På lørdag møder danskerne det australske landshold i verdensmesterskabet i håndbold for kvinder. Oprindeligt var det planen, at danskerne skulle møde den australske spiller Hannah Mouncey på banen, der med sine 188 centimeters højde og en vægt på den tunge side af 100 kilo er en kvinde af ganske robust statur. I fredags blev hun dog fravalgt på det kvindelige landshold, men tidligere har hun spillet hele 22 landskampe. Det var dengang, Hannahs navn var Callum. Dengang, hun var en han. Og dengang, hun spillede på herrelandsholdet. I 2015 påbegyndte Hannah Mouncey den kønsskifteoperation og hormonbehandling, der i 2016 officielt gjorde hende til kvinde. Et kønsskifte, der ikke fik hende til at lægge håndbolden på hylden, men i stedet at gå efter drømmen om en plads på landsholdet for det modsatte køn. Men er det fair, at kvinder, der har været mænd det meste af livet, kan få lov at konkurrere på lige fod med biologiske kvinder? Ikke hvis man spørger Verner Møller, der er idrætsprofessor på institut for folkesundhed ved Aarhus Universitet.
”Sporten er i sit væsen diskriminerende og intolerant over for svaghed. Netop derfor har man lavet særlige beskyttede kategorier for kvinder i ligestillingens navn for at sikre fair vilkår. Og dér har man så problemet, når en person, der er vokset til som mand hele livet, pludselig skal have lov til at konkurrere på lige fod med den kvindelige fysik. Ved at acceptere transkvinder i sporten er man med til at diskriminere de biologiske kvinder,” siger han.
Dilemmaet, om hvor grænsen skal gå for transkvinders deltagelse i kvindeidræt, blev tidligere i år meget konkret, da den newzealandske vægtløfter Laurel Hubbard snuppede førstepladsen for øjnene af sine kvindelige konkurrenter ved Stillehavsmesterskaberne, Pacific Games.
Den Olympiske Komité, IOC, fastsatte i 2016 regler for, at transkønnede ikke behøver at få foretaget en kønsskifteoperation for at deltage i OL. Til gengæld fastsatte Det Internationale Atletikforbund, IAAF, tidligere i år en grænse for, hvor højt et testestoronniveau der er tilladt i kvindelige sportskategorier. Har man et niveau højere end dette, skal man derfor indtage medicin for at dæmpe testestoronniveauet for at blive godkendt. En medicinering, der er blevet kaldt ”omvendt doping”.
Men Verner Møller mener ikke, at niveauet af testosteron i kroppen er ideelt til at bestemme, hvorvidt en tidligere mand må deltage i kvindesport.
For ét er, at der findes et stort etisk problem i, at man stiller medicinering som krav. Et andet er, at testosteronbehandlingen slet ikke er tilstrækkelig, forklarer han.
”Hvis man får reduceret sit testestoron, så er det rigtigt, at kroppen langsomt bliver svagere. Men man kommer aldrig på niveau med en biologisk kvinde, og højden forbliver også den samme. Det giver den transkønnede en naturlig fordel. Det er et angreb på kvindeidræt som beskyttet kategori, og det er langtfra fair. Man risikerer også hypotetisk set, at totalitære regimer kommer til at opfordre mandlige idrætsudøvere til at skifte køn for at vinde. Der er tidligere set eksempler på, hvordan man bevidst har håndplukket efter fysiologi og sågar har manipuleret deres fysik med medicin.”
I Danmarks Idrætsforbund har man endnu ikke fastsat klare retningslinjer for, hvordan man forholder sig til problemstillingen. Formand Niels Nygaard fortæller, at der er tale om et stort etisk dilemma, som idrætsforbundet tidligere i år har bedt en arbejdsgruppe tage stilling til.
”Det begynder at haste mere og mere med at forholde sig til de sådanne problemstillinger, men indtil videre holder vi os til at respektere de internationale fastsatte regler. Vi mener, at idræt skal være for alle, uanset orientering, men vi er dog også fuldstændig enige i, at det ikke er retfærdigt over for kvinderne, hvis der pludselig er en person med mandlig fysik på det konkurrende hold. Det er derfor, der sættes krav til medicinering,” siger han.
Men er der ikke netop et stort etisk problem i, at der i sportens verden sættes krav til medicinering?
”Jo, det er et kæmpe etisk problem. Men det skal ses over for alternativet. På den ene side vil man gerne give de transkønnede adgang, men på den anden side vil man også sikre fairplay. Derfor er der ingen vej uden om et sådant særligt regelsæt.”