Prøv avisen

Trapper og smalle døre afskærer kørestolsbrugere fra frit lægevalg

Peder Stausholm er født med cerebral parese (spastisk lammelse). Han har svært ved at komme til lægen, fordi dørene i klinikken ikke er brede nok til hans elektriske kørestol. Han har forsøgt at skifte til en læge med handicapvenlig adgang, men lægerne i nærheden af hans bopæl har alle lukket for tilgang. – Privatfoto.

Hver anden lægepraksis i Danmarks største byer har ikke handicapvenlig adgang, viser en ny opgørelse fra Ulykkespatientforeningen. Foreningens formand mener, at det går alt for langsomt med at få indrettet lægehuse, hvor kørestolsbrugere og andre bevægelseshæmmede har adgang

Den 60-årige kørestolsbruger Peder Stausholm forsøger så vidt muligt at ringe til sin læge for at undgå besøg i konsultationen. Dørene hos hans praktiserende læge i København er nemlig så smalle, at Peder Stauholms elektriske kørestol skraber mod dørkarmen, så malingen skaller af.

”Det er ubehageligt, at jeg skal ødelægge dørkarmen, når jeg går til læge. Jeg skal også selv have en lift med, hvis jeg for eksempel skal løftes op på et leje. Jeg har forsøgt at skifte læge, men har fået det svar, at det ikke er muligt, fordi der er lukket for tilgang blandt de fleste læger i Københavns Kommune. Jeg forsøger derfor så vidt muligt at klare lægekonsultationer over telefonen,” siger Peder Stausholm, som fortæller, at den pågældende klinik har elevator.

Peder Stausholm er født med cerebral parese (spastisk lammelse), og han er ikke den eneste kørestolsbruger, der har svært ved at komme til lægen. En ny opgørelse fra Ulykkespatientforeningen viser, at 28 procent af samtlige danske lægepraksisser er uden handicapvenlig adgang. Størst er problemet i Københavns og Frederiksberg Kommuner, hvor 61 procent af de praktiserende lægers praksisser er uden handicapvenlig adgang. I hele Region Hovedstaden har kun knap hver anden praksis handicapvenlig adgang, mens det gælder for omkring 45 procent af de praktiserende læger i Aarhus og Aalborg.

Konsekvensen er ifølge formanden for Ulykkespatientforeningen Janus Tarp, at en stor gruppe mennesker med fysiske handicap bliver begrænset i deres valg af læge.

”Tilgængeligheden bør blive bedre. Vi er kede af, at der ikke er sket nogen særlig udvikling på det her område de sidste 10 år,” siger Janus Tarp.

Formanden for Danske Handicaporganisationer (DH), Thorkild Olesen, peger på, at problemet ikke kun er adgangen til praktiserende læger. En undersøgelse fra DH, der omfatter blandt andet psykologer, tandlæger, fysioterapeuter og speciallæger viser, at 4 ud af 10 ikke har handicapvenlig adgang. Han henviser til, at lokalformand for Danske Handicaporganisationer i Sønderborg Bente Rey, som er lam fra halsen og ned efter en rygmarvsskade i forbindelse med et trafikuheld, i dag skal fra Sydals til Tønder for at finde den nærmeste ørelæge, hvor hendes mekaniske kørestol kan komme ind ad døren. En tur på omkring 70 kilometer.

”Vores anbefaling er, at man skærper opmærksomheden på problemet i overenskomstforhandlinger mellem læger og regionen, og at regionerne stiller krav til nye læger om at etablere sig i handicapvenlige lokaler. Desuden bør der oprettes en særlig pulje, som lægerne kan søge for at gøre deres praksis mere tilgængelig,” siger Thorkild Olesen.

Næstformand i De Praktiserende Lægers Organisation Mireille Lacroix, der er med i en lægepraksis i Stenstrup nær Svendborg, fremhæver, at problemet især er stort i de store byer med mange ældre bygninger. Til gengæld skal alle nyopførte lægepraksisser ifølge de praktiserende lægers overenskomst have adgang for kørestolsbrugere.

”Når man ser på det historisk, ser antallet af lægepraksisser med handicapvenlig adgang fornuftigt ud på landsplan. Men det er lidt trist, at der ikke er flere handicapvenlige lægepraksisser i Københavns og Frederiksberg Kommuner med en ældre bygningsmasse. Her drejer det sig ikke kun om at opføre en elevator. Der skal også være plads til et handicapvenligt toilet,” siger Mireille Lacroix. Hun henviser til, at den forrige regering sidste år afsatte 200 millioner kroner til at opføre læge- og sundhedshuse.

”Men pengene kan kun søges af lægerne i samarbejde med kommunen. Derfor ligger bolden i høj grad hos kommunerne,” siger Mireille Lacroix.

Qasam Nazir Ahmad fra partiet Alternativet er formand for Udvalget for Forebyggelse og Sammenhæng i Region Hovedstaden. Han mener heller ikke, det er godt nok, at kørestolsbrugere er afskåret fra knap halvdelen af regionens praktiserende læger. Derfor tilbyder regionen lægeklinikkerne et særligt tjek som led i kampagnen God Adgang.

”Rigtig mange læger gør brug af forslagene fra God Adgang. Men vi er også i et dilemma, fordi Region Hovedstaden mangler praktiserende læger. Når vi bliver kontaktet af en læge, der ønsker en ny praksis i eksisterende lægelokaler uden handicapvenlig adgang, skal vi så bede vedkommende om at finde andre lokaler, velvidende at flere tusinde patienter kan risikere at komme til at stå uden læge? Eller skal vi aftale, at lægen for eksempel må tage på sygebesøg hos kørestolsbrugere? Vores første prioritet er, at flest muligt patienter har en læge,” siger Qasam Nazir Ahmad.

SF’s handicappolitiske ordfører Charlotte Broman Mølbæk mener, at det giver en stor ulighed i sundhed, når halvdelen af de praktiserende læger i de store byer ikke har adgang for kørestolsbrugere. Ved finanslovsforhandlingerne i efteråret foreslog SF, at der blev afsat en pulje på 100 millioner kroner til at forbedre adgangsforholdene for mennesker med handicap i både lægepraksis og en række andre bygninger. Forslaget kom dog ikke igennem, men Charlotte Broman Mølbæk understreger, at partiet fortsat vil arbejde for den særlige pulje.

”Vi har stor forståelse for, at der i nogle af de store byer er lægepraksis i ældre bygninger, som det kan være dyrt og kompliceret at gøre handicapvenlige. Derfor er det et statsligt ansvar. Det kan ikke nytte, at nogle patienter må køre rigtig mange kilometer for at komme til lægen. I et rigt samfund som det danske skal vi kunne levere på, at alle mennesker har lige adgang til lægehuse, men også til offentlig transport og bygninger generelt. Det duer ikke, at samfundet stiller sig i vejen for, at mennesker med handicap kan leve et aktivt liv,” siger Charlotte Broman Mølbæk.