Tre politikere: Sådan var vores første tid på tinge

Valget er overstået, og en række nye ansigter træder nu ind i Folketinget. Men hvordan opleves magtspillet og det politiske arbejde for et helt nyt medlem? Tre folketingsmedlemmer, alle valgt i 2015, giver her deres bedste råd videre til de nye medlemmer

Fra højre mod venstre: Kaare Dybad, Mette Abildgaard og Jacob Mark.
Fra højre mod venstre: Kaare Dybad, Mette Abildgaard og Jacob Mark. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix (tv.), Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix (mf.), Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (th).

Kaare Dybvad, 34 år, Socialdemokratiet

Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Hvilke udfordringer mødte du som nyvalgt folketingsmedlem?

"Mange havde inden valget været overbevist om, jeg ikke ville blive valgt. Det første halve år, jeg var i Folketinget, gik jeg og tænkte over, hvordan kunne jeg få stemmer til næste valg. Der gik et halvt års tid, før jeg kom ind i det parlamentariske arbejde, som man laver i Folketinget. Man skulle ligesom afklimatiseres. Det var lidt et problem.

Jeg bliver booket til en del foredrag, og man vidste aldrig, hvornår man havde tid til det. Man ved ikke, hvilke møder, der er vigtige at komme til, og hvilke man kan stå over, så det havde jeg meget bøvl med det første års tid. Der er bare nogle udfordringer ved at komme ind. Man aner ikke, hvad der er vigtigt og ikke vigtigt. Det lærer man først efter nogle måneder. Personligt synes jeg også, det var svært sidste gang, fordi der var valg den 18. juni. Så man kom ind og var klar til at komme i gang og give vælgerne valuta, og så var alle folk på vej på sommerferie."

Hvad overraskede dig ved arbejdet på Christiansborg?

"Når man er i valgkamp, konkurrerer man meget, men når valget er overstået, er man kolleger og møder hinanden på lige fod. Sådan var det ikke på de arbejdspladser, hvor jeg har været i andre jobs. Der er det meget med mellemledere og chefer. Der er en meget ligelig tilgang til det hele i Folketinget. Selv folk, der havde været ministre og fået mange stemmer, var meget venlige og imødekommende. Det er ikke nødvendigvis sådan, man oplever det på en almindelig arbejdsplads."

Hvordan oplevede du det politiske magtspil?

"Jeg tror, jeg for det meste flød jeg lidt med. Som nyt folketingsmedlem er man ikke så meget inde i det, og vi skulle jo ikke i regering, så på den måde var det noget andet. Det skete ligesom bare, at man fik tildelt nogle roller."

Hvilket godt råd vil du give til de nye ansigter i Folketinget?

"Når du bliver valgt til Folketinget, skal du pakke valgkampen væk. Spørg dig selv: Hvis du ryger ud om fire år, hvilke sager vil du så have sat på dagsordenen? Hvad er dit minimum, og hvad vil du så kunne sige til dig selv og dine børnebørn, at du fik gennemført? Og sørg for at arbejde med det i stedet for at tænke så meget på, hvordan man kan lægge en strategi for at få stemmer til næste valg."

Mette Abildgaard, 30 år, De Konservative

Foto: Sofie Matthiesen/Ritzau Scanpix

Hvilke udfordringer mødte du som nyvalgt folketingsmedlem?

"Jeg synes ubetinget den største udfordring var manglen på tid. Også fordi jeg blev valgt ind for Folketingets mindste parti, og jeg startede med 13 ordførerskaber. Når man samtidig er nyvalgt og pligtopfyldende af natur, er det klart den største udfordring. At skulle dække så mange områder og sætte sig ind i alting var praktisk talt umuligt."

Hvad overraskede dig ved arbejdet på Christiansborg?

"I virkeligheden var der ikke så meget, der overraskede mig, for jeg havde heldigvis indtryk af at der var et ret godt samarbejdsklima på Christiansborg, og folk talte pænt og ordentligt til hinanden. Det blev jeg bekræftet i. Jeg blev overrasket over, hvor betænksomme mange var overfor nyvalgte for at hjælpe os i gang. Når man kom ind i et udvalgslokale, var folk gode til at tippe en om, at her sad de blå politikere altså."

Hvordan oplevede du det politiske magtspil?

"Naturligvis er der et politisk spil. Men det er jo et spil, der handler om at få sin politik igennem og få gennemført så meget som muligt af det, der ligger en på hjerte. Der er en bold, folk hele tiden går efter, og de går ikke efter at latterliggøre eller udstille nogen. Det politiske spil har ikke været ubehageligt, for jeg har set det som en kamp for at få mest muligt af min politik igennem.

De kampe, der er, er jo kampe partierne imellem. Der er et puslespil, der skal gå op i hvert enkelt parti i forhold til de ordførerposter og tillidshverv, man skal have. Naturligvis kan alle ikke få alle ønsker opfyldt der. Men jeg oplevede egentlig, at den del foregik relativt udramatisk."

Hvilket godt råd vil du give til de nye ansigter i Folketinget?

"Mit bedste råd vil helt sikkert være, at man skal lære at sige ”pyt”. Jeg hængte selv en pyt-knap op på væggen på mit kontor. Den har jeg altså trykket på nogle gange, når jeg kom til at stille et paragraf 20-spørgsmål, jeg fandt ud af var helt håbløst formuleret, eller jeg måtte sige, at jeg ikke lige kunne udtale mig om sammensætningen af elreguleringsudvalget om 10 minutter. Det var en vigtig lære for mig."

Jacob Mark, 27 år, Socialistisk Folkeparti

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hvilke udfordringer mødte du som nyvalgt folketingsmedlem?

"Først og fremmest var det udfordrende at finde rundt på Christiansborg, eftersom det jo har en størrelse svarende til Hogwarts. Jeg skulle altid gå et stykke tid, før møderne startede. Derudover var der udfordringen med at forstå hele Christiansborgs maskinrum. Hvordan man kalder i samråd, hvad de formelle spilleregler er ved et samråd, hvornår har man afsluttende bemærkninger og så videre. Der er mange traditioner og regler i forhold til det parlamentariske arbejde."

Hvad overraskede dig ved arbejdet på Christiansborg?

"Tempoet overraskede mig. Der er hele tiden nyheder, arbejde, mennesker at møde, diskussioner at tage og forhandlinger i gang. Og det er fra tidlig morgen til sen aften. Så man skal huske, hvor vigtigt det er at komme ud og møde folk uden for borgens tykke mure. Det er klart, at jeg blev valgt ind for et parti, som havde haft et dårligt valg, og så skulle jeg ligesom være med til at genrejse SF og finde på nye idéer og så videre. Det er noget, vi har arbejdet med siden valget. Det er klart, at det tog meget tid. Og det kom bag på mig, hvor meget der var at lave, fordi vi fik et dårligere valg end forventet, så jeg glæder mig til at få en større folketingsgruppe."

Hvordan oplevede du det politiske magtspil?

"Jeg blev faktisk positivt overrasket over, at menneskerne på Christiansborg er enormt søde. Selvfølgelig er der magtkampe steder, hvor der er magt, men magtkampene er ikke større eller mindre end andre steder. Nogle gange er det nærmest mere venligstemt end i det byråd i Køge Kommune, hvor jeg kom fra. Det synes jeg var overraskende."

Hvilket godt råd vil du give til de nye ansigter i Folketinget?

"Lad være med at lade jer opsluge af arbejdet. Man skal huske at komme ud, for man bliver en bedre politiker af det. Selvfølgelig er der masser af arbejde at tage sig af, men man kan bruge hele sit liv på det."