Tre partier. Tre byer. Tre store udfordringer

Tre politiske landsmøder denne weekend kan sætte retningen for regeringen. Kristeligt Dagblad kridter banen op til spændende dage i dansk politik

Weekenden byder på landsmøder hos Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og De Radikale. Læs med og bliv klogere på, hvad det kan betyde for regeringens politik de næste par år. Illustration: Rasmus Juul
Weekenden byder på landsmøder hos Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og De Radikale. Læs med og bliv klogere på, hvad det kan betyde for regeringens politik de næste par år. Illustration: Rasmus Juul.

Partitropper fra Socialdemokratiet, De Radikale og Dansk Folkeparti samles i morgen til store årsmøde-weekend. Hver især har de deres kampe, selvopgør og regnskaber, der skal gøres op efter folketingsvalget.

Deres indbyrdes forhold er anstrengte, nærmest præget af antipati, men alligevel udgør de tilsammen en meget stor del af feltet i dansk politiks brætspil. De midtsøgende arbejdere i Socialdemokratiet, de globalt orienterede kulturradikale og de nationalt bundne folkepartister mødes lørdag og søndag til hver deres møde i henholdsvis Aalborg, Nyborg og Herning. Kongres, landsmøde og årsmøde, som de selv benævner det.

Weekenden bliver ikke mindst de tre partiers baglandes chance for at fortælle ledelserne, hvor de synes, skabet skal stå. Skal Socialdemokratiet primært satse på at samarbejde med sine støttepartier, nu da den borgerlige blok ligger i ruiner? Skal Dansk Folkeparti stadig søge at erstatte De Radikale, når der skal forhandles velfærd, tidlig tilbagetrækning og udlændingestramninger? Eller skal partiet sige ”borgerlig, borgerlig, borgerlig” og markere hård opposition til ethvert nyt udspil fra regeringen?

Eller skal man vove den gode stemning til venstre for midten og søge flertal med for eksempel Venstre? Og i så fald på hvilke områder? Skal De Radikale samarbejde mere med de borgerlige partier og dermed presse regeringen hårdere i den økonomiske politik, som man gjorde i 2011? Kristeligt Dagblad har talt med repræsentanter for de tre partiers baglande for at høre deres bud på, hvor partierne skal lægge sig de kommende år.

Første stop er Socialdemokratiets afdeling i Aalborg, hvor statsminister og partiformand Mette Frederiksen (S) i morgen formiddag indleder kongressen med sin tale. Formand for kommuneforeningen i Aalborg, Jens Larsen Pedersen, forventer, at Mette Frederiksen vil fremhæve den nye politiske situation efter valget, hvor Socialdemokratiet både kan indgå aftaler med sine støttepartier og med de borgerlige partier.

En af de svære opgaver for regeringen bliver at få gennemført en tidligere tilbagetrækning for nedslidte, og det forslag er end ikke nævnt i det ”forståelsespapir”, regeringen blev enig med sine støttepartier om tidligere på sommeren.

”Jeg ser da for mig, at der kan laves en eller anden form for tidlig tilbagetrækning på lidt længere sigt. Men alle kan jo se, at det bliver hårdt at få gennemført,” siger Jens Larsen Pedersen.

”På pensionsområdet og med hensyn til tidlig tilbagetrækning tror jeg, når alt kommer til alt, at Dansk Folkeparti nok vil kunne være med i noget,” siger han.

På et andet område står Dansk Folkeparti og De Radikale i høj grad som hinandens modpoler, nemlig i udlændingepolitikken. Regeringen har åbnet for, at Danmark igen skal modtage kvoteflygtninge, og de såkaldte fattigdomsydelser er blevet sat op, hvilket i særlig grad kommer flygtninge og indvandrere til gode.

Flere socialdemokratiske borgmestre sagde i går til DR, at de synes, man skal afskaffe kravet om et håndtryk til borgmesteren ved tildeling af statsborgerskaber, som den tidligere regering fik igennem.

Dansk Folkeparti har allerede flere gange talt om et socialdemokratisk løftebrud, men det skal partiet ikke lade sig skræmme af, mener den aalborgensiske partiforeningsformand.

”Jeg tror, vi står os bedst ved at holde fast i den linje, som er lagt, og som er klar. Nogle kalder det en stram udlændingepolitik, andre kalder det en fortsættelse af den brede udlændingepolitik, men der bør vi stå fast,” siger han.

Socialdemokratiet og De Radikale har i mange år haft et tæt parlamentarisk samarbejde, men hvem står regeringspartiet i dag nærmest – De Radikale eller Dansk Folkeparti? Jens Larsen Pedersen tænker sig godt om.

”Det er svært at sige. Nu har vi indgået en aftale om regeringsdannelsen med De Radikale, så set i det lys er jeg næsten nødt til at sige, at De Radikale står os nærmest,” siger han.

Formanden for Socialdemokratiet i Lemvig, Ivan Sørensen, håber også på, at Socialdemokratiet får held med at søge det brede samarbejde i Folketinget.

”Hvis de borgerlige partier vil være med, synes jeg da, man skulle prøve at få en finanslovsaftale med dem. Det ville være bedst, hvis man kunne få en aftale med alle partier,” siger han.

På spørgsmålet om, hvorvidt Dansk Folkeparti eller De Radikale står Socialdemokratiet nærmest, lyder svaret:

”Åh, det ved ikke. Det afhænger af situationen. Jeg vil ikke sige det ene frem for det andet.”

