Det kunne dårligt være anderledes. Med landsmøder i tre pressede partier midt en valgkamp måtte ”superweekenden” i dansk politik ende i en råbekonkurrence om offentlighedens opmærksomhed. For om muligt at få fat i de tvivlende vælgere, der kan give hvert af de tre partier lidt bedre valg, end meningsmålingerne hidtil har vist. Det gav sig dog forskellige udslag hos Socialdemokratiet i Aalborg, De Radikale i Nyborg og Dansk Folkeparti i Herning.
På forhånd samlede interessen sig om, hvilke signaler statsminister Mette Frederiksen (S) og De Radikales leder Sofie Carsten Nielsen ville sende til hinanden for om muligt at opbløde deres indbyrdes anspændte forhold.
I Aalborg leverede statsminister Mette Frederiksen en valgtale med humoristisk brod mod Venstres og De Konservatives statsministerkandidater, Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (K). Hun kaldte dem Dupond og Dupont efter detektiverne i tegneserien "Tintin", fordi de to hele tiden gav hinanden ret i den tv-debat, DR havde med kandidaterne for et par uger siden. Og hun fortsatte frontalangrebene på De Konservative, som med deres skatteplan har gjort sig til et let offer for Socialdemokratiet.
Politisk var Mette Frederiksens mest markante besked, at elever på social- og sundhedshjælper-uddannelserne i fremtiden skal have løn i stedet for Statens Uddannelsesstøtte, hvis det står til Socialdemokratiet. Dermed kom hun lidt tættere på at fortælle, hvem der skal have del i det lønløft, hun tidligere i valgkampen har stillet offentligt ansatte på social- og sundhedsområdet i udsigt. Senere vil flere grupper blive nævnt, fremgik det.
Dermed kom statsministeren til at åbne lidt mere for den Pandoras æske af splid og problemer, som en politisk indblanding i løndannelsen kan give efter valget.
Allerede i weekenden meldte Politiforbundet og Dansk Metal sig med kritik af, at regeringen blander sig i det. Pointen for Socialdemokratiet er imidlertid lige nu, at det gælder om at skaffe stemmer fra enhver offentligt ansat, der kunne overveje at stemme på et af de borgerlige partier.
I Herning kastede partiformand Morten Messerschmidt sig ud i voldsomme angreb på muslimer i al almindelighed. Med et ordvalg, der mindede om Stram Kurs’ Rasmus Paludans fra sidste valgkamp, sagde han, at var dødtræt af at ”skulle trækkes med en hel beduinlejr ude i venteværelset, som fylder det hele”, når han skulle besøge sine kære på sygehuset eller selv var indlagt.
Som omtalt i Kristeligt Dagblad lørdag havde han også gyldne løfter med til alle ældre om plejehjemspladser til alle over 80 år, friholdelse af ældre for konsekvenserne af inflationen med mere. Alt uden konkrete forslag til finansiering.
Dansk Folkeparti kæmper hårdt om fløjvælgerne med Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige. Som med Socialdemokratiets lønløfter vil problemerne melde sig efter valget, hvor det bliver meget svært at få mange af forslagene gennemført i praksis, selv med blåt flertal. Morten Messerschmidt har i flere interviews sagt, at ingen af forslagene er ultimative, men prisen for støtte til enten Søren Pape Poulsen eller Jakob Ellemann-Jensen som statsminister er, at nogle af dem kommer igennem. Under alle omstændigheder er det ikke blevet lettere at danne en borgerlig regering efter denne weekend.
Hos De Radikale i Nyborg talte partileder Sofie Carsten Nielsen om behovet for ”tvivlens nådegave”, men partiets ultimative krav om, at der skal udskrives folketingsvalg senest ved Folketingets åbning den 4. oktober, var hun ikke kommet i tvivl om. Ej heller det radikale ønske om en regering over midten efter valget eller kravet om at stoppe arbejdet med at oprette en asyllejr i Rwanda. Begge de budskaber har klar appel til de midtervælgere, De Radikale jagter, men de ultimative krav stiller også det parti i en meget vanskelig situation, når valget er ovre. Mette Frederiksen vil næppe gå af, før hun udskriver valget, og får den røde blok flertal, kan hun umiddelbart fortsætte efter valget med den et-partiregering, hun leder nu, og som udtrykkeligt er hendes førsteprioritet.
Hvis De Radikale fortsat vil insistere på, at planerne om en asyllejr i Rwanda skal skrottes, må partiet i den situation stille et mistillidsvotum til regeringen - efter valget. Det er svært at se for sig, at de borgerlige partier skulle være mere parate til at imødekomme De Radikale på denne sag. Reelt er der et stort politisk flertal for, at Danmark opretter et modtagecenter for asylsøgere i Afrika, hvis det overhovedet er muligt. Hvad det muligvis slet ikke er.
Under alle omstændigheder risikerer De Radikale at sætte sig selv helt uden for politisk indflydelse.