Prøv avisen

Transportminister vil bygge flere veje

Så snart der bliver rum i statsfinanserne, skal der bygges flere veje, mener transportminister Ole Birk Olesen (LA). Foto: Scanpix/Mads Claus Rasmussen/arkiv

Biltrafikken er vokset med mere end en femtedel siden årtusindskiftet. Transportminister Ole Birk Olesen vil bygge flere veje for at løse trængselsproblemerne.

Asfaltmaskinerne får travlt efter 2020, hvis det står til transportminister Ole Birk Olesen (LA).

Landets infrastruktur kan nemlig slet ikke håndtere de mange biler, der ruller ud på vejene i disse år, og derfor vil ministeren bygge endnu flere veje, siger han.

- Lige så snart der bliver rum i statsfinanserne, og det bliver der efter 2020, så skal vi, hvis flertallet vil, bygge flere veje.

- Vi skal have nogle bredere veje, og så skal vi have nogle flere motorveje, hvor der er plads til flere biler, så trafikken kan afvikles hurtigere, siger Ole Birk Olesen.

Meldingen fra ministeren kommer, efter at nye tal fra Vejdirektoratet har vist, at trafikken på vejene er steget med 21 procent fra 2000 til 2016.

Alene i årene 2013 til 2016 er trafikken steget næsten tre gange så hurtigt som i de forudgående år, skriver fagbladet Ingeniøren.

Og på motorvejene er trafikken siden 2010 steget med 31 procent.

Hos Dansk Industri (DI) deler branchedirektør Michael Svane ønsket om flere veje.

- Vi har brug for flere veje, fordi vejene er ramt af trængsel og flaskehalse. Det er dyrt for samfundet, virksomhederne og borgerne, siger han.

Konkret kunne man ifølge DI blandt andet satse på en udvidelse af E45 fra Randers og ned til Trekantområdet, en tredje Limfjordsforbindelse og en havnetunnel i København.

I et svar til Folketinget henviste ministeren tidligere på måneden til tal fra Danmarks Statistik, der viser, at 91 procent af persontransporten i Danmark foregår på vejene, mens knap 8 procent foregår i tog. Resten foregår i skib og i fly.

Fordelingen mellem vej- og togtransport har ikke ændret sig betydeligt siden 2000, hvor vejene også stod for 91 procent af transporten, mens jernbanen stod for 7,5 procent.

Til gengæld skriver Jyllands-Posten tirsdag, at bilernes andel af transporten er steget siden 2009, mens DSB sidste år mistede 2 procent af sine kunder.

Ole Birk Olesen understreger da også, at andre transportformer skal gøres attraktive, så de kan aflaste vejene. Det gælder især jernbanen.

Ministeren mener dog, at der allerede bliver gjort meget for at lokke flere ombord på togene.

- Vi er bare udfordret af, at det er ting, der tager lang tid. Det tager for eksempel lang tid at få elektrificeret skinnerne, og det tager lang tid at få en nyt signalsystem.

- Og det tager også forholdsvis lang tid, før der kommer de nye eltog, der vil sikre en bedre oplevelse af at køre i tog og en større driftsstabilitet og dermed færre forsinkelser, siger han.

Transportministeren påpeger, at der i øjeblikket investeres 119 milliarder kroner i jernbanen, mens der til sammenligning bliver investeret 39 milliarder kroner i vejnettet.

- Så selv om 91 procent af al persontransport foregår på vejene, bruger vi tre gange så mange penge på jernbanen, som vi gør på vejene.

- Det håber jeg, at et flertal i Folketinget vil være med til at lave om på efter 2020, siger ministeren.

Og der skal ske noget snart, mener Michael Svane fra Dansk Industri.

- Vi har brug for en masterplan, én forligskreds samt et løft i investeringerne. Der er brug for mere end ord – der skal handling til.

/ritzau/