Træet, der græder søde tårer

Netop nu er det højsæson for ahornsirup, som kun kan tappes fra træerne i en god måneds tid mellem marts og april

Fra begyndelsen af marts til slutningen af april glimter alumimumsspandene i solen mellem de slanke ahorntræer. Det er "sukkertiden", som man kalder høstsæsonen i Quebec. -
Fra begyndelsen af marts til slutningen af april glimter alumimumsspandene i solen mellem de slanke ahorntræer. Det er "sukkertiden", som man kalder høstsæsonen i Quebec. -. Foto: Birthe B. Pedersen.

Det er frostklart om natten i Québec, den fransktalende del af Canada, som er verdens største producent af ahornsirup. Frostklart med fire minusgrader om natten og - efter canadisk målestok - helt forårsagtigt om dagen med fire varmegrader. Lige præcis de temperatursvingninger, der skal til for at man kan tappe saften fra ahorntræerne, når den stiger om dagen, men om natten skynder sig ned igen for at hytte sig for kulden. Med andre ord: sæsonen for ahornsirup er gået ind.

Fra begyndelsen af marts til slutningen af april glimter alumimumsspandene i solen mellem de slanke ahorntræer. Det er "sukkertiden", som man kalder høstsæsonen i Quebec. En lille aluminiumtud bores ind i træet, og derfra drypper "ahorn-vandet", som saften kaldes, dråbevis ned i spanden. Et enkelt træ kan levere helt op til 35 liter væske om dagen, men så skal træet også være 150 år gammelt. Et ungt træ på 45 år kan give fem liter saft om dagen.

Nogle fortæller, at det var rødegernet, der ledte dem på sporet af "træet der græder søde tårer", som det hedder med et lokalt udtryk. Andre fortæller, at en indianer-høvding, der havde plantet sin tomahawk i en træstamme, til sin store overraskelse så vandet løbe, da han rykkede den fri.

Ahornvandet indeholder tre procent sukker. Sirupen opstår ved, at saften varmes op til kogepunktet i otte timer, til væden fordamper. Hele 40 liter saft skal der til for at få én enkelt liter tykflydende, rødbrun sirup.

Ahornsirupen er uundværligt tilbehør til pandekager over hele Nordamerika. Det er Canada, der producerer det meste af den ahornsirup, der sættes til livs i verden, og heraf tegner Quebec-provinsen sig for 90 procent. Det blev sidste år til næsten 30 millioner kilo ahornsirup, hvoraf det meste indsamles på traditionel vis, med bliktuden der leder saften ned i en spand. Kun de største producenter med titusinder af træer har installeret et rørsystem med en pumpe, der automatisk leder saften ned i kogekarrene.

Men den søde sukkertid er også højsæson for de folkelige restauranter i tilknytning til ahornskovene.

Dany Néron har 1.000 ahorntræer og en "Cabane à sucre", en sukkerhytte som restauranterne kaldes, lige uden for byen Trois-Rivières midt imellem Montreal og provinsens administrative hovedstad, Québec.

- Hver weekend er her fuldt hus, beretter han.

Gæsterne kommer langvejs fra for at sætte sig ved de lange borde med de rødternede duge og danse til gamle harmonikaschlagere, mens de frådser i sukkerhytternes specialitet: skinke kogt med ahornsirup. Som skylles ned med whisky aromatiseret med ahornsirup.

Sirupskanden står til fri afbenyttelse til dem, der ikke finder skinken sød nok.

- Vi troede, at traditionen med at spise i sukkerhytterne og høre på gammeldags musik var ved at dø ud, fortæller Dany.

- Men nu vender de unge tilbage. Det er de unge på 18-20 år, som holder traditionen i live.

pedersen@kristeligt-dagblad.dk

Fra begyndelsen af marts til slutningen af april glimter alumimumsspandene i solen mellem de slanke ahorntræer. Det er "sukkertiden", som man kalder høstsæsonen i Quebec. --
Fra begyndelsen af marts til slutningen af april glimter alumimumsspandene i solen mellem de slanke ahorntræer. Det er "sukkertiden", som man kalder høstsæsonen i Quebec. -- Foto: Birthe B. Pedersen.