Her er tre historiske myter, vi ynder at holde fast i

Historiker Asser Amdisen mener, at danskerne bør problematisere deres egen selvfedme. Det gør han her ved at punktere tre nationale myter, der ellers har fyldt meget i dansk selvbevidsthed

Foto øverst: Kristendommen blev statsreligion under Harald Blåtand, men det betød ikke nødvendigvis, at danerne blev kristne, som det lyder på den store Jellingsten. –
Foto øverst: Kristendommen blev statsreligion under Harald Blåtand, men det betød ikke nødvendigvis, at danerne blev kristne, som det lyder på den store Jellingsten. – . Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Når man interviewer historiker og tidligere højskoleforstander Asser Amdisen, virker det næsten, som om at han nyder at spidde den nationale stolthed, som de nationale myter ofte fremhæver. Og det er nok ikke helt skævt, for historikeren siger selv:

”Jeg er ikke god til national stolthed. Vi er en af de mest selvfede nationer. Det karakteriserer os som land. Vi har en idé om, at nordmænd er så enormt selvglade. Resten af verden har dén opfattelse af Danmark. Jeg synes, vi burde bruge energi på at problematisere vores egen selvfedme. Det gør jeg.”

Og med de ord får Asser Amdisen hermed lov til at punktere tre myter fra danmarkshistorien.

Myte: Harald Blåtand kristnede danerne

Sandheden: Det er rigtig nok, at kristendommen blev Danmarks statsreligion, da Harald Blåtand erklærede det på en runesten i Jelling. Men det er ikke ensbetydende med, at danerne blev kristne. Jeg tror, at de fleste bønder omkring Oslofjorden i år 965 var blevet ekstremt overraskede over at få at vide, at de nu var kristne. Man kan ikke vurdere, hvornår folk blev kristne. Det ville kræve, at vi fik viden om, hvad almindelige mennesker tænkte, og den viden har vi ikke. Et kvalificeret gæt er, at befolkningen var blevet kristen, da de store byggerier af kirker og klostre tog fat i 1100-1200-tallet.

Konsekvenser af myten: Jellingstenen er Danmarks dåbsattest, og dermed er skabelsesmyten for den danske nation knyttet tæt sammen med kristendommen. Myten sikrer eller underbygger, at vi identificerer os som kristne i Danmark. Selv folk, der ikke tror et hak på Gud, mener, vi er et kristent land. Det er da bemærkelsesværdigt.

Myte: Den danske enevælde var humanistisk

Frihedsstøtten er rejst til minde om stavnsbåndets ophævelse, men det var nok nærmere kongens behov for professionelle soldater end omsorgen for fæstebønderne, der fik ham til at afskaffe stavnsbåndet. –
Frihedsstøtten er rejst til minde om stavnsbåndets ophævelse, men det var nok nærmere kongens behov for professionelle soldater end omsorgen for fæstebønderne, der fik ham til at afskaffe stavnsbåndet. – Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Sandheden: Årsagen til humanistiske tiltag som stavnsbåndets ophævelse, landboreformerne og ophøret af slaveriet har alle praktiske og nyttige forklaringer, der intet har med idealisme eller humanisme at gøre. Kongen satte bønderne fri, fordi stavnsbåndet var et redskab til at hverve soldater, og nu skulle han i stedet bruge professionelle soldater. Landboreformerne var ikke for at hjælpe den stakkels bonde. Det var for at skaffe flere penge til kongemagten. Det er sandt, at Danmark var et af de første lande til at forbyde handlen med slaver. Men det var, fordi transporten var for dyr, og vi dermed havde en dårlig betalingsbalance. I stedet lavede man avlsprogrammer på De Vestindiske Øer. Og danskerne behandlede heller ikke slaverne bedre end andre nationer.

Konsekvenser af myten: I 1888 (ved 100-året for ophævelsen af stavnsbåndet, red.) blev ophævelsen af stavnsbåndet skrevet om til, ”at kongen bød bonden fri.” Det er i sin essens historien om den humane rare enevælde. I 1800-tallet opfinder historikere og opinionsdannerne myten om, hvor nationale og demokratiske danskerne er. Eksempelvis ved at understrege, at kongen satte bønderne fri, som om at det var årsagen til stavnsbåndets ophævelse. Vi har fortalt den historie så ofte, at vi endte med at tro på den og faktisk opfører os sådan. I virkeligheden er det gennemført propaganda under Estrups provisorietid – så effektiv, at den stadig virker i dag.

Myte: Danmark kæmpede imod Nazityskland

Mindelunden ved København ærer de danskere, der faldt i kampen mod nazisterne. Men det var først et godt stykke inde i Anden Verdenskrig, at det officielle Danmark brød samarbejdet med Nazityskland. –
Mindelunden ved København ærer de danskere, der faldt i kampen mod nazisterne. Men det var først et godt stykke inde i Anden Verdenskrig, at det officielle Danmark brød samarbejdet med Nazityskland. – Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Sandheden: Da tyske jøder i 1930’erne prøvede at flygte til Danmark, blev langt de fleste afvist – bortset fra flygtende socialdemokrater, som daværende statsminister Stauning gerne lod slippe ind. Danmark underskrev i 1941, som et af meget få lande, anti-kominternpagten rettet mod Sovjetunionen – dermed kom vi i selskab med Japan og de fascistiske lande i Europa. Indtil august 1943 samarbejdede Danmark med Nazityskland. Den bedste tolkning er, at vi var nazisternes allierede.

Konsekvenser af myten: Vores selvforståelse er, at vi var et allieret land. Redningen af jøderne og modstandskampen fylder enormt meget i den fortælling. Men det er forståeligt, for den gentagne fortælling om danskernes modstand var afgørende for, at vi blev betragtet som en del af de allierede, da krigen sluttede. Fortællingen har dermed haft stor betydning for, hvordan vi både blev behandlet og for vores egen selvforståelse. Men vi har helt glemt vores adfærd inden krigen og i dens tre første år.

Mindelunden ved København ærer de danskere, der faldt i kampen mod nazisterne. Men det var først et godt stykke inde i Anden Verdenskrig, at det officielle Danmark brød samarbejdet med Nazityskland. –
Mindelunden ved København ærer de danskere, der faldt i kampen mod nazisterne. Men det var først et godt stykke inde i Anden Verdenskrig, at det officielle Danmark brød samarbejdet med Nazityskland. – Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix