Torturofre får det værre i Danmark

Lang ventetid på behandling har forværret flygtninges traumer, erkender sundhedsministeren. Ifølge regionerne kan en ny behandlingsgaranti ikke overholdes

Lang ventetid på behandling har forværret flygtninges traumer, erkender sundhedsministeren. Ifølge regionerne kan en ny behandlingsgaranti ikke overholdes. -
Lang ventetid på behandling har forværret flygtninges traumer, erkender sundhedsministeren. Ifølge regionerne kan en ny behandlingsgaranti ikke overholdes. -. Foto: stock.xchng.

Trods flere penge og en ny behandlingsgaranti vil traumatiserede flygtninge fortsat skulle vente længe på behandling i Danmark. Regionerne afviser over for Kristeligt Dagblad, at det er muligt at skære drastisk i ventetiden, som i øjeblikket er et til tre år. Det er ellers sundhedsminister Jakob Axel Nielsens (K) klare målsætning at skære ventetiden helt ned til to måneder, da en lang ventetid er direkte skadelig for traumatiserede.

Ventetiden har jeg det dårligt med, uanset om det gælder traumatiserede flygtninge eller andre psykisk syge. En for lang ventetid gør ondt værre, siger han.

Det er "fagligt uforsvarligt", at traumatiserede må undvære behandling i mere end et år, vurderer en af de ansvarlige for behandlingen.

Ventetiden har store konsekvenser for den enkelte. Mens de går og venter, får de det dårligere, og jo dårligere de får det, jo sværere får vi ved at hjælpe dem, siger Tonie Bunch Bertelsen, souschef for Region Nordjyllands behandlingscenter for flygtninge, RCF.

75 millioner kroner fra Folketingets satspulje og en ny landsdækkende garanti skal ifølge sundhedsministeren sikre, at ventetiden fra 2010 presses ned til to måneder. Men med de nuværende ventetider på op til tre år tør ingen regioner love, at de om et år vil leve op til garantien.

Behandlingsgarantien ændrer ikke noget hos os. Det er kun øgede ressourcer, som kan få ventelisten ned, og der er bare ikke givet penge nok til, at ventelisterne kan blive nedbragt, siger Per Vendsborg, dr.med. og vicedirektør i psykiatrien i Region Sjælland.

Traumatiserede flygtninge i Region Midtjylland skal heller ikke sætte næsen op efter en kort ventetid.

Vi skal have ventetiden ned. Men jeg vil ikke love, at ventetiden kun er på to måneder om et år. Det vil være for usikkert og useriøst, siger Anne Jastrup, psykiatridirektør i Region Midtjylland.

På baggrund af voksende ventelister har Region Syddanmark det seneste år forsøgt at finde metoder til bedre og hurtigere behandling. Psykiatridirektør Agnete Philipsen vil heller ikke love at leve op til garantien, men hun vil til gengæld love en mere målrettet visitation og behandling.

Desuden skal der sættes tidsforbrug på hver patient, for de skal ikke være i behandling i årevis, siger hun.

De øvrige regioner fortæller også, at de forsøger at prioritere ressourcerne bedre, og det er Dansk Flygtningehjælp glad for. Men koordinator Mette Blauenfeldt er stadig skeptisk.

Det nytter ikke noget, hvis metoden til at nedbringe ventelisterne er, at man gør det sværere at blive visiteret og sparer på timerne til behandling af patienterne. Det er helt afgørende, at regionerne er parat til at øge behandlingskapaciteten markant, siger hun.

På baggrund af internationale tal om, at 25 til 30 procent af Europas flygtninge er traumatiserede, anslår Dansk Flygtningehjælp, at der lever 30.000 flygtninge i Danmark, som på et tidspunkt i deres liv får brug for behandling.

hall@kristeligt-dagblad.dk

Danmark side 3