, der ligner Socialdemokratiet i Danmark. Kim Kielsen er fortsat leder af den grønlandske regering, Naalakkersuisut, men det er sandsynligt, at han vil overdrage regeringsansvaret til Siumuts nye førstemand, Erik Jensen, inden den næste samling i parlamentet til foråret.

Sker det, vil Erik Jensen tale lidt højere om selvstændighed end Kim Kielsen, selvom han i store træk vil videreføre den nuværende politik.

Sådan lyder vurderingen fra Rasmus Leander Nielsen, der er adjunkt ved det samfundsvidenskabelige institut på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet i Nuuk. Erik Jensen er 45 år og kommer fra Grønlands næststørste by, Sisimiut (tidligere Holsteinsborg). Han er tidligere grønlandsmester i håndbold og har arbejdet professionelt for Grønlands Håndboldunion. Han har ifølge Rasmus Leander Nielsen været anfører i den ”borgerkrig”, der det seneste år har præget Siumut.

”Erik Jensen har lagt meget vægt på, at han ville være en samlende kraft, der lytter til hele Grønland. Kritikken af Kielsen har gået på hans lukkede ledelsesstil, og han er blevet kaldt Grønlands tavse leder,” siger Rasmus Leander Nielsen, der forklarer, at Kim Kielsen har været involveret i flere møgsager.

Det er blandt andet blevet kritiseret, at Kim Kielsen har brugt for mange penge på en ministerbil, ligesom det var nær ved at føre til mistillidsvotum i det grønlandske parlament i oktober, at han havde været med til at hæve kvoterne for stenbider samtidig med, at han havde lejet sin båd ud til en fisker.

”Erik Jensen vil nok arbejde for, at flere områder bliver hjemtaget fra Danmark. Men det bliver en mild gradbøjning af kravet om øget selvstændighed i forhold til Kim Kielsen. I det store billede vil det ikke betyde en ændring af udenrigspolitikken i forhold til Kina og USA. Når Grønlands økonomi er klar til det, ønsker Siumut at erstatte Grønlands selvstyrelov med en såkaldt fri associeringsaftale med Danmark, men der er ikke sat dato på.” siger Rasmus Leander Nielsen.

Seniorforsker Ulrik Pram Gad fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), vurderer, at valget af den nye Siumut-formand først og fremmest er et fravalg af Kim Kielsen.

”Men det vil ikke nødvendigvis blive nemmere for en ny leder. Hele Siumuts historie har været præget af kampe mellem forskellige grupper. Under formandsvalget i Siumut har Erik Jensen skilt sig ud ved ikke at spille danskerkortet. Det kunne tyde på en pragmatisk politik på sprogområdet,” siger Ulrik Pram Gad.

Han henviser til, at næstformand i Siumut, Vivian Motzfeldt, der også stillede op til formandsvalget, har en række sprogkrav. Hun ønsker, at grønlandsk skal erstatte dansk som administrationssprog, at tilrejsende arbejdstagere skal lære grønlandsk, og at engelsk skal træde i stedet for dansk som andetsprog.

”Hvis Vivian Motzfeldt havde vundet formandsvalget, så havde vi haft en leder, der lægger sig tættere op ad en intellektuel elite fra Nuuk, som ønsker kolonistatuer flyttet,” siger Ulrik Pram Gad.

Han understreger, at Kim Kielsen som den første landsstyreformand har talt om de store sociale problemer, der betyder, at hvert tredje barn i Grønland oplever en barndom præget af omsorgssvigt. Om en kommende regeringsleder vil prioritere det sociale område, har Ulrik Pram Gad ikke noget bud på.

”Kim Kielsen har måske ikke gjort meget på det sociale område, men han har som den første landsstyreformand talt åbent om, at udsatte børn er Grønlands ansvar,” siger Ulrik Pram Gad.