Lørdagens tre virtuelle politiske landsmøder i Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet blev en bekræftelse af, at det fysiske møde mellem parti og medlemmer stadig er sin skærmbaserede fætter langt overlegent. Den levende debat trives i mødet mellem taler og delegerede, som partierne må håbe på at kunne vende tilbage til næste år.
Hvad angår mødernes indhold, stod partiformændenes taler traditionen tro som de samlende omdrejningspunkter.
Særligt partiformand Søren Pape Poulsens (K) og partiformand Alex Vanopslaghs (LA) taler glimrede ved deres sammenfald i valg af temaer.
Begge talte om behovet for mindre stat, lavere skatter og afgifter og mere frit valg til borgerne. Begge gik til frontalangreb på idéen om, at der kan sættes lighedstegn mellem bedre offentlig velfærd og flere penge til den offentlige sektor. Begge brugte sagen om store svigt på to offentlige plejehjem til at understrege, at flere penge ikke kan løse de omfattende problemer med kvaliteten af den offentlige service. Og begge angreb regeringens forslag om en ”Arne-pension” for, at den ikke vil gå til de mest nedslidte.
Det stærkt decimerede Alternativet kæmper for sin overlevelse, og dets leder Josephine Fock greb tilbage i historien og hyldede forrige generationers nøjsomhed. Hun begræd udviklingen fra genbrugssamfund til køb-og-smid-væk-samfund.
Og selv om Josephine Fock ”på ingen måde” ønsker sig tilbage til den nære efterkrigstid, savner hun alligevel nøjsomheden, som bliver afgørende for, hvordan vi efterlader kloden til kommende generationer. I essensen præsenterede hun et konservativt samfundssyn.
Det samme kan man sige om store dele af Alex Vanopslaghs tale, hvori han advarede mod tidens grådighed, hvor alt handler om at rapse til sig selv på bekostning af andre, hvad enten det handler om ydelser, penge eller ressourcer. Han talte imod den kultur, der siger ”pyt med rødder, pyt med dit samfund og dets historie, pyt med din familie, pyt med borgerlige dyder, pyt med dit køn.”
Han argumenterede imod den blinde jagt på succes, der skaber indre tomhed, og mente, at ”glæden varer noget længere, når man fjerner blikket fra sig selv og sin egen navle.”
Det lød i hvert fald mere konservativt og mindre liberalt end nogle af de toner, andre såkaldt ultraliberale har slået an de senere år.
Omvendt var det svært ikke høre en liberal undertone, da Søren Pape Poulsen argumenterede for, at det er vigtigere, at skatten falder, end at staten bliver større. På klimaområdet lagde han sig også på den samme købmandsmæssige betragtning som regeringen om, at omstillingen af det danske samfund ikke må blive for dyr. Han satte som regeringen sin lid til, at fremtidig teknologi må hjælpe Danmark i mål.
Sådan har de ideologiske kontinentalplader flyttet sig, så det efterhånden er svært klart at tegne en lige streg fra de gamle ideologier til nutidens politiske partier.
I koncentreret form står det dog tilbage, at de tre partier hver især får svært ved politisk at slå igennem med deres hovedpointer fra møderne.
I debatten om den offentlige sektor står De Konservative og Liberal Alliance meget alene på Christiansborg med deres analyse om, at flere penge ikke er den lige vej til bedre kvalitet. Fra Dansk Folkeparti over Venstre til Socialdemokratiet og venstrefløjen er der enighed om, at det offentlige skal have flere penge de kommende år for at kunne løse opgaverne bedre.
Tilsvarende er det vanskeligt se, hvordan Josephine Focks drøm om mere nøjsomhed skulle blive en ledetråd i klima- og miljøpolitikken. Det kan godt være, at næsten alle partier har tilsluttet sig målet om, at Danmark skal reducere sin udledning af klimagasser med 70 procent i 2030, men for det store politiske flertal gælder fortsat, at borgerne ikke må kunne mærke det.
Man skal vælge sine krige med omhu, hedder det, men den forgangne weekend synes de tre partier at have valgt sig nogle, de med meget stor sandsynlighed vil tabe politisk. Om de så kan vinde vælgere på det, er muligvis en anden sag.