Tre aktører om ny kommission: Positivt, at der nu ses på hele sundhedsvæsenet

SVM-regeringen præsenterede tirsdag sit oplæg til en kommission, der skal sikre fremtidens sundhedsvæsen. Oplægget møder umiddelbar opbakning fra tre centrale aktører i sundhedsvæsenet

Morten Freil, Grete Christensen og Jes Søgaard er i udgangspunktet positivt indstillede over for regeringens oplæg til en ny sundhedsstrukturkommission.
Morten Freil, Grete Christensen og Jes Søgaard er i udgangspunktet positivt indstillede over for regeringens oplæg til en ny sundhedsstrukturkommission. Foto: Michael Bager/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix, Danske Patienter og Dansk Sygeplejeråd.

Personalemangel er største problem 

Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet

Hvor ser du de største udfordringer i sundhedsvæsenet?

Den største aktuelle udfordring er manglen på personale, og det problem vil bestå en hel del år. Befolkningen bliver ældre og ældre, og det vil betyde øget efterspørgsel efter sundhedsydelser og pleje. Vi har et arbejdsudbud, der de næste par år er nogenlunde konstant, men derefter vil falde.  Der er mangel på social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og visse speciallæger. Den aktuelle kræftskandale i Aarhus skyldes ledelsessvigt, men har også rod i mangel på sygeplejersker. 

Tror du, at en kommission kan rette op på udfordringerne. Det skorter jo ikke på rapporter om problemerne?

Regeringen har valgt nogle kloge folk til kommissionen med erfaringer fra praksis. Det væsentlige for kommissionen bliver at finde en model for samarbejdet mellem sundhedsvæsenet, der arbejder efter faste standarder, og kommuner, der drives efter lokale forhold, samt de praktiserende læger.  Jeg er fortrøstningsfuld i forhold til, at kommissionen kan komme med løsningsforslag, og så er det måske meget godt, at politikerne får et års tænkepause og i stedet løser sundhedsvæsenets akutte problemer.

Hvor ser du en positiv udvikling i sundhedsvæsenet? 

Der sker rigtig mange gode tiltag som behandling i patientens eget hjem og ny teknologi til det. Men man kunne godt ønske, at regionerne kunne lære mere af hinanden.

Vi skal væk fra lappeløsninger 

Morten Freil, direktør for Danske Patienter, patientforeningernes paraplyorganisation

Hvor ser du de største udfordringer i sundhedsvæsenet?

Det største problem er, at patientforløb ikke hænger sammen mellem hospital, praktiserende læge og kommunale sundhedsindsatser som genoptræning. Vi har fået mange flere ældre og flere kronisk syge, der har brug for indsatser på tværs af kommune, hospital og praktiserende læge.  Sundhedsvæsenet har simpelthen ikke fulgt med. Derfor kommer den ældre, multisyge patient i klemme.

Tror du, at en kommission kan rette op på det. Det skorter jo ikke på rapporter om problemerne?

Der har været mange lappeløsninger gennem tiden, men det kan være med til at skabe reelle forandringer, at vi får kigget bredt på problemerne. Med kommissionen er der et potentiale, som ikke har eksisteret før, og vi har en flertalsregering, som kan føre anbefalinger ud i livet. Det er efter vores opfattelse nyt med en kommission, som kan vende alle sten. 

Hvor ser du en positiv udvikling i sundhedsvæsenet?

Patienter bliver inddraget i behandling på en helt anden måde end før. Der er for eksempel  gigtpatienter, som er indstillet til operation i knæ og hofte,  der i stedet får tilbudt intensiv træning. Efter træning får de valget mellem at blive opereret eller fortsætte træning. Vi ved fra forsøg, at to tredjedele af patienterne vælger at fortsætte træning i stedet for operation. Flere får også behandling i hjemmet.

Vi skal sætte lys på plejen og omsorgen

Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd

Hvor ser du de største udfordringer i sundhedsvæsenet?

Den største udfordring er, at vi ikke har de nødvendige kompetencer i form af tilstrækkeligt med medarbejdere, der skal løse de store opgaver, der er. Det bliver yderligere forstærket af, at forbindelserne mellem de forskellige enheder i sundhedsvæsenet ikke spiller godt nok sammen. Hospitaler, kommuner og almen praksis hænger ikke systematisk sammen. Den trekant er enormt vigtig at fokusere på for at bruge de sparsomme ressourcer bedre.

Tror du en kommission kan rette op på udfordringerne. Det skorter jo ikke på rapporter om problemerne?

Den skal gøre noget godt. Jeg tror, at den vigtigste opgave er at begynde at tænke i helheder. Det er lige præcis noget af det, som sygeplejersker er uddannet til og gør sig umage med. Men ofte har de ikke held med det, fordi andre dele af systemet ikke hjælper til med at binde tingene sammen. En sygeplejefaglig tankegang kunne hjælpe i kommissionen.

Hvor ser du en positiv udvikling i sundhedsvæsenet? 

Det er positivt, at vi er lykkedes med at forbedre de områder, vi har sat ekstra lys på. Når vi har sat fokus på hjertebehandlingen, har det skabt en forandring for hjertepatienter i Danmark. Det samme med kræftpatienterne. Pleje- og omsorgsopgaverne er blevet nedprioriteret i mange år. Nu er det nødvendigt, at vi sætter lys på dén del. Fokuserer man på at binde systemerne bedre sammen og får tænkt det hele menneske ind, så tror jeg på, at vi kan lykkes med den del også.