I Herning er kongrescentret Dansk Folkepartis ground zero denne weekend, den nye byggeplads. Samme sted sidste år holdt formand Kristian Thulesen Dahl en berygtet tale, hvor tilnærmelsen til Socialdemokratiet blev total. Fik Mette Frederiksen problemer med venstrefløjen efter en valgsejr, kunne hun bare ringe, så ville Dansk Folkeparti holde hånden under hende. Man ville være smørklatten i dansk politik, men nedsmeltede i den varme midte og led ved folketingsvalget et nederlag, der partipolitisk ikke er set større i 100 år.

”Det var en gevaldig kæberasler, som er nødt til at manifestere sig i en ny selverkendelse. Genopbygningen kommer til at tage tid, når man er så langt nede, som vi er,” siger sognepræst Christian Langballe og tidligere folketingsmedlem, der i dag udgør en del af det nationalkonservative bagland.

”Vi bærer alle en del af ansvaret, også Kristian Thulesen Dahl, og i sin tale er han nødt til at pege på, hvor DF skal hen i de næste fire år,” siger han.

Kristian Thulesen Dahl har i løbet af sommeren mødtes med lokale partiforeninger, seks repræsentanter ad gangen, til tre timer lange møder. Her har det overordnede budskab været, at partiet skulle være gået i regering, da chancen var der, og at man skulle være gået hårdere til regeringen i sagen om FN’s migrationspagt, den såkaldte Marrakech-erklæring fra 2018.

Det helt store spørgsmål er, hvordan partiet skal genrejses. Meget tyder på en massiv højredrejning. Partiet har nedsat en idéudviklingsgruppe med Katrine Winkel Holm, Martin Henriksen og Morten Messerschmidt. Tre nationalkonservative stemmer, hvor sidstnævnte har brugt sommeren på at fortælle, at DF er et borgerligt parti, ikke et Socialdemokratiet light.

”Den nationale profil trænger virkelig til en skærpelse. Al det her mudder om, hvor vi hører til, har der været for meget af. Vi er borgerlige, og at være borgerlig betyder blandt andet, at velfærdsstaten ikke er en barnepige, der ordner alt, og at den enkelte står til ansvar over for sit eget liv,” mener Christian Langballe, der før valget i sommer havde siddet i Folketinget siden 2011.

Kristian Thulesen Dahls tale lørdag formiddag vil vise, om DF-toppen deler den overbevisning én til én. Tror de på den nationalkonservative og borgerlige linje? Eller vil de samarbejde om velfærd med Socialdemokratiet, eksempelvis ved at lægge stemmer til et differentieret pensionssystem for nedslidte, så det bliver ’Arnes tur’? Og vil de delegerede kritisere ledelsen åbent – noget der tidligere nærmest var utænkeligt i partiet.

I Nyborg, 170 kilometer sydøst for Herning, holder De Radikale landsmøde i en uvant situation. Flertallet er rødt, men partiet er ikke i regering.

Formand Morten Østergaard var retorisk aggressiv over for Socialdemokratiet før og under valgkampen, men han har siden blødt op. Regeringsaftalen mellem Socialdemokratiet og støttepartierne har visse radikale aftryk, men er slet ikke præget af den totale dominans, som forgængeren Margrethe Vestager udøvede over for Helle Thorning-Schmidt under regeringsforhandlingerne i 2011. Der står mindst lige så meget Enhedslisten og SF på ”forståelsespapiret”, som der står De Radikale.

Det kan på sigt vise sig at være klogt, mener Susanne Crawley Larsen, der er rådmand for De Radikale i Odense og lørdag tager turen østover Fyn for at deltage i landsmødet.

”Vi betalte en høj pris for regeringsgrundlaget i 2011, fordi Socialdemokratiet følte sig domineret og kyst, og måske betaler vi i virkeligheden stadig af på regningen fra dengang. I år var der en erkendelse af, at det skulle være på en anden måde, og måske fik vi mindre, end vi kunne have fået. Men en del af De Radikales dna er, at demokrati udtrykker sig i en samtale, hvor man forsøger at nå til enighed og ikke dominerer hinanden,” siger hun.

Morten Østergaard vil uden tvivl behandle forholdet til Mette Frederiksens etparti-regering i sin tale på Hotel Nyborg Strand.

Optakten til finansloven for 2020 er allerede i gang, og det er ikke til at sige, om den nogenlunde gode omgangstone mellem De Radikale og Socialdemokratiet forstætter året ud. Løfterne på klimaområdet, minimumsnormeringer i dagsinstitutioner og opgøret med børnefattigdom koster penge, og finansieringen er de to partier ikke enige om.

Blusser uenighederne op, gør partifællerne ifølge Susanne Crawley Larsen klogt i at huske på, at meget stadig binder de to partier sammen, selvom de er dybt uenige om udlændingepolitik og kursen for reformer, der skal øge arbejdsudbuddet.

”Den grønne dagsorden, eksempelvis,” siger hun. Det vigtigste kit findes dog i fortiden, påpeger Susanne Crawley:

”Det væsentligste for samarbejdet er den historie, som Socialdemokratiet og De Radikale deler. Vi er bundet sammen af fortællingen om, at vi er hovedarkitekterne bag velfærdsstaten. Samarbejdet er anderledes den her gang, fordi vi ikke er i regering. Men båndene er stadig tætte.”