Tre indvandrere og en gammeldansker: Sådan har vi oplevet kulturmødet

Det kræver åbenhed, forståelse og en middagsinvitation eller to, hvis mødet mellem mennesker af forskellig herkomst skal lykkes. Det fortæller fire personer med forskellige nationaliteter, der alle har oplevet kulturmødet i Danmark på egen krop

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: Peter Clausen / Ritzau Scanpix.

Tharusika Navaneethan, født i Sri Lanka. 35 år og arbejder som lægesekretær på Vejle Sygehus. Bor i Vejle i Sydjylland. Kom til Danmark som seksårig:

Jeg bor i en lille landsby, hvor jeg omgås etniske danskere til daglig. Jeg omgås også tamiler, men det er begrænset og mest til fester, eller når børnene går i tamilsk skole hver weekend.

Jeg var seks år, da jeg ankom til Danmark. Jeg er så heldig, at mine forældre har integreret sig i det danske samfund og videregivet mig mange ting i min opvækst, som jeg giver videre til mine egne børn. Allerede da jeg var barn, holdt vi jul. Da jeg gik i skole, måtte mange af mine kammerater med udenlandsk baggrund ikke have kristendomsundervisning, men mine forældre syntes, jeg skulle vide noget om religion og kultur i det land, vi bor i.

Jeg holder stadig fast i tamilske traditioner. Vi bor i et andet land, et fremmed land. Og det er vigtigt for mig at vide, hvor vi stammer fra, og hvad vores rødder er. Den kvinde, jeg er i dag, er jeg nok, fordi mine forældre har givet mig begge kulturer i min opvækst. Jeg synes, det er vigtigt at holde fast i det, men det er også vigtigt at holde fast i danske traditioner, så mine børn kan lære det. Vores religion, hinduismen, tillader, at vi kan det.

Jeg mærkede mest forskellene mellem etniske danskere og mig, da jeg var mindre. Det var frygteligt for mig at starte i skole og gå på gaden. Dengang var man jo ”udlændingen”. Samtidig havde vi ikke særlig mange legeaftaler med de andre. Vi var da med til sociale arrangementer, børnefødselsdage og så videre, men det var begrænset. Den barriere er vi ovre nu. Jeg tænker, at en af de store udfordringer nok har været sprogbarrieren, særligt for mine forældres vedkommende. De kunne ikke tale dansk. I dag kan jeg selv og mine børn jo sproget flydende.

Men der er også kommet en anden åbenhed over for andre religioner og kulturer end for nogle år tilbage. I dag er folk interesserede i, hvad vi spiser, og hvilke traditioner vi har. Har vi fastedage, og hvad drejer det sig nu om? Åbenheden mellem danskere og tamiler gør, at man kan mødes.

Safdar Sethi, født i Pakistan. 81 år og pensionist. Bor i København. Kom til Danmark som 34-årig:

Danskerne var meget, meget søde og rare, da vi kom til Danmark. Og hvis jeg spurgte om vej, foreslog de, at de kunne bare komme ind i min bil og køre med. Eller de viste os, hvor vi kunne tage bussen. Vi fik arbejde lige med det samme og undervisning i dansk om aftenen. Det hjalp meget, for man skal lære dansk, man skal blande sig med danskerne og høre, hvordan danskerne taler sammen.

Sproget er vigtigt. Særligt for den ældre generation, der ikke har lært så meget af sproget, selvom nogle selvfølgelig taler en lille smule dansk.

Men jeg har oplevet, at der i dag er mere lukket fra danskerne side, men også totalt fra indvandrernes side. Problemet er, at ikke kun danskerne er skyldige i det. Indvandrerne er også skyldige i det. De har ikke åbnet døre for danskere.

Det handler selvfølgelig meget om kultur. Danskere spiser svinekød, det gør muslimer ikke. Mange muslimer vil egentlig gerne invitere danskerne, men muslimerne drikker jo heller ikke ikke alkohol, og så har de måske læskedrikke på køl i stedet. Der er vi forskellige. Danskerne er gladere, hvor de kan få lidt øl eller vin.

Men når det sker, har jeg også oplevet danskere være enormt glade for at besøge pakistanske familier og få pakistansk mad. Så er der bedre muligheder for at lære hinanden at kende og få kendskab og venskab med hinanden.

