Trænermyten holder ikke i politik

Lederskifte har sjældent hjulpet partier på kort sigt. De Konservative har imidlertid ingen andre bud på at stoppe nedturen end at skifte Lene Espersen ud, som man udskifter en fodboldtræner

Kan man skifte en formand ud, som man skifter en fodboldtræner?
Kan man skifte en formand ud, som man skifter en fodboldtræner?. Foto: Johan Gadegaard.

"Dronningeofret" er i gang hos De Konservative, og Lene Espersens fald kunne være taget ud af en af de senere års film og tv-serier om dansk politik.

En vælgerforening i Helsingør krævede i går, at hun skiftes ud, og den fik snart følgeskab af flere andre lokale partifolk.

Samtidig kunne man høre økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) sige, at "i den nuværende situation er Lene Espersen den bedste til at lede partiet, her og nu."

Den formulering kunne tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) lige så godt have brugt forud for de socialdemokratiske formandsopgør i 1992 og 2002.

Men at formandsopgør og fløjkrige koster, ved De Konservative bedre end nogen. Borgerkrigen førte i 1998 og 1999 til en række udskiftninger på formandsposten, inden Bendt Bendtsen tog over med det ene mål at genskabe roen og aldrig komme ud i samme situation igen.

Ikke desto mindre er rænkespillet i gang, fordi meningsmålingerne er så katastrofale, og et valg er umiddelbart forestående.

Den interne analyse har tidligere været, at man ville lade Lene Espersen "gå planken ud" for derefter at vælge en ny leder efter valget.

Den plan er angiveligt nu opgivet, fordi der ikke længere synes at være noget at tabe ved et hurtigt lederskifte.

Derfor forventes det på Christiansborg, at justitsminister Lars Barfoed (K) snart overtager det konservative ror. Lene Espersen kan få lov at fortsætte som udenrigsminister, hvis hun selv vil, og som partiformand frem til landsrådet (landsmødet) i efteråret. Det skal gerne ske så udramatisk som muligt.

Men hvordan kan det være, at De Konservatives krise ene og alene bliver gjort til Lene Espersens ansvar?

Det skyldes, at det er hende, der i alt væsentligt har tegnet partiet udadtil. Det har hun ikke gjort godt nok, mener man, når partiet går så voldsomt tilbage, selvom en af de store mærkesager – afskaffelse af efterlønnen – pludselig er regeringens politik,

Det betragtes som den sidste og fatale fejl, at Lene Espersen overlod hele efterlønsscenen til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og lovede at holde lav profil i de første dage efter nytårstalen.

En Bendt Bendtsen ville have insisteret på at holde et fælles pressemøde med statsministeren senest dagen efter, hedder det.

Lene Espersen føler sig til gengæld totalt ladt i stikken af Lars Barfoed og Brian Mikkelsen, og den eneste trofaste støtte har været politisk ordfører Henriette Kjær.

Den konservative krise er gjort til et personspørgsmål, og situationen sammenlignes med et fodboldhold, der klarer sig elendigt på banen. Et hurtigt kig i historiebøgerne ville dog afsløre, at det er særdeles svært at finde eksempler på, at politiske trænerudskiftninger virker. I hvert fald på kort sigt.

Socialdemokraterne fik nok magten efter Poul Nyrup Rasmussens "kup" mod Svend Auken i 1992, men det skyldtes politiske forhold på Christiansborg. Ved valget i 1994 mistede Socialdemokraterne syv mandater. Nye formandsskift i 2002 og 2004 gav heller ikke umiddelbart fremgang.

Tilsvarende gik der flere år, før Poul Schlüter som ny konservativ leder fik vendt skuden efter fløjkrigen i 1970'erne.

Hvorfor vælger partiet så tilsyneladende alligevel at skifte ledelse få uger eller måneder før valget? Fordi der med fire-fem procents opbakning ikke er mere at tabe.

Taber Lars Barfoed alligevel, vil han forholdsvis smertefrit kunne tørre det af på sin forgænger.

Nu synes spørgsmålet alene at være, om man kan begrænse blodsudgydelsen og undgå en ny fløjkrig.

hoffmann@k.dk