Jeg har arbejdet i flere københavnske kommuner, men er pensionist nu. Jeg arbejder som tolk engang imellem eller hjælper kommunen som valgtilforordnet, og jeg er medlem af Socialdemokratiet, så jeg taler med mange etniske danskere. Jeg oplever, at udenlandske børn og unge er meget åbne. Men desværre er deres forældre ikke nær så åbne.

Sisi Chen, født i Kina. 42 år og arbejder som tolk. Bor i Gentofte nord for København. Kom til Danmark som 16-årig:

Jeg ses både med etniske danskere og folk af kinesisk herkomst. Jeg er formand for en rejseorganisation, hvor vi arrangerer fællesspisning på kinesiske restauranter hver måned, og vi tager også ud at rejse.

Men jeg møder selvfølgelig også ofte danskere, min kæreste er dansker, og han har jo meget familie her i Danmark. Det er interessant at høre om, hvordan han er vokset op – jeg fik jo ikke den opdragelse, for jeg er ikke født her. Derudover sker mødet til børnefødselsdage og i børnehaven, hvor man taler med de andre forældre og pædagoger.

Da jeg kom til Danmark, havde jeg det svært i starten. Jeg kendte ikke nogle danskere, og det tog lang tid at få venner og bygge relationer op. Jeg kunne ikke sproget. Danskerne er søde og vil gerne snakke, men det er svært at komme ind i deres vennekreds, hvis man ikke er vokset op med dem eller har gået i skole med dem. Det oplever jeg stadig i dag, hvor jeg har boet her i 26 år. Kinesere er mere åbne for nye i vennekredsen.

Med hensyn til kinesiske traditioner og kultur tror jeg for eksempel altid, jeg vil elske kinesisk mad. Og så har jeg min mor i Danmark, og vi snakker meget kinesisk sammen. Vi snakker om kinesisk kultur, når det drejer sig om medicinen til hendes akupunkturklinik, men også den kulturarv vi har med.

Forskellen består mest i mentaliteten. Jeg er vokset op med folk omkring mig hele tiden. Danskere skal have mere rum og tid til sig selv. Det er i øvrigt også den største forskel på mig og min kæreste, som skal have virkelig meget plads.

Elsebeth Frederiksen, født i Danmark. 43 år og arbejder som redaktionssekretær på Skræppebladet, Brabrand Boligforenings foreningsblad. Flyttede fra Holstebro i Vestjylland til Gellerupparken i Aarhus for 15 år siden:

I starten var det svært at lære folk at kende, men nu er jeg begyndt at være frivillig masser af steder, så det er blandt andet der, jeg ser folk med anden etnisk herkomst. Det sker ikke så meget privat, mere til arrangementer, eller hvis vi går et sted hen og drikker kaffe. Jeg tror ikke, det er så normalt at være hjemme ved folk. Man mødes mere ude. Det kan være eid-fester, fodboldturneringer, eller hvis der er åbent hus.

Der er jo nogle fester, hvor det foregår hjemme ved folk. Men der er også de offentlige fester. Det synes jeg er rigtig hyggeligt, og folk er meget imødekommende. De kommer med mad og alt muligt. Når man går rundt i området, kommer de også tit og giver en kage, hvis man lige ønsker glædelig eid. Selvom jeg ikke er muslim, synes jeg, at folk er rigtig gode til at inkludere.

Danskere er meget reserverede, synes jeg. Det er svært at få venner blandt danskere. I starten, hvor jeg ikke kendte nogen her, var det lidt svært. Men når man bare sagde hej til folk, var de ret gode til at inkludere en. De var meget mere åbne og snakkesalige i forhold til, hvordan danskere kan være. Man siger også bare hej til folk på gaden, selvom man ikke umiddelbart kender hinanden. Jeg kommer fra Vestjylland, og der snakker man altså heller ikke særlig meget med naboerne. Lidt over ligusterhækken, men det er ikke sådan, at man bliver inkluderet på samme måde.

Der kan godt være tilbageholdenhed i forhold til at invitere hjem i privaten. Men der er da også mange af mine etniske danske venner, jeg ikke mødes så tit med derhjemme. På den måde er det ikke helt vildt meget anderledes. Men hvis jeg spørger, om de vil invitere mig på en kop kaffe, gør de jo det. Jeg har også inviteret mig selv til iftar (måltidet, muslimer indtager mellem solnedgang og solopgang under ramadanen, red.) et par gange. Og så laver de jo det helt store bord.